Ekstern batteripakke satte lovende el-passagerfly i brand under test

Illustration: Eviation

Et af de allermest lovende el-passagerfly-projekter, den såkaldte "Alice" produceret af israelske Eviation, løb ind i problemer i nat, da prototypen brød i brand.

Det står endnu ikke klar præcis hvad der skete, men selskabet lover en omgående undersøgelse, lyder det i en mail til Ingeniøren.

»Vi vil gennemføre en fuld undersøgelse så hurtigt så muligt. I mellemtiden vil jeg takke mine kolleger for deres pionerarbejde med udviklingen af et af verdens mest avancerede fly«, udtaler Eviations direktør, Omer Bar-Yohay.

Ifølge lokale medier i Prescott i Arizona, hvor flyet var i gang med en test på jorden da branden opstod, var der ikke nogen kvæstede.

Det blev dog nødvendigt midlertidigt at evakuere bygninger i nærheden på grund af kraftigt røgudvikling, som kan ses i videoen herunder, som Prescott News lavede på stedet.

Brand i ekstern batteripakke

Det lokale brandberedskab var i forvejen til stede for at overvåge testen og kunne umiddelbart begynde at slukke branden i flyet.

Brandvæsenet pøsede stadig vand på flyet en time efter at ilden startede. Ifølge selskabet var der tale om en brand i en ekstern batteripakke, som indgik i testen.

»Eviation har sammen med Prescotts brandmyndigheder iværksat en fuld undersøgelse i årsagerne til hændelsen, som menes at skyldes et eksternt batterisystem, som blev brugt til grundige tests af det fuldt elektriske fly,« skriver selskabet til Ingeniøren.

Formodentlig er Eviation endnu ikke nået til at teste flyet med de næsten fire ton lithium ion-batterier, som det vil være lastet med når det står færdigt, og havde i stedet en batteripakke stående ved siden af under test af systemer.

Skal flyve korte regionale ruter

Prototypen "Alice" var et af de helt store tilløbsstykker til Paris Air Show sidste sommer, hvor Ingeniøren var en tur ombord.

Læs også: Elektrisk fly fra Israel blev darling på verdens største flymesse

I november nåede flyet også på Times liste over de vigtigste opfindelser i 2019.

Billede fra Paris Air Show 2019. Illustration: Andreas Lindqvist

Imens store passagerfly næppe kommer til at flyve på el i en overskuelig fremtid, mener Eviation, at et nipersoners fly med en rækkevidde på 1.000 kilometer plus reserver og en topfart på 450 kilometer i timen er realistisk nu.

Ruter på den længde udgør omkring halvdelen på verdensplan, og ville være rigeligt til danske indenrigsflyvninger samt regionaltrafik til store byer i nabolandende.

I USA har det regionale flyselskab Cape Air da også netop lagt billet ind på et tocifret antal af elflyet, som skal erstatte turbopropfly.

200 dollars per flyvetime

"Alice" er bygget af letvægts-kulfibermaterialer, og vejer 6000 kg før passagererne går ombord. 60 procent af vægten udgøres af batterierne, som skal lagre 900 kWh.

Flyet skal bruge en banelængde på 700 meter, og kan derfor flyve langt de fleste steder, også hvor konventionelle fly er urentable.

Billede fra Paris Air Show 2019. Illustration: Andreas Lindqvist

Målet er nemlig, at det skal koste 200 dollars per flyvetime at operere. Det er cirka 20 procent af sammenlignelige turbopropfly.

Israelske Eviation håber at kunne få "Alice" certificeret af de amerikanske luftfartsmyndigheder før slutningen af 2021, og skulle være begyndt på testflyvninger fra Prescotts lufthavn i år.

Det er uklart hvad branden kommer til at betyde for de planer, men Tim Robinson, chefredaktør for Royal Aeronautical Societys publikation Aerospace, kalder branden et »tab for grøn flyteknologi« på Twitter.

Opdateret 23/1 15.30 med udtalelse fra Eviation

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

1000 km inkludert reserver (ikke pluss reserver)!

Slik jeg ser det kan flyet settes inn på drøye en times ruter, ca 500 km. Det er allerede meget bra og kan dekke store deler av verdens lufttransport. En bør satse på aluminium-air batterier som reserve. Disse kan ha en energitetthet på 5 kWh per kg. Disse batterier kan ikke lades opp, men aluminiumet kan enkelt resikuleres til nye batterer. Med et slikt batteri kan flyet planlegges for drøye to timers/1.000 km ruter uten særlig økning i totalvekt for flyet!

  • 14
  • 0

Den gængse påstand at vi ikke kommer til at se store batteri fly i drift indenfor en overskuelig fremtid er baseret på simple regnestykker, hvor man lader som om at man bare skifter motorer og brændstof.

VTOL, high altitude og den langt lavere vægt samt frontareal og overflade areal per sæde i blended body fly regnes ikke med.

