Eksperter: Både svin og landmænd vil bære resistente bakterier i mange år
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Eksperter: Både svin og landmænd vil bære resistente bakterier i mange år

Foto: Das Buro

Trods ekspertrapport, forskning og bedre hygiejne vil danske svin være inficerede med resistente bakterier mange år endnu, og medarbejdere i svinestaldene vil fortsat bære rundt på smitten.

Det står klart, efter at en længe ventet ekspertrapport konkluderer, at to ud af tre svinebesætninger er inficeret med den resistente bakterie MRSA CC398. Rapporten anbefaler en lang række tiltag, der skal være med til at komme problemet til livs, men en egentlig løsning ligger langt fra lige for, vurderer et af medlemmerne i Fødevareministeriets ekspertgruppe.

»Der er ikke en løsning på MRSA-problemerne nu og her. Man kan sætte meget i værk, som kan betyde noget på længere sigt. Derfor er hygiejnetiltagene vigtige her og nu. Det kan være med til at standse spredningen svin imellem og fra svinene og ud til det omgivende samfund,« siger Nils Toft, professor ved DTU Veterinærinstituttet.

Læs også: Resistente bakterier i to tredjedele af de danske svinefarme

Det lyder, som om vi kommer til at døje med MRSA i svinebesætningerne i mange år fremover?

»Det er der ingen tvivl om. Det væsentligste i dag er at forsøge at bremse det, så der ikke er endnu flere mennesker, der får husdyr-MRSA. Vi har endnu ikke set videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer, at nogle tiltag skulle være bedre end andre. Derfor handler mange af tiltagene indtil videre om generel smittebeskyttelse,« fortsætter Nils Toft.

En stor del af ekspertgruppens anbefalinger til politikerne handler derfor om at standse smitten til mennesker såvel som til andre besætninger.

Læs også: Professor om svine-MRSA: En epidemi, som er helt ude af kontrol

Flere forslag fra ekspertgruppen forsøger at standse smitten, blandt andet ved at bede medarbejdere om at vaske deres tøj i stalden og bade, når de får fri, men det er ikke ensbetydende med, at medarbejdere i svinestaldene ikke længere vil bære smitten, understreger ekspertgruppen.

'Det skønnes (...) at være urealistisk helt at hindre, at personer, der arbejder i svinestalde, bliver temporære bærere af MRSA. De allerede indførte hygiejnetiltag kan derimod medvirke til at reducere mængden af husdyr-MRSA, der bringes ud fra besætningerne,' hedder det blandt andet i ekspertgruppens rapport.

Blandt andet peger rapporten på, at spredningen af MRSA i høj grad sker gennem støv. Derfor skal grisene oversprøjtes, og der skal generelt bruges vand for at lægge støvet i staldene ned. På samme måde peger eksperterne på, at man kan undersøge, om det vil hjælpe at forbedre ventilationen i staldene.

Ventilationsluften skal ligesom gyllen undersøges for, om den kan bære smitten videre til verden uden for stalden.

Læs også: Styrelse giver landmænd lov til at droppe MRSA-test

Store besætninger i vejen for sanering

Nils Toft påpeger, at ingen af de forsøg, der har været på at bekæmpe husdyr-MRSA i udlandet ,har fungeret. Eksempelvis har man længe forsøgt at komme bakterien til livs i Holland uden held. Ifølge Nils Toft er såkaldt totalsanering dog en undtagelse. I en totalsanering bliver svinene fjernet fra stalden, mens den desinficeres og kun raske svin får derefter lov at komme tilbage i stalden.

»Nordmændene totalsanerer deres besætninger. Det kan man gøre, når man har omkring 80 svin pr. besætning, men det kan man slet ikke gøre, når man har så store besætninger og så mange forekomster af MRSA, som undersøgelsen viser, at vi har i Danmark,« siger Nils Toft.

Ekspertgruppen peger derudover på i rapporten, at man ikke bør overveje at totalsanere svinebesætningerne, før forskningen har vist, hvordan man undgår at introducere bakterien til besætningen igen bagefter.

Antibiotikaforbruget skal ned

For at sikre de danske svin mod resistente bakterier i fremtiden det væsentligt at sætte ind over for forbruget af antibiotika, vurderer Nils Toft.

»Der er et forskningsprojekt i gang, som skal finde ud af, hvor gode de forskellige værktøjer er, og hvilke interventionsstrategier der faktisk kan bruges til at bekæmpe husdyr-MRSA. Om husdyr-MRSA kan forsvinde helt fra besætningerne på grund af et lavere antibiotikaforbrug er tvivlsomt, men det kan om ikke andet mindske forekomsten af det,« vurderer Nils Toft.

Ekspertgruppen foreslår desuden, at man samler tiltagene i en 4-årig handlingsplan, der opfølges hvert år, ligesom det er tilfældet med eksempelvis salmonella.

Læs også: Stikprøve: Tre ud af fire danske svin er smittet med MRSA

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) varslede mandag en handlingsplan, som han vil forhandle med de øvrige partier om.

»Eksperterne er kommet med deres forslag til, hvordan vi kan begrænse husdyr-MRSA, men de bekræfter også, at der ikke findes nogen hurtige løsninger. For mig står det klart, at de indsatser vi tidligere har indført her i Danmark ikke er nok. Der skal yderligere handling til,« siger Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen vil ministeren have handlingsplanen til at dreje sig om reduktion af det generelle antibiotikaforbrug, udfasning af det særligt problematiske tetracyklin, forbedring af hygiejne og mere forskning i MRSA.

Læs hele ekspertgruppens rapport

Vi var nok nogle stykker, der da vi så sammensætningen af "ekspertgruppen", forventede at konklusionen ville blive, at man ville slå ud med armene og sige, at det ville være faktum, som samfundet bare måtte finde sig i.

Godt så, men vi ved også, at (dele af) svinebruget har bragt sig i en situation, hvor de ved deres adfærd tørrer store udgifter af på det omgivende samfund, og specielt det allerede hårdt belastede sundhedsvæsen. Det er kun rimeligt, at den der forurener kommer til at bære udgiften selv, og derfor vil det kun være rimeligt med både en antibiotika- og en resistensafgift, og gerne en som på sigt kan stige til et niveau, hvor den vil være adfærdsregulerende.

Man har jo allerede vist, at det kun er penge, som betyder noget. Og det skal ikke kunne betale sig at opføre sig som et svin!

  • 10
  • 3

Svineproduktionen er simpelthen "kørt af sporet". Lad landmændene sammen med bankerne gå ned på dette svineri. Vi som forbrugere skal vel ikke bidrage til dette erhverv, der bidrager med sygdom samt forpester naturen med deres gyllesvineri.

Kan svineproducenterne ikke løse deres selvskabte problemer må de lukke. Er det ikke et liberalt erhverv, der hylder den frie konkurrence?

  • 5
  • 2

Fra MRSA rapporten

"SELEKTIONSPRESSET INDE I BESÆTNINGEN

Reduktion af antibiotikaforbrug
Brug af antibiotika og andre antimikrobielle stoffer i enhver sammenhæng vil resultere i en uønsket udvikling af resistens."

Rapporten har totalt overset det antibiotikum som oftest er at finde i svinefoder!

Glyphosat – aktivstoffet i Roundup er et patenteret antibiotikum!

file:///C:/Users/Bruger/AppData/Local/Microsoft/Windows/Temporary%20Internet%20Files/Content.Outlook/ZV2F1BUU/United%20States%20Patent%20%207771736.htm

Det er at finde I al foder I doser der overskrider selektiv antibiotisk mængder, hvis der anvendes GMO soja eller nedsprøjtede afgrøder! 0,1 gram glyphosat pr ton foder er stærkt selektivt, og det tager de antagonistiske bakterier som bekæmper blandt andet MRSA og clostridier!
https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&es...

Og tilmed er MRSA staphylokokken tolerant overfor Glyphosat!

https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&es...

Glyphosat er at finde i GMO soja med mængder typisk fra 1-over 20 gram pr ton = ppm. 20 ppm er tilladt i nedsprøjtet korn og soja! Det er 200 gange mere end den dosis der er påvist stærk selektiv bekæmpende på bakterier!

Det jeg har sat sammen her forklarer til fulde at miljøet er fordelagtigt overfor MRSA, når Glyphosat er tilstede, så man må som landmand, dyrlæge eller læge forholde sig til at MRSA vil sikkert forblive et massivt problem så længe at Glyphosat er tilladt i foder.

Hvis MRSA skal til livs er det nødvendigt at fjerne alle de anti-biotiske præparater som selekterer for MRSA om de er antibiotika der er inficeret direkte ind i grisen, eller indgivet gennem vandmedicinering, eller der er et antibiotisk kemikalie som Glyphosat der er i foderet som en u-nedbrudt restmængde efter at afgrøden er sprøjtet.

Roundup er af Århus universitet peget på som netop stærkt problematisk, grundet denne antibiotiske effekt,
https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&es...

Et forbud mod GMO foder og Roundup er en nødvendighed for at komme ubalancen I den mikrobielle flora i vore stalde til livs.

Hilsen Konventionel Svineproducent
Ib Borup Pedersen

  • 3
  • 1