Elektrisk snorkel kan rense søer
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Elektrisk snorkel kan rense søer

Karl Haxthausen lægger de net og ledninger ud, der hjælper bakterierne ved søens bund med at ånde - og dermed binde mere fosfor i sedimentet. Illustration: DTU Miljø

Karl Haxthausen graver et par ledninger op af jorden og sætter dem ind i et multimeter.

»Ledningerne er forbundet med vores to net derude,« siger han og peger ud på nogle bøjer på Søllerød Sø i Rudersdal Kommune.

Bøjerne markerer, hvor to metalnet på 4x4 meter er nedsænket – med en ledning tilsluttet til hvert net, der forbinder dem og ender heroppe på land.

Det ene net ligger i cirka 2-3 meters dybde, det andet i bundsedimentet i 4-5 meters dybde. Dernede lever nogle bakterier, der naturligt har evnen til at nedbryde organisk materiale, og binde noget af den store fosforpulje, der stammer fra industri og andre af fortidens synder – plus nutidens i form af kloakoverløb.

Karl Haxthausen, der er ph.d.-studerende fra DTU Miljø, tager en dyb indånding, før han forklarer, hvordan bakterierne arbejder:

»Vi mennesker trækker vejret for at få ilt til at oxidere organisk materiale i den mad, vi spiser. Det gør vi for at få energi, og det sker, fordi ilten tager imod elektroner i processen. På samme måde skal bakterierne i en søbund komme af med elektroner for at få energi til at leve. Men i og med, at der ikke er ilt til stede i sedimentet på søbunden, sker nedbrydningen meget langsomt og vil i stedet for CO2 producere methan,« siger Karl Haxthausen:

»Vi har så installeret elektroder, en i søens bund og en oppe i vandet. Disse elektroder udgør en slags elektrisk snorkel. Via elektroderne kan bakterierne nemlig ånde, fordi bakterierne kan aflevere elektronerne til nettet, hvorfra de bevæger sig op til vandet, hvor ilten er. På den måde nedbrydes sedimentet, som om der var ilt til stede. Det går hurtigere og genererer ikke methan. Og i og med at elektroner fjernes fra sedimentet, ændres kemien, så fosfor bliver bundet i sedimentet.«

Dette er en forkortet version af en artikel bragt hos WaterTech. I den oprindelige version kan du blandt andet læse, hvordan metoden, der er udviklet i forbindelse med et MUDP-projekt, ser ud til at kunne både mindske methan-udslip, binde fosfor og bidrage til at opfylde Vandrammedirektivet.

Emner : Vandmiljø
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det var dog en genial løsning som måske kan bruges pænt mange steder.
Og den gode virkning kan endda gøres uden et stort energiforbrug og uden at meget synlige enheder skal opstilles i følsomme områder.
Et rigtigt godt alternativ til aktiv beluftning.
God vind fremover. 👍

  • 3
  • 0

@ Allan

Jeg giver dig ret i, at løsningen synes interesant, selvom man jo ikke kan vurdere ret meget ud fra det i artiklen oplyste.

Derudover vil jeg mene, at andre alternativer end lige beluftning også bør overvejes, ligesom kombinationer kan tænkes at være interessante, når det skal være effektivt og økonomisk i forhold til en given opgave.

Især hvor der er tale om meget store mængder og høje koncentrationer af organisk materiale og/eller fosfor, bør det overvejes at pumpe sedimentet op for afvanding og termisk tørring, kompaktering og mellem-/sæson-lagring. Dette med henblik på termisk oprensende og askeseparerende termisk lavtemperaturforgasning på effektivt el-back-up-ydende og potentielt CO2-negative centrale kraftvarmeværker. Dvs. i effektiv, miljøvenlig og økonomisk rationel skala.

Ved også at anvende halm og en række andre bortskaffelseskrævende og næringsstofholdige lokale restprodukter, for således at recirkulere store mængder termisk oprenset aske med indhold af bl.a. fosfor, vil der således kunne spares på importen af såvel ressourcebegrænset fosfor og de - allerede nu - forholdsvis dyre importerede træpiller.

Og hvis en endnu hurtigere CO2-reduktion - især kortsigtet - prioriteres højere end maksimal energieffektivitet, kan asken (let regulerbart) recirkuleres med et forhøjet indhold af kulstof (=biokoks), der - yderst stabilt og ofte samtidig jordforberende - kan deponeres i landmændenes dyrkningslag.

Det nævnte forudsætter naturligvis, at det ikke lykkes for bl.a. Ingeniøren og vindmøllelobbyisterne at få nedlagt de centrale kraftvarmeværker, ved f.eks. at lokke politikerne til - i stedet - storstilet at støtte bl.a. el-til-el-lagring og ekstra el-transmission og/eller ved at lægge afgift på anvendte bio-brændsler, - selvom der jo heller ikke er afgift på vind- og solindfald.

(Uvildig er jeg ikke)

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten