El er vejen frem for Renault

Er du nysgerrig efter, hvordan elbilerne på de danske veje kommer til at se ud, så smut forbi en Renaultforhandler og se på en Kangoo eller en Clio. Det er nemlig to af de modeller, som Renault sammen med en sedan i familiestørrelsen bruger som udgangspunkt for sine elektriske modeller.

Det er biler, der er under flittig udvikling og som Renault forventer at have klar til markedet i 2011 og 2012, fortæller udviklingsdirektør for Renaults elektriske biler, Matthieu Tenenbaum.

Prototyper på vej

Men allerede i år bliver et begrænset antal prototyper sluppet fri på danske veje for at teste, hvilke særlige behov, der skal tages højde for. Det bliver sandsynligvis enten Kangooen eller sedanen Megane, der kommer ud at trille.

»Vi skal se på, hvilke særlige behov danske brugere har, og hvordan de bruger deres biler,« forklarer Matthieu Tenenbaum.

Udviklingsdirektøren tilføjer, at en af de store udfordringer i udviklingsprocessen er at kunne sikre føreren en behagelig temperatur i kabinen, uanset omgivelserne og uden at trække for meget strøm fra batteriet.

Derudover arbejder Renault også på en mere brugervenligt brugergrænseflade, der blandt andet rummer et udvidet navigationssystem, der kan udpege de nærmeste steder at få skiftet batteri eller lade op.

»Det er vigtigt, at vores kunder får så stressfri en oplevelse som muligt, så de ikke skal bekymre sig om, hvorvidt de kan få skiftet batteriet eller blive ladet op inden for batteriets rækkevidde,« siger Matthieu Tenenbaum.

Han regner med, at Renaults elbiler vil få en rækkevidde på cirka 150 km.

Batteriet kan blive bedre

Netop den nemme udskiftning af batteriet har været en grundsten i udviklingsarbejdet, hvor Renault blandt andet har arbejdet på en nem mekanisme til at fastlåse og frigøre batteriet, som i den mindre Renault Clio forventes placeret under bunden mellem hjulene, mens batteriet i de større familiebiler vil være at finde bag bagsædet.

For tiden arbejder Renault med lithium-ion-batterier, men følger udviklingen nøje.

»Batteriteknologi er et område, hvor der er plads til forbedringer. Vi tester meget af den batteriteknologi, der dukker op fra blandt andet små leverandører i Kina og gennem forskning på universiteter, men vi holder alle muligheder åbne og har ikke lagt os fast på næste generation af batterier endnu,« fortæller udviklingsdirektøren.

Infrastruktur undervejs

Sideløbende med udviklingsarbejdet på de forskellige biltyper, arbejdes der intenst med at udvikle infrastrukturen, hvor Renault samarbejder med Project Better Place og Dong Energy.

»Vi er i udviklingsfasen for opladestationerne. Vi regner med at installere den første prototype i Israel i begyndelsen af 2009, ligesom vi også regner med at kunne teste vores stationer til batteriskift med en bilprototype i år,« fortæller Matthieu Tenenbaum.

I ladestationernes design tages højde for, at elbilernes batterier kan være af forskellig størrelse og type. I øjeblikket arbejder Renault med flere forskellige typer afhængig af bilen, men på længere sigt er tanken at bruge samme type batteri, så vidt det er muligt.

Elbiler i millionvis om få år

Trods udfordringerne og det store arbejde, som stadig ligger foran Renault, inden elbilerne for alvor kan gøre sig gældende, ser Matthieu Tenenbaum meget lyst på deres fremtid.

»Om mindre end ti år vil elbiler repræsentere et stort marked i Europa, hvor jeg tror, vi vil se omkring 2-2,5 millioner elbiler på vejene,« spår han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Dong/Better Place vil jo nok sætte deres type ladestandere op ved en række p-pladser rundt om i landet. Men vil det blive muligt at oplade biler, der ikke er lavet til "Better Place"-systemet (såsom eksisterende biler og nok også Think og iMIEV)

Afhængig af hvad "Better Place"-systemet bruger af stik og el-forbindelser, kan man jo forestille sig enten et adapter-stik, eller at ladestanderne også har et alm. rødt rundt CEE-stik (3 faser + 0, 16 A), som man kan tappe fra.

Det vil vel være interessant at høre om DONG's planer for det. Ingen ønsker vel flere sæt ladestanderen for hver p-plads?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten