Man skulle ellers tro, at de har haft nok at se til med beregninger på det ene og andet genåbningsscenarie.
Men ved siden af deres indsats for at servicere politikerne, har fem eksperter fra Københavns Universitet og DTU, som er del af SSI's såkaldte ekspertgruppe, også fundet tid til at regne på deres egen idé:
En flokimmunitetsstrategi, som, ifølge dem selv, ikke indebærer, at vi må acceptere, at titusindevis af danskere dør af covid-19, så resten kan gå fri. Den går de i detaljer med i en længere kronik, som vi har fået lov til at bringe her på ing.dk.
Læs også: Kronik: Risikobaseret genåbning af Danmark kan give færre alvorligt syge og en hurtigere genåbning
Forskerne understreger, at ideen, som kan igangsættes som et ekstra lag på den nuværende åbning, står for egen regning. Hverken SSI's ekspertgruppe eller deres forskningsinstitutioner er afsendere.
Men ifølge deres beregninger, vil flokimmunitetsstrategien ikke kun indebære, at risikogrupperne kan komme ud igen, selv om mange danskere - i hvert fald i København - efterhånden har droppet de fleste retningslinjer om fysisk afstand.
Den vil også drastisk mindske antallet af indlæggelser og dødsfald af den nye virus, som vi næppe har set det sidste til trods den nuværende stemning.
»Vores strategi skal gerne give mulighed for, at risikogrupperne igen kan komme ud i samfundet og være trygge ved det, og forhåbentlig mindske antallet af indlæggelser og døde«, siger seniorforsker Kaare Græsbøll ved DTU Compute, som er blandt de fem forfattere.
Strategien går i sin enkelhed ud på at opdele samfundet i to befolkninger: Dem over 50 - for herfra begynder komplikationerne at tage til - og dem i særlig risiko udgør højrisikogruppen.
Resten af danskerne udgør lavrisikogruppen. Og de får mere eller mindre frit slag. Det er nemlig meningen at de skal smitte hinanden hurtigst muligt. De skal bare holde sig stort set adskilte fra gruppen med de udsatte.
Højrisikogruppen skal til gengæld overholde sundhedsfaglige retningslinjer i deres færden for at sikre sig mod smitte. Og de bliver samtidig prioriteret i myndighedernes forebyggelses- og opsporingsindsats.
Begge grupper får mulighed for at færdes ude i samfundet, bare hver for sig. Vi kan for eksempel opdele parker og arbejdspladser, lave separate biografforestillinger, målrettede åbningstider til hver gruppe på restauranter, museer og cafeer og så videre.
Det sværeste kan blive i pleje- og sundhedssektoren. Her bliver det nødvendigt med opdeling på afdelinger, ligesom personalet skal have kraftig fokus på værnemidler.
På den måde er det muligt at nå til, at 90 procent af lavrisikogruppen bliver smittet, imens smitten hos højrisikogruppen kan begrænses til 10 procent.´
Og så er Danmark faktisk i mål. Der er nemlig nok danskere uden for risikogrupperne til at immuniteten i befolkningen på det tidspunkt har sneget sig op over de nødvendige 60 procent. Så vil virussen hele tiden blive bremset af ikke-modtagelige værter i stedet for at sprede sig eksponentielt.
De fem modeleksperter har regnet sig frem til, at det kan gøres på 10 måneder uden at komme over 400 intensivindlagte på en gang. Skal immunitet nås via den såkaldte grønne bølge, hvor hele samfundet smittes langsomt, vil samme øvelse tage 75 måneder, altså næsten syv år.
Strategien vil godt nok medføre at risikoen for at ende på intensiv for lavrisikogruppen vil være fordoblet. Men det er fra et meget lavt niveau, oftest under en procent.
For højrisikogruppen vil risikoen til gengæld være faldet med 80 procent. Det betyder at det sammenlagte antal intensivindlæggelser vil kunne nedbringes med 70-80 procent i forhold til grøn bølge.
Ifølge modellerne vil resultatet blive cirka 400 ekstra indlæggelser i lavrisikogruppen og cirka 15.000 færre indlæggelser i højrisikogruppen, i forhold til grøn bølge.
»Hvorvidt det vil lade sig gøre at lave sådan en adskillelse, er jo svært at vide. Men vi synes, at vi giver et nogenlunde realistisk bud, hvor der også er en vis kontakt mellem grupperne. Vi kan ikke vurdere hvad smitteopsporing vil give, men man kan fokusere den i højrisikogrupperne, hvis der bliver kapacitetsproblemer,« siger seniorforskeren.
Det er stadig meget uklart, hvad covid-19's reelle dødelighed er, og måske er den også ret landespecifik. Tidligere har de danske myndigheder vurderet, at den kunne være 0,2-0,3 procent. Det skyldtes en forventning om et meget højt mørketal af smittede.
Men i Norge er myndighedernes bud på dødeligheden for nylig blevet justeret op, fordi man nu vurderer at meget få nordmænd er smittet uden at de ved det.
Nu skydes den til at være 0,7 procent generelt, hvilket er i tråd med studier i andre lande.
En justering af den danske covid-19-dødelighed står sandsynligvis også for tur. De første repræsentative tests viser at lidt over en procent har antistoffer.
Med under 600 døde, bliver det til cirka et dødsfald for hver hundrede smittede, hvis smittegraden er betegnende for alle 5,8 millioner danskere.
Det er netop frygten for en dødelighed i den størrelsesorden, som tidligere har manet tankerne om flokimmunitet i jorden. Direkte ganget op i befolkningen ville det nemlig koste 24-35.000 danskere livet, hvis over 60 procent af os skulle igennem sygdommen.
Men ifølge modelleringsekspertene vil deres udgave med opdeling trække den helt anden vej, og få dødeligheden væsentligt længere ned, end vi nu har kurs mod, som en direkte funktion af de færre indlæggelser.
Præcis hvor langt ned har de dog ikke regnet på.
»Pointen er, at højrisikogrupperne er i væsentlig højere risiko for død end andre grupper, og særligt de unge. Så en bedre adskillelse vil kunne reducere antallet, som kommer på hospitalet og eventuelt vil dø,« siger han.
Modelleringseksperternes flokimmunitetsstrategi blev undfanget før den seneste udvikling, hvor antallet af indlæggelser fortsætter med at falde, trods at flere og flere samfundsfunktioner bliver åbnet, og danskerne er blevet langt mere nonchalant med forholdsreglerne.
Men den er fortsat relevant, fastslår Kaare Græsbøll.
For virussen står stadig på spring med sit smittetal på 2,5, og det er svært at forestille sig, at vi slipper uden at skulle forholde os til en runde to.
»Vi er mange som bliver overraskede, hvis den ikke på en eller anden måde vender tilbage, selv om der godt kan gå nogle måneder. Vi har nok dæmpet det, men at tro, at vi har banket den så langt ned, at den ikke kommer igen, når vi genåbner, tror jeg er for optimistisk,« siger han.
I mellemtiden har genåbningen efterladt risikogrupperne et underligt sted, hvor de i høj grad selv må vurdere, om de tør færdes, imens vi er rykket væk fra en nulsmittetankegang, og hensynet til individet er afløst af behovet for normalisering og at få gang i hjulene igen.
For imens mange af os, der er så heldige ikke at være i risikogruppe nyder friheden, er verden kun blevet mere usikker for dem med risiko for komplikationer, efter at vi er begyndt at slippe tøjlerne.
Et eksempel er den offentlige transport, hvor retningslinjerne ikke stopper passagererne fra at smitte hinanden, og særligt udsatte implicit er udelukket, hvis de vil være på den sikre side. Et andet er skolerne, som efterhånden har lukket helt op for at børnene kan færdes frit.
For folk i risikogruppen kan ikke skåne sig selv for evigt.
Mange er bare på den gode side af midaldrende, er overvægtige, har diabetes, eller for højt blodtryk, og har et helt almindeligt arbejde med en chef, der snart spørger, hvor de bliver af.
Andre er ved at være godt ensomme og trætte af eneboertilværelsen, og begynder for alvor at savne børnene og børnebørnene.
»Det kan være meget svært for risikogrupperne at se, hvordan de skal komme ud i samfundet og få plads i det offentlige rum på en tryg måde lige nu. Så det er stadig relevant at se på, hvordan vi skal give dem plads til det,« siger Kaare Græsbøll.
På det seneste har det dog stået mere end klart, at modellering er en usikker disciplin. Og seniorforskeren erkender da også, at der ikke er nogen garantier for, at det går præcis, som de fem fremskriver.
»Men i forhold til de fleste andre alternative scenarier, jeg kan tænke mig frem til, vil det stadig være fordelagtigt at gøre det på den måde, vi foreslår. Også selv om man ikke bliver immun og kan få virussen gentagne gange. For så vil det stadig være rart, at vi har fået adskilt risikogrupperne, så de kan deltage i samfundet uden at blive smittet,« siger seniorforskeren.
Han håber, at han og resten af gruppens forslag vil blive læst, debatteret og forfinet. Og også gerne simuleret og valideret af andre, der kan gå tankerne kritisk efter.
Når alt kommer til alt, skal strategien, hvis den finder nåde, kunne fungere i en uperfekt verden, hvor den menneskelige faktor nok skal få lavet rav i den, og eksempelvis flytte smitten rundt mellem grupperne, imens politikernes reaktioner er uforudsigelige.
Men kan strategien ligefrem få smitten til at løbe amok, hvis vi sætter størstedelen af danskerne nogenlunde frie, og det ikke lykkes at afskærme risikogrupperne, som I håber?
»Kan det ikke lade sig gøre at overholde adskillelsen, kan det principielt godt løbe løbsk. Men hvis vi bare lægger det, vi foreslår, ned over det, vi gør lige nu, kan det næsten kun blive bedre. Og bliver mange i lavrisikogrupperne så smittet, er det nemmere at overbevise dem i højrisikogrupperne om at være mere forsigtige,« siger Kaare Græsbøll.
Det eneste land, som erklæret er gået efter flokimmunitet, er Sverige, som ved denne artikels deadline havde 380 døde per million indbyggere - i Danmark er det 96.
Svenskerne har dog ikke haft en adskillelsesstrategi som modeleksperternes, men har ladet højrisikogrupperne isolere sig selv som herhjemme.