Det er rigtigt dyrt energiøkonomisk at flyve tunge fly med dårlig aerodynamik nær jordoverfladen, hvor atmosfære har høj densitet, men nødvendigt for jetfly.

De bedste batterier er nu på 500Wh/kg og flere, der producerer billige batterier er også på vej med den performance.

Ved 1000Wh/kg, så er det sådan set game over for fossil energi til flyvning.

  • 5
  • 5

Det er rigtigt dyrt energiøkonomisk at flyve tunge fly med dårlig aerodynamik nær jordoverfladen, hvor atmosfære har høj densitet, men nødvendigt for jetfly.

Det er noget modstridende du siger. Der ofres i dag megen indsats på at lave en god aerodynamik, også på jetfly, se "Dreamliner" og Airbus 350Neo. Herudover så er det ikke nødvendigt for jetfly at flyve tæt på jordoverfladen, tvært imod. De flyver højt for at opnå lav luftmodstand. "Alice" har en maksimal flyvehøjde på ca. 3.000 m og kan ikke flyve højt op. Med en rejsefart på ca. 440 km/t så fordobles rejsetiden i forhold til jetfly.

  • 3
  • 1

det lys vi ser er tilsyneladende et lys bag ved flyet, ikke en brand på vingen. Halv interessant fly ellers. Ved ikke om trekantkroppen er helt rationel men har hørt chefen snakke design og de virker til at have godt fast i videnskaben på relevante punkter så det er et lovende projekt. Man skal nok have en brandstrategi til sådan et fly. En brand i hele pakken uder flyvning vil ellers gå ganske galt. Specielt når nu et batteri distance fly måske er over 50% batteri per vægt. Jeg ville umiddelbart opdele pakken i segmenter indkapslet i meget tynd metal med højt smeltepunkt og tynd højtemperatur isolering udenpå og så en nødport på hver pakke så stikflammen kan ventilere ud og brænde helt ud, uden at det påvirker flyet. Ulig en bil kan du ikke bare holde ind til siden når den brænder ud og bare en sådan brand er enden på firmaet. De skal demonstrere en sådan udbrænding, gerne i luften og flyvning umiddelbart efter fremprovokeret batteribrand. I den kontekst kunne man passende overveje at lave vingerne af højstyrke metal fordi brændende kulfiber er noget skod.

  • 5
  • 0

"Alice" har en maksimal flyvehøjde på ca. 3.000 m og kan ikke flyve højt op. Med en rejsefart på ca. 440 km/t så fordobles rejsetiden i forhold til jetfly.

Mellom London og Glagow (ca 1 time 15 min) er turbopropfly de raskeste, selv om marsjhastigheten er en del lavere. Mindre fly (med rundt 50 passajerer) er nok raskere enn alle andre fly på slike strekninger når en regner fra boarding (gå om bord) til en er inne på flyplassen. På langdistanse (mer enn to timer) blir bildet et annet.

  • 1
  • 0

"Alice" har en maksimal flyvehøjde på ca. 3.000 m

Edit: hmm ser ud til at wiki siger 9100m men deres egen hjemmeside sider 12.500 fod. Det lyder som om de havde tænkt sig at flyet skulle være tryksat men har ændret mening. Det lyder ikke imponerende. Har nok noget at gøre med at batterierne er inde i kroppen og de kan ikke ventileres hvis kabinen er under tryk. Det enorme batteri er noget ala 80% af flyets masse.

De 3000m begrænser måske flyet brug ret meget. Kan være de så kan klare sig med mindre batteri hvis det alligevel aldrig bliver brugt til mere end 4-500km

  • 3
  • 0

De bedste batterier er nu på 500Wh/kg og flere

Det er nok lige optimistisk nok. Vi er vist tættere på 250 og ingen udsigt til 500. 1000 ville være rigtigt godt men stadig ikke nok til at matche de længste flyvninger. 1000Wh/g ville måske kunne give fly en rækkevide omkring 4000km. Der er et godt stykke vej op til de 15-18000km brændstoffly kan flyve. Der vil også være et ladeproblem men det ville være en rigtigt god start. Lige nu er der jo nul batteri rutefly. Så hvis halvdelen kunne erstattes så ville det være meget stort.

  • 0
  • 0

Edit: hmm ser ud til at wiki siger 9100m men deres egen hjemmeside sider 12.500 fod. Det lyder som om de havde tænkt sig at flyet skulle være tryksat men har ændret mening. Det lyder ikke imponerende.

Tidligere har jeg forstått som at de vurderer to versjoner, en uten trykksatt kabin(marsjhøyde 3.000 m, trykksatt 9.000 m). Batteriene utgjør 60% av bruttovekt (920 kWh, 3.600 kg, 0,256 kWh/kg (høyt men realistisk)).

  • 2
  • 0

Jeg håber i så fald at det bliver med falskærm, eller lign. anordning :) Der er lidt forskel på at dumpe flybrændstof i henholdsvis 10km, og 1km højde; men at gøre det med 3600kg batteri, lyder ret farligt!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten