Elon Musk har chippet en abes hjerne: Nu kan den spille videospil
En af Elon Musks startupvirksomheder har sat kabler til en abes hjerne, som nu gør den i stand til at spille videospil. Det har den amerikanske forretningsmagnat og opfinder udtalt på det sociale medie Clubhouse.
Det er virksomheden Neuralink, som Elon Musik stiftede i 2016, der står bag det besynderlige eksperiment. Virksomheden arbejder med neuroteknologi og udvikler implanterbare hjerne-computer grænseflader (BCI).
En lykkelig abe
Virksomheden har tidligere eksperimenteret med grise, og nu har en abe altså også fået indopereret et trådløst implantat.
»Vi har allerede en abe med et trådløst implantat i hjernen, som gør, at den kan spille videospil ved tankens kraft. Og han ser vildt glad ud. Han ligner ikke en ulykkelig abe. Man kan ikke engang se, hvor det neurale implantat sidder,« udtalte Elon Musk på det sociale medie, hvor han desuden fortalte, at virksomheden er ved at undersøge, om teknologien kan få aber til at spille videospil med hinanden. Det skriver The Independent.
Han tilføjede i samme forbindelse, at det amerikanske landbrugsministerium (USDA) havde udtalt, at virksomhedens laboratorium havde »de bedste abefaciliteter, de nogensinde havde set«. Det har dog ikke været muligt at få bekræftet udtalelsen, skriver The Independent.
Vil forbinde mennesker og computere
Neuralinks mål er at udvikle neurale implantater til mennesker, som kan skabe en forbindelse med høj båndbredde mellem mennesker og computere.
Teknologien skal på sigt kunne bruges til behandling af hjernesygdomme og forbinde kunstig og menneskelig intelligens gennem såkaldt konceptuel telepati. Ifølge Elon Musik vil teknologien på sigt kunne overføre komplekse begreber mellem hjerner og »forbedre kvaliteten og hastigheden af kommunikation markant.«
