Elektriske højhastighedstog: Nu også i Sydamerika

Travle argentinere kan godt begynde at glæde sig, for snart får de som de første sydamerikanere mulighed for at lade sig transportere af elektriske højhastighedstog, skriver britiske The Institution of Engineering and Technology på sin hjemmeside.

Otte Cobra dobbeltdækker TGV-højhastighedstog med plads til 509 passagerer i hver vil om tre år suse i pendulfart de omkring 300 kilometer fra Buenos Aires til byen Rosario med en topfart på 320 kilometer i timen.

På de 410 kilometer resterende strækning fra Rosario til Córdoba, må der kun køres 160 km/t og her vil der blive åbnet op for almindelige, men nye dieseltog.

De tre vigtigste byer i Argentina bliver koblet sammen med den nye jernbaneforbindelse. Foto: Wikipedia Illustration: Wikipedia

Denne strækning vil kun blive et enkeltspor, mens højhastighedsstrækningen vil blive et dobbeltspor. Der er desuden planlagt supplerende spor til godstogstrafik.

En køreledning med bæretov vi levere strømmen til Cobra-togene, der vil køre på standardspor med en sporvidde på 1435 mm. Togene bliver udstyret med den europæiske signalstandard ETSC level 2.

Togene skal bygges af den franske fabrikant Alstom, der også er med i et konsortium af europæiske og sydamerikanske selskaber, som skal bygge og drive jernbanen, de nye stationer og den tilstødende infrastruktur. Arbejdet med at lægge de 710 kilometer spritnye spor ventes at gå i gang i løbet af få uger

Den argentinske præsident, Cristina Fernàndez Kirchner, bekendtgjorde denne uge, at Alstom vandt udbudsrunden fra den argentinske stat i konkurrence med tyske Siemens og de spanske selskaber CAF og Obrascon Huarte Lain.

Der skal være 9 retur-afgange dagligt på strækningen, og de nye tog og spor vil formindske rejsetiden med hele 11 timer - fra 14 timer til tre, skriver IET.

Området omkring de tre byer i Argentina er landets økonomiske center. Flere end 12 millioner mennesker, næsten en tredjedel af landets befolkning, bor i og omkring Buenos Aires. Rosario, hvor jernbanen gør sit første store holdt inden turen videre til Córdoba, er en vigtig havneby og Córdoba er et industri-centrum i landet.

Hele byggeriet ventes at koste op imod seks milliarder kroner.

Herhjemme er der fortsat ingen planer om at bygge højhastighedslinjer, endsige at slutte Danmark til det europæiske net af højhastighedstog.