Eldrevet gigant fragter 65 ton sten, sparer 50.000 liter diesel om året og skal knap oplades
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Eldrevet gigant fragter 65 ton sten, sparer 50.000 liter diesel om året og skal knap oplades

Illustration: Andreas Sutter, eMining AG

Edumper er definitivt ingen lilleput.

Chaufføren skal klatre op ad ni trappetrin, før han kommer op i styrehuset på verdens formentlig største elektriske køretøj. Maksimalvægten på det næsten 10 meter lange køretøj er 110 ton, og den elektriske dumper fragter velvilligt 65 ton kalksten – næsten uden at have brugt energi, når arbejdsdagen er ovre …

9.500 newtonmeter

I minebranchen er en Komatsu HD-605-7 måske ikke særlig opsigtsvækkende (for eksempel har den hviderussiske BelAZ 75710 en egenvægt på 360 ton og kan derudover fragte 450 ton last).

Men Edumper udmærker sig på andre måder.

Almindelige mennesker kan minde om Playmobil-figurer ved siden af Edumper. Illustration: Andreas Sutter, eMining AG

Drivaggregatet i Komatsu’en, som før i tiden bestod af en dieselmotor på 23,2 liter og 739 hestekræfter, er nemlig erstattet af en elektrisk motor på 9.500 newtonmeter og 789 hk, som giver meget lidt støj og nul udslip. Men alligevel: Hvordan kan den grønmalede eldumper fragte over tusind ton sten hver dag uden at bruge særlig meget energi?

Tom op, fuld ned

Svaret er regenerering af energi, kombineret med at mineområdet i schweiziske Biel ligger højere end depotet, hvor kalkstenen losses.

Edumper er helt klart et nicheprodukt – minedrift handler normalt om at hente mineraler op fra dybtliggende miner. Men dette er i Schweiz, og Edumper fragter kalksten fra et højereliggende stenbrud og ned til basen, hvor et permanent transportsystem fragter lasten videre.

Med op til 65 ton sten på ‘ryggen’ er regenereringen på vej ned fra bjerget enorm.

Da CNN besøgte stenbruddet i Biel, startede den tomme dumper med 90 procent batterikapacitet. Efter den stejle køretur op til lasteområdet – her snakker vi 12-13 procents stigning – var der 80 procent energi tilbage i batteriet. Eldumperen blev lastet til randen med sten, og da ekvipagen var vel nede igen, var batterikapaciteten steget til 88 procent.

Skal oplades – lidt

Helt selvforsynende med strøm er den altså ikke.

»Edumper skal som regel lades op efter et par dages brug,« fortæller salgschef Gernot Beutle fra Emining AG.

»Energiproduktionen varierer efter topografi, alt efter hvor den skal køre,« siger Gernot Beutle.

»Hvis topografien er krævende, er energiforbruget større. Det samme gælder ved vådt vejr, for bliver det nødvendigt med kæder, får det forbruget til at stige,« siger Gernot Beutle.

Heftig batteripakke

Batteripakken er på intet mindre end 8 ton og har ifølge Gernot Beutle en kapacitet på 700 kwh – omtrent det samme som 20 E-Golfer.

Schweiziske Edumper tager regenerering til et højere niveau. Illustration: Andreas Sutter, Emining AG

Oprindeligt var det tanken, at regenereringen skulle kunne producere så meget overskudsstrøm, at det kunne sendes tilbage til nettet, men sådan endte det altså ikke. Ifølge Emining sparer eldumperen dog 50.000 liter diesel om året og nedbarberer CO2-udledningen med 130.000 kilo årligt.

Indtil nu findes den kun i ét eksemplar. Men Gernot Beutle melder om stor interesse for nuludledningenskæmpen. Hvis schweizeren får det, som han ønsker, kan Edumper snart få 'slægtninge' i Norge.

»Projekter i Norge«

»Vi er involveret i planlægning af flere projekter i Norge,« siger Gernot Beutle. Han ønsker ikke at kommentere nærmere på, hvilke projekter der er tale om.

Teknisk Ukeblad har været i kontakt med mineselskabet Sydvaranger, som siger, at de ikke har været i kontakt med Emining. Heller ikke kobbermineselskabet Nussir, som har ambitioner om at elektrificere 100 procent af sin planlagte minedrift, nævner, at de skulle have været i kontakt med schweizerne.

Artiklen er fra tu.no.

Emner : Elbiler
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Smart maskine, god artikel - men læg lige mærke til den nye journalistenhed for batteriets kapacitet:

'omtrent det samme som 20 E-Golfer'

Jeg gætter forsigtigt på at der findes lidt flere ingeniører i Danmark end der findes E-Golfer, og de burde nok vide hvad kWh er for en størrelse.

Derudover er der nok solgt mange mange mange gange flere Leafer en E-Golfer - så burde Journalistenheden for kWh så ikke være Leafer???

  • 28
  • 7

Det fremgår af artiklen, at der burde have været et energioverskud .....

Det er så lidt forunderligt, at 65 tons gange x00 meters nedkørsel trods alt ikke giver energioverskud. Hvor er tabene mon ? Næppe vindmodstand .....

  • 2
  • 1

'omtrent det samme som 20 E-Golfer'


Er det den gamle eller den nye E-Golf ?
I leafs er det 29 model 1, eller 23 af modellen fra 2015-16, eller 17 Leaf 2 :) Skal vi ikke bare bruge kwh. Alternativt burde vi bruge Joule. Folk kan alligevel ikke finde ud af kwh, kw, og kwh er jo i bund og grund en tåbelig enhed da den har tid med 2 gange. Dumperen her 2,5GJ, og min Leaf har 108MJ. Det er da nemt og overskueligt.

  • 9
  • 5

...burde man vel sammenligne med en Tesla så ville enheden også have et elektrohistorisk korrekt navn X Teslaer ;-)

Ja, jeg ved godt at der allerede er en enhed opkaldt efter Tesla (altså manden).

  • 3
  • 3

Problemet er de evige journalistenheder - herunder skrivefejlen, som du behændigt retter. Enheden er kWh (for alle forkortelser afledt af personnavne skrives med stort).

Problemet er den fordummende formulering som (nogle) journalister benytter.
HVIS der ISTEDET (læs artiklen igen) have stået: "Til sammenligning er batteriet i en E-Golf på 35,8 kWh." (eller Tesla eller Leaf), så havde det været teknisk oplysende, ikke provokerende tale-ned-til-læsere.

  • 27
  • 0

Det er så lidt forunderligt, at 65 tons gange x00 meters nedkørsel trods alt ikke giver energioverskud. Hvor er tabene mon ? Næppe vindmodstand .....

Måske er el drivlinien for svag til at optage nok energi, så bremserne må tages i brug, for at holde farten nede.
Måske er underlaget blødt, så dækket har høj rullemodstand imod blød jord.
Går ud fra at servostyring og tip lad hydralik har et nævneværdigt forbrug, men det afhænger meget af ruten og dens længde.

  • 9
  • 0

Lasten er ikke tung nok i forhold til egenvægten. Måske de skulle pille halvdelen af batterierne ud. Så bruger den mindre strøm på vej op og kan blive selvforsynende.

  • 6
  • 1

Lasten er ikke tung nok i forhold til egenvægten. Måske de skulle pille halvdelen af batterierne ud. Så bruger den mindre strøm på vej op og kan blive selvforsynende.

Et overslag på batteri vægten:
Tesla 85kWh = 540kg, det vil sige at dette 700kWh batteri nok vil ligge på omkring 5t.
hvis halvdelen fjernes er det 2.5t ud af de 45t egenvægt der fjernes.
Tror ikke det gør den store forskel og en halvering af batteriet, kan have stor indflydelse på dens evne til at lagre bremseenergi.
8% opladning på vej ned, vil give ca 16% på et halvt batteri, fordi total vægten er stadig 110t.
På vej op bliver 10% batteri forbrug til ca 16-19% på grund af halvt batteri og 2.5t mindre vægt.
Regnestykket er stadig negativt og vil blive mere negativt, hvis bremse regen bliver påvirket af det mindre batteri.

  • 3
  • 0

Er der nogen der ved hvor langt der er "op" ? Før vi ved det er det svært at regne på turen og effektiviteten af drivetrain og regen. Yderligere - hvordan er elmotoren koblet til dumperens drivetrain. Er det via en mekanisk gearkasse eller via oliemotorer?

  • 0
  • 0

110ton med tabfrie konverteringer ville holde de 90% kapacitet.
Med 65 ton og tabsfrie konverteringer ville den ende på cirka 96%.
Den ender så på 88%. Dvs. tab på 8% ud af de teoretiske 16%.

Mao. må en fuld konvertering cycle være omkring 50% effektiv, hvilket virker meget rimeligt.

Et overslag kunne være:
17% tab i batteri til hjul, 10% tab i tab til opladningen af batteri, 17% i tab fra hjul til batteri. Og 6% til alt det andet - dvs. lys, aircon, servoer, holde stille, tippe lad m.m..

  • 3
  • 0

50% regen effektivitet er ikke imponerende, men taget i betragtning af dumperen er en ombygget diesel maskine er det sikkert realistisk nok. Store entrepernør maskiner der er bygget som elektriske maskiner fra starten af kan sikkert lavet mere effektive. En Tesla model S personbil er til sammenligning ca. 80% effektiv.

  • 4
  • 0

Det er en positiv historie, at man kan bygge en dumper, der kan klare at arbejde i mine-industrien. Det giver i det mindste et perspektiv, om at det kan lade sig gøre at elektrificere store dele af minedriften, og dermed komme af med fosillerne!

Men hvis dumperen skal til at køre tom ned og fuld op af minen, er det nemt at stille et senarie op, hvor den skal lades efter hver tur. Også er vi ovre i at hver chauffør skal have to dumpere: en der lader og en til at køre i; med de ekstra penge der umiddelbart skal bindes i udstyr. (Om det så i det lange løb kan spares hjem i driftbesparelser, er så et andet spørgsmål.)

((Og når vi nu er igang: er en mine er så forudsigeligt miljø, at man kan lade dumperen køre føreløs? Fx op af minen, læsse af, lade, køre ned i minen. Hvor kørslen nede i minen så er med chauffør.))

  • 1
  • 0

Lars:
>Tesla 85kWh = 540kg, det vil sige at dette 700kWh batteri nok vil ligge på omkring 5t.

Hvis du havde læst artiklen, ville du vide at vægten er opgivet til 8t. 🤔

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten