Ekspert: B&O er vant til kriser

Det er langt fra første gang, at Bang & Olufsen er i krise, og det er nok heller ikke sidste gang. Gennem de seneste årtier er virksomheden flere gange blevet tvunget til at finde sine ben i en branche, der rykker hurtigt og er præget af modeluner.

Sådan lyder vurderingen fra Majken Schultz, professor ved Institut for Organisation på CBS.

»Jeg har fulgt virksomheden gennem flere af kriserne, og for mig at se, har deres vej til overlevelse hver gang været balancegangen mellem på den ene side at holde fast i deres kulturelle rødder og på den anden side at lytte til markedet,« forklarer Majken Schultz.

»Hvis B&O kun havde lyttet til markedet, så tror jeg faktisk ikke, at de havde fandtes i dag,« siger hun.

Derfor er det heller ikke kun via markedet, at B&O skal finde vejen tilbage i rette spor. I stedet skal virksomheden holde fast i dens idémæssige udgangspunkt og bruge det i den nye verden, der er fyldt med anderledes teknologier.

»Det har altid været deres styrke, at de har været i stand til at genfortolke deres værdier, ligesom Lego også har gjort det. Det har altid været deres niche. Uden den er det svært at se deres berettigelse,« vurderer Majken Schultz.

Hun tilskriver en del af problemerne, at virksomhedens brand er blevet lidt overset.

»Ledelsen har været meget mere fikseret på teknologien end på at dyrke brandet. Der har været masser af intentioner, men reelt set er der ikke sket noget brandingmæssigt i de sidste fem år. De er faldet lidt i søvn.«

Markedet driller

Samtidig er markedet også med til at volde B&O nogle gevaldige problemer, for i forhold til tidligere rykker markedet i dag med lynets hast, og det kræver, at man konstant er klar til at omstille sig - noget, som det har knebet med for Struer-virksomheden.

»De missede iPoden og mobiltelefonen, og på de nye produkter som fladskærme har de ikke længere den samme eminente designfordel som på de gamle fjernsyn. Og så er konkurrenterne også blevet bedre. Så ud over at brandet ikke helt er fulgt med markedet, sker der samtidig teknologiske spring, som gør det svært at udtrykke designets særpræg,« vurderer Majken Schultz.

Hun efterlyser, at designikonet bliver mere fremsynet og visionært.

» I fremtiden vil flere og flere høre musik på computeren, så hvorfor laver de for eksempel ikke verdens fedeste pc-højtalere? Det var noget, som jeg ville købe,« lyder hendes råd. Netop fordi teknologierne ændrer sig så ekstremt hurtigt både nu, men ikke mindst i fremtiden, tør Majken Schultz ikke spå om, hvor fremtiden bærer B&O hen.

»Det er svært at vurdere. Men det er jo ingen naturlov, at B&O skal eksistere. Måske er det så kompliceret at blive ved at matche de nye teknologier, at de knækker halsen. Men jeg håber det ikke. Det er en af de virksomheder, som er langt mere end en virksomhed. Den er med til at definere vores selvforståelse som danskere«.