Elektrificeringen hakker afsted

Af Birgitte Marfelt Elektrificering er et af de projekter, hvor DSB må dele den tvivlsomme ære for en katastrofal mangel på målbevidst styring med Folketingets politikere.

I 1997 skulle alle hovedstrækninger i kongeriget Danmark have været elektrificeret. I alt 1065 km var målet i 1979, da elektrificeringsprojektet, budgetteret til 7 milliarder kroner, blev søsat.

Realiteterne er, at projektet i 1997 - næsten 20 år efter start - er nået halvvejs. Hverken forudsætninger, priser eller planer fra 1979 har holdt.

Når DSB om et år har elektrificeret den 0,7 milliarder kroner dyre strækning fra Fredericia til Padborg og Sønderborg, er projektet 'half done'', som DSB's tekniske direktør, Erik Elsborg, siger. Ud over de sønderjyske strækninger er Fyn og strækningen
mellem Helsingør og Korsør elektrificeret.

Elsborg anslår, at hele nettet kan være elektrificeret om fem år, hvis politikerne vil bevilge pengene. Omkring ti år efter at resten af Europa er gennemelektrificeret. De manglende strækninger er Lunderskov-Esbjerg,
Fredericia-Århus-Ålborg-Frederikshavn, Ringsted-Rødby Færgehavn og RoskildeHolbæk-Kalundborg. Pris i alt 2,5 mia. kr.

START - OG STOP Elektrificeringens baggrund er 70'ernes oliekriser. Politikerne greb begejstret planen om at få et lydløst, billigt og energibesparende tognet, med ganske få dieseltog på de små baner. Projektets rentabilitet var høj, fire procent, men
Elektrificeringens baggrund er 70'ernes oliekriser. Politikerne greb begejstret planen om at få et lydløst, billigt og energibesparende tognet, med ganske få dieseltog på de små baner. Projektets rentabilitet var høj, fire procent, men
forudsatte, at DSB ikke investerede i nye diesellokomotiver til erstatning af de gamle udslidte. Få måneder efter lovens vedtagelse købte DSB imidlertid 37 nye disellokomotiver til en pris af 740 milllioner kroner. Og samtidig lød startskuddet til
udvikling af et tog til overgangsfasen mellem diesel og el, IC3. Både DSB og politikerne faldt for det. Dermed, samt med vedtagelsen af Storebæltsforbindelsen, faldt forrentningen til 1-2 pct.

Finanslovsforslaget for 1990 forudsatte, at al trafik fra Sjælland til Jylland skulle ske med IC3-tog. Så selvom konsekvensen ville være en ubrugelig investering, der på det tidspunkt beløb sig til to mia. kr., satte politikerne i 1989 prop i
elektrificeringen fra 1993, hvor den efter at have tilbagelagt 200 km ville nå Odense.

Det betød, at DSB's rullende anlægsprogram delvist blev slået i stykker og dermed, at enhedsomkostningerne, der havde været dalende, igen begyndte at stige. Projektorganisationen blev mere eller mindre nedlagt, og hovedparten af ekspertisen forduftede.

Så da Folketinget, bare halvandet år senere, i marts 1991, principbesluttede, at alle DSB's hovedstrækninger alligevel skulle elektrificeres, var det en tung og vanskelig start. Først i starten af 1992 var alle projekteringsgrupper genetablerede, og i
1993 var i alt 334 km af den 1065 km lange strækning elektrificeret.

UNDER LUP Mindst en halv snes gange i løbet af perioden har DSB fremlagt nye planer for elektrificeringen. Oftest fordi arbejdet skred langsommere frem end forventet, og en gang fordi forudsætningerne, med vedtagelsen af Storebæltsforbindelsen, ændrede
Mindst en halv snes gange i løbet af perioden har DSB fremlagt nye planer for elektrificeringen. Oftest fordi arbejdet skred langsommere frem end forventet, og en gang fordi forudsætningerne, med vedtagelsen af Storebæltsforbindelsen, ændrede
sig totalt. DSB har ofte argumenteret, at der blev sat for få midler af til el-projektet, hvilket nedsatte hastigheden, med hvilken elektrificeringen kunne gennemføres og medførte en fordyrelse af projektet.

Elektrificeringen har været under såvel statsrevisorernes som Bernsteinudvalgets lup. Statsrevisorerne har set på projektet indtil 1989 og siger forsigtigt, at DSB har været fristet til at handle efter korte gevinster på bekostning af de langsigtede,
hvoraf nogle end ikke tilfalder DSB. Årsagen er politikernes bestandige sparekrav.

Og Bernstein-udvalget, der har koncentreret sig om perioden fra 1990 til 1993, siger, at elektrificeringen i den periode som helhed forekommer velgennemført, men at elektrificeringen Odense-Padborg dog byder på forsinkelser og uforudset ressourceforbrug.

Årsagen er beslutningen om at standse elektrificeringen efter Odense og dernæst - da politikerne ombestemte sig - ønsket om at forcere arbejdet for at overholde tidsplanen.