menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Pest eller kolera. Det er valget for de japanske ingeniører, der på 18. dag forsøger at få kølesystemerne på det tsunamiramte atomkraftværk Fukushima i gang igen.
For at kunne starte de normale kølesystemer, skal teknikerne udskifte ødelagte eller kortsluttede pumper og elektriske systemer i reaktorbygningernes kældre, men lige nu er kældrene fyldt med stærkt radioaktivt vand, så teknikerne kan ikke komme derind. Problemet er, at japanerne heller ikke bare kan suge vandet op, for de har ingen steder at opbevare det, siger Beredskabsstyrelsens ekspert, fysiker og chefkonsulent Steen Hoe.
»De står med et gedigent problem lige nu. Man vil gerne samle vandet op på en måde, så man senere kan rense det, men der hvor man pumper det hen skal omsluttes af en metertyk betonmur, og hvis det ikke er overdækket vil man få stråling mod himlen, som derefter vil ramme jorden. Man kan heller ikke være i nærheden af de slanger, som det skal pumpes gennem.«
I den seneste rapport fra det japanske atom- og industriel sikkerhedsstyrelse (NISA) er strålingsniveauerne i vandet i kældrene målt til:
Det er ikke blevet oplyst, hvor meget vand, der ligger i kældrene, men efter tsunamien satte værkets normale kølesystemer ud af spillet, har teknikerne holdt temperaturen i reaktorkerner og bassiner til brugte brændselsstave nede ved at pumpe tonsvis af først havvand og siden ferskvand ind i reaktorerne og bassinerne med alt fra brandbiler og betonkanoner til helikoptere. Alligevel er en del af brændselsstavene i reaktorkernerne ifølge NISA stadig blottede.
Det faktum, sammenholdt med jodindholdet i vandet indikerer, at der stadig lækker vand fra reaktorkernerne, og at der dermed stadig kommer mere vand ned i kældrene.
»Vi ved, at brændslet er skadet på alle tre reaktorer, og der formodentlig er skader på nogle af brændselsbassinerne. Derfor vil meget af det vand, man pøser på, ende i kældrene.«
Tre arbejdere fra en underentreprenør, som trak kabler frem reaktorbygning 3 har været indlagt med betastråle-forbrændinger på benene efter de vadede gennem vand, der gav dem en stråledosis over 170 mSv.
Undersøgelser har efterfølgende vist at to af arbejderne havde fået stråledoser på to-tre Sv på benene, men alle blev udskrevet mandag eftermiddag japansk tid.
Den ideelle løsning ville, ifølge Steen Hoe, være at bruge værkets eksisterende afløb til at pumpe det radioaktive vand væk, men det faktum, at der stadig ligger vand, indikerer, at afløbssystemerne enten er ødelagte, eller at pumperne ikke virker. Derfor er der kun den mulighed tilbage at suge vandet op. Problemet er bare, hvor man skal gøre af det.
»Man vil formodentlig gerne rense det, men man har ikke noget sted at opbevare det, indtil man kan få gang i et renseanlæg. Det er virkelig pest eller kolera,« siger Steen Hoe.
Derfor opretholder Beredskabsstyrelsen og Udenrigsministeriet også deres anbefaling om, at man skal holde sig 80 km væk fra værket.
»Det signalerer jo, hvor alvorligt det er. Der skal køling på det værk, ellers går det helt galt.«
De tre arbejdere har fået mellem 173-180 millisieverts der hvor man måler, ingen ved hvor meget de har fået på ben og fødder for det måler man ikke, man ved kun at strålingen i rummet var 200 millisieverts per time, og strålingen fra vandoverfladen var 400 millisieverts per time
Kun de to fik forbrændinger på fødderne efter at have vadet rund i 15cm højt lag vand.
Link til den oprindelige artikel da de blev indlagt:
http://english.kyodonews.jp/news/2011/03/8...
Prøv disse eller lignende:
http://texasboom.com/texabladmarine/
eller
http://www.erosionpollution.com/towable-bl...
Der bør være tilstrækkeligt volumen bag pieren ved kraftværket til ganske store mængder spildevand, og samtidig vil det omgivende havvand beskytte en del mod strålingen.
Det er ihvertfald bedre end et ukontrolleret udslip i havet.
mvh Jens Nyborg
Måske burde man være nervøs for at endnu en tsunami vil sende "the blob" et par kilometer ind i landet?
Kan det indkoges gennem filtre så kun det radioaktive pulver er tilbage, evt fra skib?
Det ville umiddelbart være en oplagt løsning at pumpe vandet ind til kernen, hvor der i forvejen pumpes store mængder vand ind. Der er også i forvejen stor radioaktivitet, og der er i forvejen en stor fordampning.
Jeg kan umiddelbart se 2 mulige problemer ved det:
1.Vil der blive frigivet mere radioaktivitet til atmosfæren ved at anvende det radioaktive vand på den nævnte måde?
2.Er det teknisk muligt at flytte vandet på denne måde?
Det er bl.a. tidligere nævnt, at der pumpes op imod et stort tryk. En løsning kunne så være at tilkoble strengen med det radioaktive vand, som en delstreng på suge-siden af ”højtrykspumperne”.
Og i den forbindelse kan der så være problemer med stråling fra slanger og rør, og evt. forurening af udstyr, som pt. er ”mere rent”.
Er der nogen, som kan supplere med viden her?
Så vid jeg har set på fotos, så er der en havn ved kraftværket. Derfor kunne kraftværket købe et passende tankskib og pumpe det radioaktive vand over i skibets tanke og lade det blive der indtil det kan renses.
Hvis det er et dobbeltskroget tankskib, var der måske mulighed for at dæmpe strålingen til omgivelserne ved at fylde havvand imellem de to skrog. Dette ville selvfølgelig mindske skibets muglige ladning af radioaktivt vand, men det er vel alligevel en begrænset mænge.
Der er planer om at tømme kondenseren i turbinekredsløbet, som omfatter reaktorkernens vand, og derefter pumpe det radiaktive vand ind i kondenseren. Så der må være en gevinst ved at gøre det.
Jeg vil ikke forholde mig til kommentarerne, men alene til artiklen. Den er ikke særlig præcis, muligvis i realiteten noget sammenskrevet vrøvl.
Der er 6 reaktor-bygninger i Fukushima, hvoraf især 1 til 4 påkalder sig (negativ) opmærksomhed. Hver reaktor-bygning indeholder:
1. reaktorbeholder
2. reaktorindeslutning som indeslutter reaktorbeholderen
3. bassin for brugt brændsel (ingen indeslutning)
På http://www.jaif.or.jp/english/ kan man i skemaet læse antallet af brændselselementer i a. reaktorerne, og b. bassinerne.
Der foreligger ikke offentliggjorte oplysninger om tilstand for brændselselementerne (reaktorerne og i bassinerne). Det forventes at de (i forskellig grad) er helt eller delvis nedsmeltet).
For at have lave en kvalificeret redegørelse er det nødvendigt at differentiere mellem de ialt 8 steder brændselselementerne befinder sig.
Det er for bred en pensel at male / skrive med, hvis der laves generaliseringer eller slutninger på tværs.
Så en status-opgørelse som ikke klart indeholder 8 forskellige dele er ikke troværdig.
Desværre er det sådan, at den overordnede status som Japan selv giver på det nævnte web-site (http://www.jaif.or.jp/english/) minder lidt om vildledning: mange ord, men ingen komplet omtale i 8 punkter.
Afsluttende: hvis der under en reaktorbygning findes radioaktivt vand, så mener jeg bestemt ikke man kan slutte sig til kilden umiddelbart: det kan komme fra reaktorbeholder, reaktorindeslutning eller bassiner ELLER via nogle af de tilsluttede rør. OG det er meget sandsynligt forskelligt fra reaktor til reaktor.
Så, journalister og andre, lad os få lidt præcision i artikler og debat.
Og for at gøre forvirringen komplet har NHK world forleden vist at vandet lækker fra under turbinebygningen.
Denne er adskilt fra selve reaktorbygningen.
Med hensyn til artiklen bed jeg, når det nu skal frem, også mærke i at Sten Hoe blev citeret for at strålingen 'mod himlen ville blive reflekteret mod jorden'.
Har vi neutron eller gamma reflektorer på værker ? ;-)
mvh Jens
Japanerne mangler sig en "atom-suger", og, at en sådan maskine mangler, afslører hele den branche, at den ikke har forberedt sig på at kunne ordne en katastrofe. Hvis en katastrofe hænder, så er det en virkelig katastrofe, det ved vi nu.
Det radioaktive vand i kældre: Japanerne mangler sig at have en ion-bytter agtig maskine, robot-transportabel og i stand til at tåle meget store vandtryk, inklusive et borehoved til at danne et hul igennem en relevant væg. En sådan maskine skal anbringe sig selv direkte hvor det radioaktive vand er, og output derfra skal være rent vand, samt koncentrat af radioaktive atomer, spyttet ud som indpakket i standardiserede ufarlige akraft affaldstønder til sikker håndtering videre til et evigt depot. Sådant specialudstyr er dyrt, javel, men den samlede globale branche bør være fælles om at betale og have udstyret parat til udrykning, inklusive de transportmaskiner der skal skaffe tingene helt frem til relevante steder i ulykkesstedet.
Om radius omkring en atomkraft-ulykke: Branchen bør have sig nogle gigantiske maskiner, robotstyrede, til at tygge sig igennem det øverste lag på al forurenet landskab, frasortering af radioaktivitet, og samtidig skal maskinerne bulldoze landskabet til at blive bedst muligt, til fremtidigt normalt brug igen. I Japan, hvor jordpriser er høje, bør en sådan løsning kunne betale for sig selv. Store maskiner har vi allerede, de anvendes til udgravning, minedrift.