Elselskaberne bruger useriøse tal i EU-kampagne
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Elselskaberne bruger useriøse tal i EU-kampagne

Elselskabernes brancheorganisation, Dansk Energi skræmmer politikerne med urealistiske milliardregninger, mener flere kritikere. Milliardregningen kommer - ifølge Dansk Energi - hvis politikerne ikke vælger elselskabernes markedsbaserede model for, hvordan EU kan nå sit mål om 20 procents vedvarende energi (VE), men i stedet vælger en model med individuelle nationale mål.

Kritikerne kalder Dansk Energis kampagne useriøs og efterlyser en mere nuanceret debat.

"Dansk Energis regnestykke baserer sig på den helt urealistiske situation, at landene ikke må importere biomasse. Det betyder for eksempel, ifølge Dansk Energi, at Luxembourg skal klare sine VE-forpligtigelser med solceller, fordi de hverken har biomasse eller vindressourcer, og så er det klart, at den nationale model bliver meget dyr," siger cand. brom. Søren Tafdrup, som er medlem af Organisationen for Vedvarende Energi og aktiv i energibevægelserne siden 1980.

Hans kritik bakkes op af Vindmølleforeningens direktør Asbjørn Bjerre, som kalder Dansk Energis kampagne "for forenklet en melding for en seriøs interesseorganisation". Også civilingeniør og partner i EA Energianalyse, Hans Henrik Lindboe finder udmeldingen problematisk:

"Det store tal er ikke realistisk, og der er faktisk delte meninger blandt fagkundskaben om, hvorvidt et VE-marked overhovedet vil give den billigste løsning for de Europæiske forbrugere. Opgaven skal jo løses på kun 12 år, og det giver ikke meget tid til at få nye markedsmekanismer til at fungere effektivt," siger han.

Ifølge Dansk Energi koster en løsning med individuelle mål for landenes VE-andel - hvor alle skal op på 20 pct. i 2020 - altså 1.375 mia. DKK om året i ekstra investering for EU-borgerne for den del af målet, som elsektoren skal opfylde (34 pct.). Mens en markedsbaseret løsning vil koste 250 mia. DKK. Tallene stammer fra konsulentfirmaet Econ, som har regnet på tal fra EU-Kommissionens Green-X database fra 2004 for de enkelte landes interne VE-potentiale.

Worst case

Rapporten kalder en merpris på 1.125 mia. DKK om året for "worst case" og direkte adspurgt, om det er et realistisk scenarie, siger direktør Jørgen Abildgaard:

"Nej, det tror jeg ikke. Især ikke med de seneste udmeldinger fra EU-Kommissionen, hvor man lægger op til en harmonisering af støttesystemerne og måske handel over grænserne," siger han.

Afdelingschef Lars Hansen fra Dansk Energi synes det er ærgerligt, at worst case-tallene er kommet til at fylde så meget i debatten:

"Vi og vore europæiske kolleger vil slå et slag for et fælleseuropæisk markedsbaseret certifikatsystem, fordi vi mener, at det er det eneste, som garanterer, at EU når sit mål på 20 procents VE - på den billigste måde," siger han.

Ifølge Søren Tafdrup viser erfaringer med VE-certifikatssystemer i Europa dog, at dette hidtil har været den dyreste model, fordi prisen for et VE-certifikat vil lægge sig efter prisen på den dyreste VE-kWh på markedet. Derfor vil forbrugerne ikke nødvendigvis få glæde af den allerbilligste kWh grønne strøm.

Han henviser i øvrigt til danske erfaringer med at fastsætte prisen for nye havmøller ved udbud, som har givet langt billigere priser, end den certifikatløsning, som Dansk Energi forsøger at fremme.

Ambitiøse mål for 2020

EU's stats- og regeringschefer vedtog i marts 2007, at 20 procent af de 27 EU-landes energiforbrug skal komme fra vedvarende energi (VE) i 2020. Elsektorens bidrag hertil bliver, at 30-40 procent af al produceret strøm skal være grøn i 2020. En 34 procents forøgelse svarer til en ekstra udbygning med VE-anlæg, som årligt kan producere 740 TWh - oven i de 460 TWh grøn strøm, som allerede blev produceret i 2004. Ifølge Econ-rapporten betyder det en firedobling af den nuværende udbygningsrate for VE-anlæg.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten