Eksperter: Stort overset potentiale i printindustri
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Eksperter: Stort overset potentiale i printindustri

En ny rapport om Informations- og Kommunikationsteknologiens (IKT) fremtid nedtoner klart muligheden for et nordjysk industri-cluster inden for medikoteknik. Rapporten kategoriserer den meget omtalte mediko-klynge som et »ønsketænknings-cluster« og fremhæver i stedet de nordjyske virksomheder inden for fremstilling og udvikling af komponenter til elektronikindustrien som et potentielt cluster.

Rapporten, Vision Nordstjernen, er udarbejdet af centrale personer omkring Novi, Norcom og CPK på Aalborg Universitet, og fokuserer derfor primært på fremtidsperspektiver for regionens telekomindustri. Men den fremhæver altså også en række virksomheder, der ifølge Danmarks Statistiks branchekodesystem er koncentreret om »fremstilling af kredsløb og halvlederkomponenter«. I rapporten bliver de for nemheds skyld kaldt »printindustrien«, selv om en betegnelse som elektronik-underleverandører nok ville være mere præcis.

»Der er så meget hype omkring mediko- og sundhedsteknologi. Medierne - det gælder både Ingeniøren og Nordjyske Stiftstidende - skriver lange artikler om et fremtidigt medikocluster, men vores pointe er, at kigger man på de faktiske beskæftigelsestal, er det «printindustrien», der er mest interessant næst efter mobilkommunikation,« forklarer Bent Dalum, erhvervsanalytiker og lektor ved Institut for Erhvervsstudier på Aalborg Universitet og medforfatter til rapporten.

I absolutte tal betyder det i dag mellem 800 og 1.100 arbejdspladser lidt afhængig af hvilke funktioner i virksomhederne, man tæller med. Dertil kommer Flextronics cirka 1.100 meget beslægtede arbejdspladser, der ellers forbindes med mobilindustrien.

Nordjyske specialister

Men at der er et stort nordjysk elektronikpotentiale, der er uafhængig af den følsomme mobilindustri, bekræftes af cand. oecon., ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet Christian Ø. R. Pedersen. Sidste år skrev han et speciale med titlen »Clusteranalyse af IKT Sektoren i Nordjylland«.

Hans analyse viser, at disse meget specifikke elektronikvirksomheder er veletablerede, og at beskæftigelsesfrekvensen inden for printindustrien i Aalborg-området er mellem to og tre gange højere end landsgennemsnittet. I øvrigt i modsætning til regionens samlede IKT-industri, hvor beskæftigelsen stadig ligger under landsgennemsnittet.

Der er altså her tale om en nordjysk specialisering i stil med den, man ser inden for telekommunikation, hvor mange af virksomhederne er løst organiseret i foreningen Norcom. Noget tilsvarende fælles forum ses ikke i printindustrien og er i skrivende stund heller ikke i støbeskeen.

Ifølge de ledende figurer i virksomhederne, findes der i dag ikke en fælles bevidsthed om at optræde som et cluster. Derfor er betegnelsen et potentielt cluster stadig det mest præcise, forklarer Christian Ø. R. Pedersen.

»Kerneideen er, at virksomhederne skal se sig selv som et cluster. Man skal ville det og opføre sig som et. Det kan for eksempel tiltrække nye virksomheder til området, styrke konkurrenceevnen og øge vidensniveauet,« siger han, der klart understreger, at »den industrielle base er til stede for et nordjysk printcluster«.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten