Fænomenet Singularity University – som ikke er et universitet men en kursusvirksomhed – er kommet til Danmark med brask og bram med det glade budskab om en fremtid med billig energi, et langt liv og generel overflod. Men også en fremtid, hvor det dystre disruptionsspøgelse står på spring og truer alle, der ubekymret tror på fremtiden som en simpel lineær fremskrivning af dagens situation.
I denne uge var jeg inviteret til en slags åbningsfest for den danske afdeling, som har skippet universitetsnavnet og blot kalder sig SingularityU Denmark, og som havde indbudt til SingularityU Denmark Summit, der blev afholdt i Operaen på Holmen i København.
Jeg havde heldigvis fået en gratis billet, så vores fattige mediehus – hvis gamle forretningsmodel er ødelagt af de teknologiske forandringer, og som endnu ikke har fundet en ny indbringende én af slagsen – undgik at betale de 14.900 kr., som var standardgebyret for almindelige dødelige.
Sammen med 1.000 personer havde jeg fornøjelsen af at overvære nogle interessante og tankevækkende foredrag om vores eksponentielle fremtid, som det blev beskrevet i programmet.
Det var et topprofessionelt amerikansk show, vi blev præsenteret for – og er der noget, amerikanerne kan gøre godt, når de virkelig tager sig sammen, så er det at præsentere deres budskaber elegant, pædagogisk og humoristisk. Det gjaldt nu ikke kun de indfløjne eksperter fra det store udland, også de danske og øvrige skandinaviske foredragsholdere gjorde det godt. Det var tip-top hele vejen rundt.
Men blev der så sagt noget interessant, som er Værd at Vide, vil du sikkert vide.
Det gjorde der, men hvis du ikke var til stede – og det var du næppe, for mit indtryk var, at hovedparten af deltagerne var marketingfolk, økonomifolk, forretningsudviklere mv. uden overdreven stor teknisk eller naturvidenskabelig indsigt – gik du nok ikke glip af så meget. Ikke mindst prisen taget i betragtning.
Jeg tillod mig på den baggrund at sige til nogle af foredragsholderne, inden de holdt deres foredrag, at jeg ikke forventede (eller håbede) at høre noget, som jeg ikke vidste i forvejen.
Alt det, som blev nævnt om computere, data, medicin, disruption mv., var da også noget, som vi i den gode gamle papiravis, på ing.dk og hos vores søstermedie v2.dk har skrevet meget om for en mere snæver målgruppe end den, der var mødt frem i Operaen.
Men foredragene gav uden tvivl et udmærket overblik for andre uden denne forhåndsviden.
Jeg havde fornøjelsen at sidde ved siden af bankperson fra Danske Bank i Stockholm, og hun læser jo nok ikke vores medier. Danske Bank er en af de virksomheder, som virkelig bakker op om Singularity University – og som var partner for konferencen – og ikke sponsor, som jeg kom til at sige til min svenske sideperson.
Singularity University, som af wikipedia karakteriseres som en tænketank, blev grundlag af Ray Kurzweil og Peter Diamandis i 2008 ud fra Kurzweils tanker om 'singulariteten' som det tidspunkt inden for den forholdsvis nære fremtid (år 2045 er hans nuværende bud), hvor computere eller maskiner bliver superintellligente – dvs. klogere end mennesker.
Lang tid inden Singularity University-hypen for nogle år siden spredte sig til dansk erhvervsliv og danske politikere (og det er ganske imponerende, som Singularity University formår at få danske ministre til at springe rundt for sig) var jeg selv fascineret af Ray Kurzweil og hans fremtidsforudsigelser, som jeg bl.a. beskrev det i en artikel i 2002 i Ingeniøren.
Så jeg forstår meget vel, hvorfor andre også er fascineret af det samme.
Når man har fulgt udviklingen over så mange år, opnår man dog en vis form for immunitet imod budskaber som gentages i uendelighed. Som andre deltagere, jeg mødte på SUDK Summit, også erkendte, så er der meget hype omkring den eksponentielle fremtid – og havde man hørt foredragsholderne tidligere, var der en del overlap, fik jeg fortalt.
Det er helt rigtigt, når SU-foredragsholderne pointerer, at verden ikke er eller bliver stabil, og at simple lineære fremskrivninger er dømt til at fejle. Det er helt rigtigt, som det også blev sagt, at vi kan glemme alt om statisk stabilitet – vi skal forholde os til en dynamisk stabilitet – på samme måde som det at køre på cykel er en slags dynamisk stabilitet.
Men derfra til at sige, at fordi mange områder (regnekraft, data, solcellepriser osv.) har set en eksponentiel udvikling over mange år, så vil denne eksponentielle udvikling også fortsætte i al fremtid, er der nu et stykke vej.
Og har de i øvrigt ret i det, kan man også spørge. Der er i hvert fald ikke i alle tilfælde tale om en og samme eksponent i eksponentialfunktionen for de forskellige teknologier over tid – og så er det jo slet ikke en rigtig eksponentialfunktion.
Vi er desuden nogle, som er vokset op med Romklubbens beskrivelser af, at eksponentiel udvikling ikke kan fortsætte, som det kom til udtryk i bogen Grænser for Vækst fra 1972. Og jo, der er forskel på øget forbrug af naturressourcer og væksten i digitale data, men alligevel.
Min største anke er dog nok, at Singularity University, som konstant advarer mod at fremskrive udviklingen med en lineær model, er blevet så forhippet på, at eksponentialfunktionen – som er en af matematikkens smukkeste og mest anvendelige funktioner – kan træde i stedet som fremskrivningsmodel. Jeg ville ikke turde basere min forretningsmodel på, at det er en absolut sandhed.
Singularity University og foredragsholderne havde som nævnt mange gode pointer, men den form for eksponentialisme er jeg ikke glad for. Fremtiden er desværre nok mere kompliceret og uforudsigelig.
