Ekspert i kønsforstyrrelser: “Hvor sidder kønsidentiteten? Vi aner det ikke”
Nogle mennesker føler sig som kvinder, andre føler sig som mænd, og en meget lille gruppe føler, at ikke de passer i kategorierne.
I langt de fleste tilfælde følger identiteten XY-kromosomerne, men når den ikke gør, så er forskerne i stor vildrede om forklaringen:
“Vi kan ikke bare tage en blodprøve og måle kønsidentiteten. Vi har ingen biologiske markører, og der er meget lidt forskning på området,” siger professor i pædiatri og ekspert i kønsforstyrrelser Katharina Maria Main. Til daglig arbejder hun på Rigshospitalets Center for Vækst og Reproduktion, og hun tager imod de ulykkelige unge under 18 år, der ikke føler deres krop passer til deres kønsidentitet.
Hormoner og gener
Over de sidste år er der sket en klar stigning i personer, der opsøger hospitaler i de nordiske lande for at få foretaget kønsindgreb i form af hormonbehandlinger eller lign. Stigningen er at finde i gruppen af transkønnede, altså personer som ønsker at skifte væk fra deres biologiske køn (XX eller XY). Men der findes også en anden gruppe, som dog ikke er i stigning, nemlig personer, som identificerer sig som sit biologiske køn, men har hormonniveauer, kønsorganer eller lign, der afviger fra normalen, altså sygdomme i deres hormoner, receptorer eller organanlæg.
Læs også: Kønskampen hamrer på naturvidenskabens dør
“De her personer har stort set altid en kønsidentitet, der fuldkommen matcher deres fysiske udseende. De er bare rigtig, rigtig ulykkelige over, at de har de har fysiske træk omkring deres kønsorganer, som er anderledes end vanligt, eller hormonniveauer som er for højt eller lavt”.
“Så det er altså ikke sådan, at fordi man biologisk er anderledes fra normalen, så identificerer man sig også ofte anderledes. De to ting er helt adskilte - og man skal passe på, man ikke blander det sammen med for eksempel transkønnethed,” siger hun.
Hvor sidder kønsidentiteten?
Hvor kønsidentiteten “sidder”, er således et åbent spørgsmål. Katharina Main er på ingen måde blind for, at kønsidentiteten formentlig er et samspil mellem arv og miljø, men hun ville ønske, at hun og kollegerne havde en bedre viden om de biologiske faktorer, der formentlig også spiller ind på identiteten.
“Jeg tror det, at det ville hjælpe til at give en bedre forståelse for, hvorfor de føler sig fanget i en forkert krop,” siger hun.
Læs også: Du er dit køn – men biologiens grænser er flydende
Også Christian Graugaard, der er læge og professor ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet, mener, at både køn og kønsidentitet bliver til i et spændingsfelt mellem biologi og kultur:
“Biologien må nødvendigvis også spille ind på vores identitet, som den gør på alle andre menneskelige fænomener. Vi bliver jo ikke skabt som en tabula rasa, men er født med en særlig kropslig hardware, et specifikt genom, en unik celle-sammensætning i hjernen, et bestemt antal hormonreceptorer på celleoverfladerne osv. Alt det som tilsammen skaber en ramme om de sociale og kulturelle kræfter,” siger han.
Uden kønsdefinition
Sidste år kunne Statens Serum Institut og Aalborg Universitet præsentere den storstilede befolkningsundersøgelse Projekt Sexus, hvor det fremgik, at 0,6 procent af befolkningen definerer sig uden for kategorierne mand/kvinde. Men til gengæld er der en klar stigning i unge, som er i tvivl og ønsker at skifte køn. På Rigshospitalet oplever Katharina Main, at der især er tale om to grupper: Unge, som siden de var helt små har givet udtryk overfor deres forældre, at de følte sig som et andet køn. Og unge, som i puberteten opdager, at de vil skifte køn:
“Lige nu ser vi især en stigning i piger i puberteten, der vil være drenge. Før i tiden var det lige så meget drenge, der ville skifte til piger, men sådan er det ikke mere. Hvorfor ved vi ikke,” siger hun.
Katharina Main savner mere forskning i netop kønsidentitet, også den biologiske betydning, og hun bemærker, at kønsidentitet og kroppens fysiske udseende er to uafhængige størrelser:
“Hvis vi kunne finde flere markører for kønsidentitet, ville det give os en bedre forståelse for, hvorfor nogle føler sig fanget i den forkerte krop. Men det ville også give de unge bedre argumenter for, hvorfor det giver god mening, at de føler sig anderledes end deres biologiske køn. De forstår jo heller ikke hvorfor, og savner forklaringer,” siger hun.
