Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

El og ler skal gøre cement klimavenligt: CO2-udledning kan nedsættes med 50 procent

PLUS.
Sådan forestiller partnerskabet ECoClay, at et kommercielt miljøvenligt anlæg til kalcinering af ler, kunne se ud i 2025. Illustration: ECoClay

Produktion af cement står for syv procent af verdens CO2-udledning, så der er et enormt potentiale, hvis der kan findes mere klimavenlige produktionsmetoder.

Det er udgangspunktet for et nyt partnerskab mellem FLSmidth, der også er projektleder, Teknologisk Institut, DTU, det amerikanske energilagringsfirma Rondo Energy samt cementproducenterne VICAT fra Frankrig og Cementos Argos fra Colombia.

Målet med partnerskabet er at udvikle og kommercialisere en ny teknologi, der i stedet for fossile brændsler som gas og kul bruger el i selve processen og samtidig erstatter en del af kalken med ler.

Ler kan erstatte kalk

Når kalk brændes til cement (kalcinering), afgiver den naturligt CO2 i processen. Derfor er det attraktivt at finde alternativer til kalk, og her er ler et godt materiale, da der ingen CO2-emission er ved kalcineringen, siger Thomas Petithuguenin, der er leder af "Forskning og Partnerskab" hos FLSmidth.

»Det er ikke nyt at bruge ler i stedet for kalk. I Brasilien har de gjort det siden 1970'erne. Fordelen ved ler er, at der ingen CO2-emission er, når det brændes. Men vi ser også, at der især i udviklingslande er en stor interesse for at bruge ler, da det er et materiale, de selv har i store mængder,« fortæller han og understreger, at selvom CO2-reduktionen måske ikke er den afgørende for udviklingslandene, så er der andre steder i verden en stor fokus på netop dette.

Op til 50 procent CO2-reduktion

Beregningen af den potentielle CO2-reduktion er derfor udgangspunktet for det nye partnerskab og kan lidt simplificeret stilles op som følgende:

  • 60 procent af emissionen fra selve kalken, når den varmes op
  • 30 procent kommer fra brændstoffer til at opvarme kalken
  • 10 procent kommer fra elforbrug i processen

Bliver der brugt grøn el i stedet for kul, når leret skal kalcineres, så kan der ifølge beregninger fra FLSmidth opnås en ekstra 10 procent reduktion. Ler er i sig selv et CO2-neutralt materiale, og da det ikke skal varmes op til samme temperaturer som kalk, så er det muligt at reducere den samlede CO2-emissionen betragteligt således:

  • 40 procent reduktion af det færdigproducerede cement
  • 10 procent reduktion ved brug af grøn el

Altså op mod 50 procent mindre udledning per ton cement.

Det bliver blandt andet Teknologisk Instituts opgave at udvikle en brugbar metode til at brænde lerpartikler med brug af elektricitet, mens DTU får til opgave at udvikle styringssystemer, der hurtigt, effektiv og økonomisk kan styre de elektrificerede processer og integrere elforbruget i forhold til el-nettet, så processen og det termiske lager tilpasses svingende elpriser.

Kan der bruges mere ler?

Er det så muligt at øge andelen af ler endnu mere?

Ja, siger Thomas Petithuguenin.

»Det kan man faktisk godt. Ler er et udmærket materiale til fremstilling af cement. Men med ler får den blandede beton andre egenskaber end dem vi kender i dag. Måske skal der bruges mere vand, størkningen kan udvikle sig langsommere og egenskaberne af beton'en kan være anderledes. Derfor er det vigtigt, at vi får nye standarder for nye blandinger,« forklarer han.

Partnerskabet, der har fået navnet ECoClay, forventer, at den første fuldskala kommercielle produktion af elektrisk lerkalcinering, kan stå klar i Danmark i 2025. Projektet er delvist finansieret af Energistyrelsens Udvikling- og Demonstrationsprojekt, EUDP.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Spændende læsning. Jeg håber Aalborg portland, Socialdemokratiet og resten af folketinget læser med. Vi har brug for at Danmarks suverent største udleder af CO2 tager ved lære og hjælper os til at Danmark kan reducere sin CO2 udledning. Tænk på hvor meget det koster os andre at opnå en tisvarende reduktion.

  • 8
  • 0
  1. Fordelen ved ler er, at der ingen CO2-emission er, når det brændes.
  2. Men med ler får den blandede beton andre egenskaber end dem vi kender i dag. Måske skal der bruges mere vand, størkningen kan udvikle sig langsommere og egenskaberne af beton'en kan være anderledes.

Punkt 1, at man i ingeniøren skriver at en forbrænding ikke er medvirkende til CO2 emission er rystende (CO2 neutralt ja)

Punkt 2. Ingen tvivl om at dette ikke er et produkt der er klar til at blive brugt til andet end sjov de næste 5-10 år. Alpha og Omega ved cement produktion er styrken af dine klinker.

  • 1
  • 11

Optager traditionel beton ikke store mængder CO2 idet det størkner, således at en stor del af udledningen i virkeligheden bliver reversibel? Er det noget der bliver regnet med i disse regnestykker?

  • 2
  • 1

Optager traditionel beton ikke store mængder CO2 idet det størkner

Nej - der sker en karbonatisering over tid, hvor den CO2 der blev udledt ved brænding af kridt kan optages igen - jeg er ikke klar over om den principielt kan optages 100%. I praksis optages mig bekendt kun en del af denne CO2 (jo længere fra overfladen jo langsommere går det, så for "tykke" konstruktioner tager det meget lang tid). Og under alle omstændigheder (gen)optages kun de "materialerelaterede" CO2 emissioner - de brændselsrelaterede CO2 emissioner ændre det ikke noget ved.

  • 5
  • 0

OK, tak for svar. Jeg har søgt og fundet et enkelt estimat på at 57% (overraskende præcist) af den CO2 der udledes ved kalcineringen bliver optaget igen over betonens forventede levetid på 100 år hvis den efterfølgende knuses. Det vurderes at være 20-35% af den samlede CO2 udledning fra betonproduktionen. Deri kan man jo finde en retfærdigørelse af den "rabat" som Portland får, hvis det optag i forvejen i forvejen ikke er taget med i udregningerne.

Jeg kender ikke nok til forudsætningerne for beregningerne, men her er linket..

https://www.diva-portal.org/smash/get/diva...

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten