Ekstra IC4-regning på 400 millioner

Den længe ventede rapport fra rådgivningsfirmaet Atkins offentliggøres senere i dag. Her konkluderer Atkins, at det bedre kan betale sig at reparere de omdiskuterede IC4-tog end at skrotte dem, som politikere fra begge fløje tidligere har foreslået.

Tidligere transportminister Hans Christian Schmidt bestilte rapporten hos Atkins for at fastslå IC4-togenes skæbne.

Rapporten bliver diskuteret af Folketingets transportudvalg på et møde i Transportministeriet i dag, oplyser transportminister Henrik Dam Kristensen (S) til pol.dk.

Trods de ekstra 400 mio. kr., der ifølge DR Nyheder skal bruges på reparation af IC4-togene, vil togene i sidste ende være de billigste Dieseltog i Europa. Det skyldes den rabat på 2,7 mia. kr., DSB har fået på grund af problemerne med togene.

De 400 mio kr. skal ifølge DR Nyheders oplysninger tilføres ved, at budgettet for IC4-projektet øges med mindst 50 pct. de kommende år.

Alternativet til at reparere IC4-togene er at droppe aftalen med leverandøren, Ansaldobreda, og dermed miste de 2,3 mia. kr., DSB har betalt for togene.

Læs hele historien på dr.dk

Emner : Tog