Elprint udvider sortimentet med ny leverandør

Elprint udvider sortimentet med ny leverandør

På trods af problemer med lukning af Elprints norske fabrik, giver Elprints nye samarbejdspartner selskabet flere muligheder, både når det gælder produkter og kunder.

Det er jo som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Således også for Elprint i Tjæreby ved Roskilde.

Selskabet måtte i sommer lukke sin fabrik i Norge på grund af en række produktionsproblemer, men nu har Elprint fundet en ny leverandør af print, og det har tilmed givet selskabet flere muligheder.

»Vi har fundet en samarbejdspartner, så vi kan fortsat tilbyde print, men vi får også udvidet sortimentet, så vi nu kan levere mere komplekse kort som eksempelvis HDI flex og HDI Rigid Flex, og vi kan også levere laserskårne stålstencils,« siger Nanna Nilsen, der er leder af det danske salgskontor.

Hun regner med, at de nye muligheder ikke alene vil give selskabet mere salg, men også at der kommer helt nye kunder.

»Vi har bestemt en forventning om at kunne udvide vores markedsandele og hente flere kunder, også selv om der i øjeblikket er en generel afmatning.«

Hjælp fra it-system

Når det er lykkedes for Elprint at komme helskinnet gennem krisen med den norske fabrikslukning, skyldes det ikke mindst, at selskabet har investeret betydelige summer i opbygningen af et avanceret it-system kaldet Macaos, hvor kunderne nærmest kan betjene sig selv og få overblik over, hvor i processen det aktuelle print befinder sig. Nanna Nilsen understreger dog, at det er muligt at bestille print både med og uden Macaos.

Hård konkurrence fra Asien
Ifølge Nanna Nilsen er lukningen af fabrikken i Norge ikke kun et udtryk for problemer med produktionen, men også en konsekvens af den stigende konkurrence fra print-fabrikker i Asien.

»Det er nogle fantastiske priser, vi ser i Østen, så konkurrencen derfra er hård, og som den økonomiske udvikling er nu, er kunderne interesserede i at få varene så billigt som muligt,« siger hun.

På trods af udfordringen på prisen er Nanna Nilsen dog overbevist om, at der også vil være behov for en lokal leverandør.

»Vi er rigtig kede af, at vi har mistet fabrikken, men vi har det også sådan, at vi skal videre. Inden for printbranchen vil der altid ske fejl, og der er det vigtigt, at man kan samarbejde med sin leverandør om de fejl, der eventuelt måtte opstå. Og der er det en fordel at være tæt på sin leverandør,« siger hun.

Kommentarer (0)