Elkunder betalte 37,7 millioner kr. til overflødig grøn strøm i 2014
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Elkunder betalte 37,7 millioner kr. til overflødig grøn strøm i 2014

Perioder med negative elpriser er kommet for at blive, men antallet og varigheden vil svinge fra år til år, afhængig af pladsen i transmissionsledningerne og fremtidige tyske regler omkring negative elpriser. Det oplyser Energinet.dk i et svar til finansudvalget foranlediget af en artikel på ing.dk.

Læs også: Nytårsblæsevejr: Vindmølleejere betaler for at producere strøm

Indtil videre har timetallet dog været jævnt stigende: I 2011 var der negative elpriser i 15 timer, i 2012 i 33 timer, i 2013 var der 39 timer og sidste år lå tallet på 46. De angivne tal er for Vestdanmark, mens Østdanmark typisk oplever kortere perioder med negative priser på grund af en kabelforbindelse til Sverige.

Læs også: Tunge, tyske kraftværker bremser dansk vindkraft-integration

På foranledning af finansudvalget har Energinet.dk samtidig opgjort det beløb, som el-kunderne har betalt i støtte – via PSO – til grøn strøm i de pågældende timer. Et beløb, som er steget frem til 2013, hvorefter det er faldet igen til 37,7 mio. kroner i 2014.

Bemærk, at det ikke kun er vindmøller, der får PSO-betaling ved negative elpriser, men at 9,1 millioner kroner går til strøm fremstillet på biomasse og biogas.

Læs også: Dong: Vores kraftværker bruger allerede billig vindmøllestrøm i elpatroner

Af svaret fremgår det ligeledes, at Energinet.dk forventer, at PSO-beløbet til vindkraft – alt andet lige – vil være faldende fremover, fordi nye havmølleparker ikke forventes at skulle modtage støtte ved negative elpriser, og fordi perioden med PSO-tilskud til eksisterende havmølleparker efterhånden udløber.

Heller ikke Anholt Havmøllepark får PSO-støtte ved negative elpriser.

Negative priser er udtryk for ubalance mellem efterspørgsel på strøm og elproduktion i den pågældende time. Den overskydende strøm kan både være produceret af termiske værker og på basis af vedvarende energikilder.

Det svarer til blot 15 kroner per husstand i Danmark.
Hellere producere en smule for meget en gang imellem end at brænde for meget kul, olie og gas af.
Med flere el-biler og lokale el-lagringsteknikker vil denneoverskudsstrøm inden for en kort årrække blive en saga blot.
Ingen grund til panik over for meget strøm.

  • 26
  • 6

Normalt når der er tale om så små beløb så nyder alle eksperterne jo at bruge begrebet "samfundsøkonomisk" og her må det vil så siges at samfundsøkonomisk så befolkningen haft 37.7 milioner kr. mindre at købe andre ting for, ting som kunne sætte gang i samfundsøkonomien. Når man ivrigt regner energibesparelser sammen og andre små beløb for at kunne retfærdiggøre hvorfor dit eller dat skal ændres så må man vel gøre det samme her? eller er problemet at der ikke er politisk opbakning til at ligge pengene tilbage i befolkningens lommer nu hvor de er blevet taget op der fra?

Men 37,7 Milioner i ekstra statsstøtte til en branche der stadig efter så mange år ikke kan leve uden statstøtte eller levere en vare uden at resten af systemet skal indrette sig efter deres luner er jo også værd at tage med.

Så med det populære begreb så har det vel været en samfundsøkonomisk dårlig ting, at den enkelte forbruger ikke har kunne mærke det er jo noget andet.

  • 4
  • 12

I betragtning af det samlede forbrug på 30 TWh er det jo absolut småpenge.

Omvendt må den næste vindmøllepark og den næste derefter forventes at give et stigende antal timer med negative priser.
Udbuddet af Anholt 3 ser dog ud til at være formuleret således, at ejeren ikke får dækket negative priser. Det bliver interessant at ser hvad det kommer til at betyde i praksis.

  • 6
  • 1

Udbuddet af Anholt 3 ser dog ud til at være formuleret således, at ejeren ikke får dækket negative priser. Det bliver interessant at ser hvad det kommer til at betyde i praksis.


Det bliver nok ikke så overraskende. Det kommer til at betyde nøjagtig det samme som det pt betyder for Anholt, nemlig at parken lukker ned, hver gang elprisen er negativ.

Nye landmøller får heller ikke støtte, når elprisen er negativ, og dem bliver der også flere af, samtidig med at de ældre vindmøller, hvis støtteordning er udløbet, lukker også ned, når elprisen er negativ.

Og derfor vil den næste vindmøllepark og den næste derefter forventes at give et faldende antal timer med negative priser - alt andet lige.

Men enig i at det er Peanuts.

Med den flom af artikler ing.dk for tiden producerer om negative elpriser, ender emnet vel med at koste flere penge til journalisttimer, end de negative elpriser koster i PSO. ;-)

  • 14
  • 3

Det samfundsmæssigt interessante er (mer)omkostningen for vores samlede VE el-produktion. Omkostningen til backup-værker som Kyndbyværket m.fl., el solgt billigt til udlandet ved høj vindproduktion og omvendt importeret til formentlig højere pris ved lav eller ingen vindproduktion. Det er ikke noget let regnestykke, da det er svært at gisne om de reelle priser hvis systemet så ganske anderledes ud og ikke vindkraften var der osv. Regeringens "PSO-prognose" er 47 mia. kr. frem til 2020 - eller ca. 8 mia. kr./år ...og det er også ok, bare flertallet er med på den tusse den koster hver dansker årligt.

Jeg håber at Horns Rev 3 kan bygges til samme pris som Horns Rev 2 (51,8 øre/kWh) eller mindre, når teknologien både hvad angår fundamenter og vindmøller er næsten ti år "bedre", hvilket bør betyde højere effektivitet og mindre pris.

  • 2
  • 2

Nej 37,7 mio. er ikke så meget, men nu betaler vi iforvejen fantasi priser for vores el.
Vi bruger ca. 2100 kWh i både sommerhus og lejlighed. I sommerhuset har vi solceller og betaler 1200 kr. i leje af måler, grøn strøm og brug af ledninger. Vi får 0.6 kr. for hver kWh vi sælger til nettet. Det bliver en udgift på 700 kr.
I lejligheden betales over 8000 kr. for samme forbrug. Heraf er udgifter til fremstilling af strøm forsvincende lille.

  • 3
  • 2

Måske kunne du overveje batteriløsning i sommerhuset og helt kappe forbindelsen til elnettet.
Med et hurtigt gæt og uden at kende til dit anlæg, vil jeg tro, at du kan nøjes med batterier der kan levere 2-3 dages forbrug (dvs. ca. 6 kWh) i sommerhalvåret. (afhængigt af str. på forbrug og solcelleanlæg).

Prisen for de rigtige li-ion batterier med lang levetid er dog ret høj endnu, så hvis du overvejer et årstid eller to endnu, skulle batteriprisen i mellemtiden være faldet til et fornuftigt niveau dvs. 10-12 års besparelse.

  • 0
  • 0

Vi bruger ca. 2100 kWh i både sommerhus og lejlighed..... I lejligheden betales over 8000 kr. for samme forbrug.
Hvis du betaler 4 kr/kWh, i din lejlighed... Så kan det helt sikkert betale sig at gå en tur forbi elpristavlen.dk hvis den pris passer, så er du vist blevet snydt af en ret god sælger...


Hos Natur-energi kan jeg få 3.900 kWh for 7.991 kr .... så hvis samme mulighed findes på Jens Høg's postnummer, vil jeg foreslå han stiller en stribe varmeblæsere ud på altanen, så han kan få en lavere elregning.

;-)

  • 3
  • 1

Hvordan kan man forresten også skrive at "Elkunder betalte 37,7 millioner kr. til overflødig grøn strøm i 2014"?

Kan vi ikke hurtigt blive enige om at ikke én eneste elkunde i Danmark, har betalt så meget som 1 øre i PSO, uden at have BRUGT den strøm han har betalt PSO for?

Og hvis man bruger strømmen, så er den vel ikke overflødig?

Jeg har eksempelvis brugt strøm, både den 22., 23. og 25. december - mens elprisen var negativ - til mit køleskab, fryseren, fyret, juletræskæden, udendørslampen, 1-2 PC'er i drift eller på stand by, samt vel også til lidt TV-kiggeri.

Det var da ikke at betale for "overflødig" strøm.

Jeg vil snarere kalde det at udnytte 'meget billig' strøm - faktisk opvejede den negative elpris det meste af PSO'en, så det eneste jeg betalte var stort set nettarif, afgift og moms - for dette forbrug.

De øjeblikke hvor strømmen har været overflødig for mig, har jeg i sagens natur ikke brugt noget, så jeg har med garanti ikke betalt noget for overflødig strøm.

  • 4
  • 2

I Danmark modtager kraftvarmeværker subsidier til elproduktion, det ydes bla.”et tilskud på 7 øre pr. kWh til elproducenter for den mængde elektricitet, der fremstilles ved naturgasbaseret industriel kraft-varme-produktion eller ved affaldsbaseret kraft-varme-produktion” og ”Naturgasbaserede decentrale kraft-varme-værker med en samlet kapacitet for elproduktion på 25 MW eller derunder får tilskud på 8 øre pr. kWh til elproduktionen” samt diverse andre støtteordninger for ikke VE elproduktion.
Støtten er fast 24 timer i døgnet uafhængigt af markedsprisen. En model hvor støtten bortfalder, når markedsprisen når under et givet niveau, mod en højere pris i de resterende timer, ville løse problemet med negative elpriser i en overskuelig fremtid.

  • 1
  • 0