Eksperter: Sygehusrenovering bliver mindst 30 milliarder kroner dyrere
40 milliarder kroner er slet ikke nok til at fremtidssikre Danmarks sygehuse. Det kræver mindst 70 milliarder, advarer byggeeksperter og regionspolitikere ifølge Berlingske Tidende nu, efter at regeringen har afsat 40 milliarder kroner til modernisere sygehusparken.
Paradoksalt nok var Venstre for bare 14 måneder siden enig med sine nuværende kritikere. Da den nuværende finansminister var sundhedsminister, fremlagde Lars Løkke Rasmussen en plan for, hvordan der skulle bygges og moderniseres sygehuse for mellem 80 og 90 milliarder kroner.
Dengang høstede Venstre meget ros for at lytte til eksperterne, der sagde, at det på sigt var langt billigere at bygge nye supersygehuse end at lappe de gamle.
Men i mellemtiden er der kommet andre boller på suppen. Nu er midlerne til regeringens højprofilerede satsning på at sikre syge danskere behandling i verdensklasse på topmoderne sygehuse, halveret. Og resultatet af de beskårne midler til regionerne vil stensikkert vise sig, mener eksperterne.
»Der vil kunne laves nogle tiltrængte forbedringer for de 40 milliarder kroner, men vi får ikke noget tip-top sygehusvæsen for de penge,« siger udviklingschef i Cowi, Helle Gaub, til Berlingske.
Og formanden for sundshedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astmann, S, siger:
»Der er en betydelig risiko for at ende i en situation som den med DR Byen og koncerthuset, der viste sig at blive langt dyrere end budgetteret.«
De 40 milliarder skal både række til at bygge to helt nye sygehuse og ombygge 12-13 eksisterende sygehuse.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) mener ifølge Berlingske, at pengene giver en »helt unik chance for at give sundhedsvæsenets rammer et samlet og gennemtænkt løft«.
