Eksperter skændes om løsning på radioaktivt vand på Fukushima
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Eksperter skændes om løsning på radioaktivt vand på Fukushima

Vandet er det gennemgående, helt store problem på det havarerede japanske atomkraftværk Fukushima.

Det var Tsunamiens mur af vand, der afbrød strømmen og druknede værkets nødgeneratorer. Det var manglende kølevand, der førte til en partiel nedsmeltning i reaktor 2. Og det er de vedholdende, men improviserede forsøg på køling, der aktuelt fylder bunden af værket med stigende mængder kontamineret spildevand.

Hvad stiller mand op med det radioaktive vand? Det er det måske mest presserende spørgsmål, kraftværksoperatøren Tepco og internationale eksperter står over for i disse uger.

For kort tid siden dumpede japanerne 11.500 ton i Stillehavet, men den nødløsning vil det internationale samfund næppe stå model til flere gange i træk. Kina, Rusland og Sydkorea har allerede klaget højlydt.

Så der skal mere opfindsomme tiltag til for at fjerne de godt 700 ton højradioaktivt og 60.000 ton lavradioaktivt vand, som ifølge Tepco skvulper rundt i turbinebygninger og kældre.

Pladsen ved at være brugt

IAEA oplyser, at de store mængder i øjeblikket overføres til reaktorernes kondensatorer og tilhørende tanke såvel som til den såkaldte Radioactive Waste Treatment Facility. Men der begynder at blive trangt med pladsen.

Tepco vil etablere ekstra tankkapaciteter omkring kraftværket, og ifølge nyhedsbureauet Kyodo vil det amerikanske energiministerium stille seks ståltanke af endnu ukendt størrelse til rådighed. Desuden er der en kæmpepram på vej til Fukushima, som kan lagre op til 18.000 ton. Men alt efter, hvor længe der fortsat genereres radioaktivt spildevand, kan kapaciteterne vise sig at være utilstrækkelige.

Efter lagringen af spildevandet følger næste udfordring: Dekontaminering. Internationale eksperter er enige om, at det er nødvendigt at reducere mængderne af vand og koncentrere de radioaktive elementer til en mere sikker form. Til gengæld skændes de om, hvordan processen skal finde sted.

Atomingeniører fra University of California foreslår, at japanerne hurtigst muligt etablerer store bassiner i beton, hvor vandets volumen reduceres ved naturlig fordampning - en proces der ifølge forskerne kan tage op til ti år.

Japanske kollegaer fra bl.a. Nagoya University kritiserer forslaget, fordi åbne bassiner muligvis kan medføre, at radioaktivt jod sættes fri og spredes fra området. Derfor foreslår de forseglede bassiner.

Flydende russisk anlæg rækker ikke

Lykkes det at koncentrere de radioaktive elementer, kan de indkapsles i beton eller forvandles til glas ved hjælp af såkaldt vitrifikation. Sidstnævnte er en industriel proces, der også tænkes anvendt i andre kontaminerede anlæg, bl.a. i USA. Metoden er dog muligvis for dyr til de store mængder, Fukushima producerer.

Mængderne er også et problem i forholdt til det flydende russiske atomrensningsanlæg Landysh, som har været i tale som hjælp til dekontaminering. Japanerne havde bedt Rusland om at sende fartøjet, men meget tyder på, at Landysh ikke kan forarbejde de mange ton vand tilstrækkeligt effektivt.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er de opløste stoffer, der er radioaktive. Typisk metaller.
De kan ret let filtreres fra med nanofiltrering.
Så skal man "bare" finde ud af hvad man skal gøre ved koncentratet med de radioaktive metaller.
Filtratet (permeatet) kan ledes ud.

  • 0
  • 0

Jo, man kan da sagtens tilbageholde stoffer, som er opløste. Omvendt osmose (reverse osmosis) er en proces, hvor alle opløste salte holdes tilbage og rent vand går igennem membranerne (filtrene). Nanofiltrering anvender lidt åbnere membraner der fortrinsvis tilbageholder polyvalente ioner og de tungere metaller som Uran.
Jeg har selv været med til at levere udstyr der filtrerede en hel radioaktiv sø (efterladt af det tidligere DDR). Vandet indeholdt en uskøn samling af af alle de radioaktive metaller der kommer fra et kernekraftværk.
Lignende udstyr er leveret til koncentrering af uranylnitrat i USA.

  • 0
  • 0

Det rensede vand kan uden problemer genanvendes.
Problemet ligger et helt andet sted: Kraftværket har ikke et filtreringsnlæg stående stand-by. Det vil tage 2 - 3 mdr at bygge et nyt anlæg og så lang tid har kraftværket ikke, da køling kræves her og nu.
Dertil kommer, at der der behov for et ganske stort anlæg, som bruger strøm. Typisk omkring 1 kWh per m3 renset vand.
Så selv om der findes en teknisk mulig løsning så vil banale økonomiske og logistiske problemer forhindre at et sådant anlæg bygges.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten