Ekspert: Proteser er ved at overhale normale ben

Når verdensmesterskabet i atletik skydes i gang den 27. august, vil det for første gang være med deltagelse af en atlet med kunstige lemmer.

Atleten hedder Oscar Pistorius, og hans deltagelse er ifølge den engelske professor Andy Miah et symbol på, at udviklingen inden for benproteser er ved at have overhalet det, mennesket kan yde med sine biologiske lemmer.

Oscar Pistorius satte tidligere i år sin bedste tid med 45,07 sekunder i 400 meter løb og kvalificerede sig dermed til VM. Her skal manden, der har fået øgenavnet Blade Runner på grund af sine to benproteser af kulfiber, repræsentere Sydafrika på 400-meter-distancen og i 4 x 400 meter-stafetten.

Symbolsk overhaling

Andy Miah, der er professor i bioetik og kulturstudier samt direktør for Creative Future Research Centre ved University of West Scotland og Center for Policy on Emerging Technologies i Washington, spår, at det er et syn, vi vil se igen i fremtiden.

»Når Oscar træder ind på stadion i slutningen af august, er det et symbolsk øjeblik, idet vi ser, hvordan kunstig teknologi er ved at overhale vores biologi. Samtidig kan det ændre på vores opfattelse af, hvad det vil sige at være handicappet,« siger han.

De 45,07 sekunder, som er Pistorius' bedste tid, er stadig et stykke fra verdensrekorden på distancen, der indehaves af amerikaneren Michael Johnson og lyder på 43,18 sekunder.

Andy Miah tror dog ikke, at den nuværende tid er den hurtigste, vi kommer til at se fra sydafrikaneren.

»Oscar har kun haft muligheden for at anvende sine benproteser i to år på grund af det lange tovtrækkeri, der var med det internationale atletikforbund. De ville i første omgang ikke godkende dem til brug ved det 'normale' VM,« siger Andy Miah og fortsætter:

»Han og andre handicappede atleter er stadig i gang med at udforske grænsen for, hvad deres proteser kan presses til. I Oscars tilfælde svarer det jo lidt til, at han kun har haft to år til at lære at gå og løbe.«

Fremtidig udligning i vente

Det faktum, at Oscar Pistorius nu kan stille til start ved VM og potentielt også ved næste års OL i London, har skabt en debat om, hvorvidt der kan være en stor fordel ved at have kunstige i stedet for biologiske lemmer. Men den debat mener Andy Miah er forfejlet.

»Man snakker om, at Oscar er langsommere end sine konkurrenter over de første hundrede meter. Den forskel udlignes så over resten af 400-meter-distancen, da han jo blandt andet ikke udvikler syre i sine underben. Men det har ikke kunnet bevises, at han har en fordel i forhold til sine konkurrenter,« siger han.

»Jeg tror, at man i løbet af de kommende 50 år vil se et fuldstændigt nedbrud af barrieren mellem det, vi i dag har opdelt i handicapidræt og det, man kan kalde normalidræt. De fordele, som man kan få gennem udviklingen inden for kunstige lemmer, regner jeg med til dels vil udlignes af den teknologiske udvikling af vores biologi. Her tænker jeg for eksempel på, at muskler, haser og sener om 50 år også er blevet styrket.«

Kunstig forskel nedbrydes

Ud over sin effekt på sportens verden tror Andy Miah, at Oscar Pistorius også kan være med til at skabe en debat om, hvordan vi opfatter det at være handicappet.

»Når han træner og konkurrerer sammen med de andre atleter, vil vi kunne se, at forskellen på de paralympiske lege og de 'normale' olympiske lege er en kunstig opdeling, som også er moralsk forkert,« siger han og uddyber:

»Mange folk ser i dag et handicap som noget, man skal være bekymret over og gemme væk. Jeg tror, Oscar symboliserer et skifte for det. Der er ingen grund til, at de skal være opdelt i sportens verden, eller at der skal være en forskel andre steder,« siger Andy Miah.

Dokumentation

Andy Miahs CV
Oscar Pistorious hjemmeside

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvad er egentlig "kunstig teknologi"? Jeg behøver ikke en fundamental definition, men bare en komparativ definition ifht. "teknologi". Findes der mon også "naturlig teknologi" og "almindelig teknologi"?

  • 0
  • 1

"Naturlig teknologi" kan vi kalde den som evolutionen har frembragt, eksemplificeret i vores knogle- og muskelopbygning, edderkoppens net og muslingers og snegles skaller. "Kunstig teknologi" er den, hvor mennesker går ind og ændrer på disse ting med et formål for øje. Om det så er at erstatte organisk væv med uorganisk, eller at ændre på det organiske er ligemeget.

I og med at der ikke er noget der hedder "Ualmindelig teknologi", så vil udtrykket "almindelig teknologi" ikke have nogen mening.

  • 0
  • 0

"Kunstig teknologi" er den, hvor mennesker går ind og ændrer på disse ting med et formål for øje

God definition! I forhold til evolutionen kan man sige at al teknologi er kunstig, da den jo forbedrer individets overlevelses- (og formerings-) evne. Det ubehagelige ved Darvins evolutionsteori er at med dette reducerede evolutionstryk vil generne afvikles.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten