Elproduktionen satte ny rekord i CO2-udledning i 2021
Ifølge en ny analyse fra det Internationale Energi Agentur, IEA, steg den globale energirelaterede kuldioxidudledning med seks procent i 2021 til 36,3 mia. ton, hvilket er det hidtil højeste niveau.
Analysen viser også, at stigningen i den globale CO2-udledning fra energiproduktion er på mere end to mia. ton. Det er det største årlige spring nogensinde.
Det skyldes blandt andet covid-19-krisen, som øgede efterspørgslen på kul.
Stigende energiefterspørgsel, dårlige vejrforhold og ændringer i energimarkedet har betydet, at der blev brændt mere kul af til trods for, at VE-produktion også så sin højeste vækst nogensinde.
Det fortæller IEA i en pressemeddelelse.
Analysen trækker på de seneste officielle nationale data og offentligt tilgængelige data om energi, økonomi og vejr.
Læs også: EU på vej med kæmpe VE-plan: Skyhøje CO2-priser og stop for lækage
Rekordhøje tal
Kombinerer man IEAs tidligere udregninger af metanudledning med udregningerne af nitrogenoxid og afbrændingsrelateret CO2-udledning, kan man se, at den samlede drivhusgasudledning fra energi steg i 2021 til rekordhøjt niveau.
Kul stod for over 40 procent af den globale CO2-udledning i 2021 og nåede helt op på 15,3 mia. ton.
CO2-udledningen fra naturgas steg til 7,5 mia. ton, og CO2 udledning fra olie forblev på 10,7 mia. ton som før pandemien, hvilket skyldes den begrænsede aktivitet i den globale transport, primært i luftfartssektoren.
Også rekord for vedvarende energi
Vedvarende energikilder og atomkraft stod i 2021 for størstedelen af den globale elproduktion.
Produktionen her var ligeledes på et rekordhøjt niveau på over 8.000 TWh, hvilket er 500 TWh over 2020 niveauet.
Produktionen fra vind og solcelleanlæg steg med henholdsvis 270 TWh og 170 TWh, mens vandkraftproduktionen faldt på på grund af tørke.
I det meste af 2021 var omkostningerne for driften af eksisterende kulkraftværker i USA og mange europæiske elsystemer betydelig lavere end omkostninger for gaskraftværkerne.
Omstillingen fra gas til kul fik CO2-udledningen fra elproduktionen til at stige med over 100 mio. ton.
Læs også: Klimarådet dumper igen regeringen: Mangler halvdelen af CO2-reduktionerne
Kinas bidrag til rekorden
Med en forøgelse på 750 mio. ton mellem 2019 og 2021 var Kina en af de største bidragydere til rekorden på den globale emission fra elproduktion.
I 2021 steg Kinas CO2-udledning til mere end 11,9 mia. ton, hvilket er 33 procent af den totale globale udledning.
Kina var den eneste stormagt, der oplevede økonomisk vækst både i 2020 og 2021. Kombineret med yderligere elektrificering af energitjenester voksede efterspørgslen i Kina med 10 procent, hvilket var hurtigere end den økonomiske vækst på 8,4 procent.
Kul blev derfor brugt til at opfylde mere end halvdelen af denne efterspørgsel, da kilder med lavere udledning ikke kunne følge med. Det var på trods af, at landet samtidig havde den største stigning i vedvarende energi nogensinde.
