Ekspert: Københavns køb af brintbiler er smask ulovligt

Københavns Kommune har valgt at investere 14 millioner kroner i 22 elbiler, der er opgraderet med brændselsceller. Bilerne er en del af et udviklings- og demonstrationsprojekt kaldet Link2009, og Københavns Kommune har oplyst, at de gerne vil støtte udviklingen af brintbrændselsceller.

Alligevel fastholder kommunen, at det ikke er udviklingsstøtte, man giver. Det ville nemlig være ulovligt.

Men det er ligegyldigt, hvad kommunen kalder det, siger professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Claus Haagen Jensen, det er stadig ulovligt.

»Hvis de køber et dyrt produkt som dette uden at have en fornuftig forklaring på overprisen, er det formentlig indirekte produktstøtte, og det er klart, at det er smask ulovligt,« siger han.

El-sportsvogn vinder på miljø, rækkevidde og pris

Producenten af brintbilerne, H2 Logic, oplyser, at der formentlig bliver tale om at opgradere elbiler som den norske Think med brændselsceller. I så fald kommer Københavns Kommune til at betale langt over en halv million kroner for 6o kilometer længere rækkevidde.

En batteridrevet Think koster nemlig i omegnen af 183.000 kroner og kører 180 kilometer på en opladning. Når den bliver opgraderet med brændselscelle, skal København ifølge H2 Logic betale 750.000 kroner for køretøjet, der til gengæld kan køre 240 kilometer på en optankning.

Til den pris kunne man have købt en batteridreven sportsvogn i luksusklassen som Tesla Roadster. Den suser endda 360 kilometer hen ad landevejen per optankning med en topfart på 210 kilometer i timen mod Thinks 100.

Dertil kommer at brændselscellen heller ikke slår en almindelig batteridrevet elbil på miljøvenligheden.

Sagen om ulovlig støtte kører allerede i Herning

Selvom brintbilen hverken kan konkurrere på pris, rækkevidde eller miljøvenlighed og stadig er i udviklingsfasen, så fastholder Københavns Kommune, at der ikke er tale om ulovlig udviklingsstøtte.

»Vores opfattelse er, at der er tale om et udviklingsprojekt. Vi betaler dog ikke for udviklingsdelen, men for selve køretøjerne. Det er samme model som H2 Logics vestjyske projekter,« siger Jane Drejer Nielsen, der er stedfortræder for områdechefen i kommunens Center for Miljø.

Hun henviser til, at H2 Logic har et lignende projekt kørende i Vestjylland, og Jane Drejer Nielsen oplyser, at Københavns Kommune ikke forventer at få problemer, fordi Statsforvaltningen efterfølgende har godkendt den vestjyske model. Men det har Statsforvaltningen Midtjylland ikke, oplyser kontorchef i tilsynsafdeling, Martin Basse.

»Inden projektet gik i gang, har vi rådgivet Ringkøbing Kommune om, hvad man må og ikke må på et helt abstrakt grundlag. Siden hen har vi ikke set nærmere på, om projektet er i overensstemmelse med de retningslinjer eller ej,« siger han.

Også Herning Kommune er de seneste år blevet kritiseret for at yde ulovlig støtte til brintindustrien i området. Sagen endte allerede i 2006 hos Statsforvaltningen Midtjylland og forventes ikke færdigbehandlet før om fire til seks måneder, da den er vokset kraftigt undervejs.

Professor: »Jeg ville spænde hanen på min revolver«

Da Københavns Kommune sidste år skulle beslutte, hvordan man kunne investere i miljøvenlig transport, hyrede man Carl Bro og H2 Logic som rådgivere på en rapport om sagen. Rapporten mundede ud i en indstilling om at købe H2 Logics biler.

Jane Drejer Nielsen kan ikke forklare, hvorfor man hyrede netop Carl Bro og H2 Logic til den opgave. Detaljerede svar og yderligere uddybning af kommunens prioritering er ikke mulig at få, før de relevante fagfolk er tilbage fra ferie, siger Jane Drejer Nielsen.

Men i Aalborg lyder Claus Haagen Jensen, som om han ryster på hovedet hele vejen gennem telefonen.

»Det ville få mig til at spænde hanen på min revolver, hvis jeg havde sådan en. At de går til et firma, der har en solid interesse i, at undersøgelsen ender med et bestemt resultat, er virkelig at habilitetsproblem, der er til at forholde sig til,« siger han.

H2 Logic: Brændselscellerne skal på finansloven

H2 Logic har netop fået en udviklingsbevilling til Link2009 på fem millioner fra Energistyrelsens EUDP-pulje.

Budgettet for Link2009 er dog på 70 millioner kroner, og H2 Logic havde i første omgang ansøgt EUDP-puljen om at få de 30 millioner af budgettet i udviklingsstøtte.

Da bevillingen endte på fem millioner, mangler H2 Logic stadig at sikre en anseelig del af finansieringen, for at det som planlagt kan realiseres til klimatopmødet i København til næste år. Virksomheden håber på, at få de resterende 25 millioner kroner på den kommende finanslov.

De 14 millioner kroner fra Københavns Kommune er en del af de sidste 40 millioner kroner, som H2 Logic regner med at få finansieret af de såkaldte slutbrugere, altså de virksomheder eller myndigheder som får glæde af bilerne.

Denne artikel er opdateret med en kommentar fra kontorchef i Statsforvaltningen Midtjyllands tilsynsafdeling Martin Basse.

Dokumentation

Rapporten fra Carl Bro og H2 Logic

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det burde ikke være nødvendigt at inddrage et rådgivende ingeniør firma, der måske på lige fod med med Carl Bro og H2 logic, enten ikke ved hvad de taler om, alternativt misinformerer politikerne.

Hvis politikerne besider en smule sund fornuft, burde et møde hvor både Dansk elbil komite (som er en "ikke kommerciel" forening, og derfor er uvildige) og H2 logic er indkaldt, give et klart billede af hvem der er de troværdige, og hvem der blot ønsker at få en god ordre i hus.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten