Eksklusiv reportage: Her bliver superkampflyet til
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Eksklusiv reportage: Her bliver superkampflyet til

Forth Worth, Texas
Det gule, robotstyrede køretøj griber vingen og bevæger sig langsomt fremad via laserstråler og fixpunkter på bygningens mure. Den placerer forsigtigt, men sikkert vingen i en kompliceret maskinkonstruktion og er dermed klar til »final drill«.

Bob Fiorentini, flyfabrikken Lockheed Martins vicediretør for produktionen af kampflyet F-35, peger på maskinen, mens han tørt konstaterer:

»The mother of all autodrills!«

Den maskine, som ifølge vicedirektøren sætter helt nye, globale standarder for robotbaseret præcisionsboring, er en seks akslet portalkran med såkaldte »dobbeltuafhængige borehoveder«.

Den borer og forsænker 6.700 skruehuller i undervingen og 4.400 skruehuller på oversiden - og det sker uden menneskelig indblanding og med en margin på mindre end en halv hårbredde.

»6.700 skruehuller uden en fejl, that's something!« siger Bob Fiorentini og fortsætter:

»Robotter som denne har betydet en dramatisk reduktion i antallet af fejl i produktionen. Upræcise borehuller har til alle tider været en stor, forsinkende faktor i flyproduktion. Men da vi producerede den første F-35, oplevede vi, at robotterne stort set ikke lavede fejl i udboringen.«

Vi befinder os på militært område på en flybase i det nordlige Texas. Bevogtet af soldater med automatvåben har Lockheed Martin siden 2. verdenskrigs begyndelse produceret de kamp- og bombefly, som med stadig mere raffinerede dødbringende kompetencer har sendt beskeden fra hjemlandet og til resten af verden: Don't mess with USA!

Nyhedsmagasinet Ingeniøren har, som det første danske medie, besøgt den legendariske flyfabrik Lockheed Martin Aeronautics i Texas, der netop har færdiggjort det første eksemplar af kampflyet F-35 Lightning II (Joint Strike Fighter).

Fabrikken skal i de kommende årtier producere mellem 3.000 og 5.000 eksemplarer af kampflyet og dermed gøre F-35 til en værdig arvtager for Lockheed Martins hidtidige blockbuster, F-16 Falcon.

Senest i 2009 vil Folketinget med stor sandsynlighed vælge F-35 som afløser for de danske F-16 jagere. Indtil videre er der kun produceret ét eksemplar af kampflyet, som i skrivende stund har foretaget 19 testflyvninger.

Flyfabrikkens bankende hjerte er en produktionshal med de dimensioner, som man normalt tilskriver et skibsværft. Produktionshallen er ikke synderligt bred, vel ikke mere end 100 meter, til gengæld er den næsten to kilometer lang, komplet med vejsystem til de mange elektriske køretøjer og sågar cykelstier - kun de færreste bevæger sig rundt til fods.

Som så ofte i den amerikanske militærindustri er produktionsforholdene så tilpas store, at der er plads til at skrue dramatisk op for produktionen, hvis supermagten pludselig skulle føle sig truet.

»I 1943 producerede man sytten B-24 bombefly om dagen her,« fortæller Bob Fiorentini.

Fremtiden er F-35

I produktionshallen er der i de seneste måneder foregået en gigantisk ommøblering. Siden begyndelsen af 1970'erne har man produceret F-16 kampfly herinde. Men det er slut nu. F-16-produktionen er for få måneder siden flyttet til mindre faciliteter på det militære område.

Der skal fortsat produceres F-16 jagere - det kendte jagerfly er fortsat en salgssucces og ordrebøgerne er fyldte til og med 2012. Men fremtiden tilhører F-35, og produktionslinjen i den store hal vil i de næste to eller tre årtier tilhører the Joint Strike Fighter.

Mødet med produktionslinjen på "verdens mest intelligente jagerfly" er en mærkværdig oplevelse. Det er absolut de færreste steder på produktionslinjen, at man kan se, at der overhovedet bliver produceret jagerfly her.

Alting foregår uhyre stilfærdigt - der er ingen robotarme, der foretager maniske bevægelser og ingen samlebånd, der kører og i det hele taget ingen hektisk aktivitet.

Den stemning af gammeldags sværindustri, som mange fortsat forbinder med flyproduktion, er aldeles fraværende i Fort Worth. Her oplever man hverken lugten af motorolie, rustik værkstedsstemning eller det charmerende kaos af værktøj, reservedele og larm, som tidligere var en naturlig del af livet i disse haller.

Luften er klinisk luftkonditioneret og kølig. Der er en karakteristisk sødlig duft af højteknologi - som at stikke næsen ned i kabinettet på i en spritny dvd-afspiller.

Lydbilledet er stilfærdigt. Luftanlæggene brummer sagte, og der er langt mellem lyden af arbejdende maskiner. Karakteristisk nok bærer medarbejderne i produktionen ikke engang arbejdstøj. De fleste er iklædt klassisk out-fit: Polo t-shirt, jeans, baseball cap.

Det synes som om, et enormt antal bærbare computere er spredt ud over hele produktionslinjen, hvor medarbejderne tester og overvåger produktionen. De fleste produktionsarbejdere er tilsyneladende midaldrende. Bob Fiorentini fortæller, at gennemsnitsalderen "er et godt stykke op i fyrrene".

At være med til at producere jagerfly på Lockheed-Martin er en livstidsstilling. Lønnen er god, der foregår en konstant efteruddannelse. Midt i fremvisningen af produktionslinen bliver Bob Fiorentinis talestrøm afbrudt af et øresønderrivende brag, der får dørene til at klapre og afbryder al samtale.

Bob Fiorentini hiver os hen til en nærliggende port, hvor vi lige akkurat når at se en F-16 jager slippe kontakten med startbanen og stige stejlt til vejrs efter såkaldt "Takeoff med fuld afterburner."

»Testflyvninger,« forklarer Bob Fiorentini. »Man vænner sig til det.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er da fantastisk! En eksklusiv reportage fra det inderste i Lockheed. Skrevet af en begejstret journalist, der i den grad er i ét med sit emne, at han ikke behøver skrive sit navn. Det handler om at være effektiv og intet andet, forstår man. Men hvad er effekten? Hvad er de superimponerede ingeniørers rolle? Et sølle hjul i maskineriet? Får vi snart også eksklusive reportager fra supereffektive henrettelser? Eller hvad med et rask lille mord? Journalisten kan selv begå det og beskrive hvor effektivt, nu da hans navn alligevel er gemt væk sammen med enhver form for redaktionel etik.

  • 0
  • 0

Ja, men hvorfor får vi denne glødende artikel, uden at konkurrenterne nævnes. Det er næsten som om alle på forhånd har vedtaget at vi SKAL købe det DYRESTE.Disse fly er "Eksperimenter" "uafprøvede" "ukendt reel pris" "ukendte leveringsterminer"Var der nogle der nævnte IC4 situationen - som man nu vil gentage.Hvorfor - HVORFOR: er der ingen der med blot skyggen af fornuft i behold, kigger på de svenske fly. De er "Kendte" "Virker" "Kendt pris" "Kendt risiko" "BILLIGERE"Eller ER det bare en fastlagt dansk holdning, at vi skal vælge det dyreste mest ukendte tilbud hver gang. Jeg kunne nævne adskillige eksempler på denne tåbelighed, men dem kender i vidst allesammen selv. SÅ - Lad os dog være fornuftige OG sparsommelige (Bare denne ene gang)

  • 0
  • 0

 Der er her tale om så eklatant et eksempel på en luderartikel, at det faktisk ryster mig (der skal en del til) at Arne eller en anden ansvarlig ikke har grebet ind. Herregud, det lyser ud af hver eneste sætning, at a) journalisten ikke aner hvad han har med at gøre, b) har fået turen betalt (og sikkert lidt til) og c) ikke har gidet sætte sig ind i alternativerne. Jeg er iøvrigt helt enig med Thorleif Bundgård: Se nu på de svenske fly, for Søren, istedet for altid at skulle kaste sig ud i det sidste fra det store Amerika. Og skam få den såkaldte journalist for den her reklame.  Og fotografen, med for den sags skyld. Han har nok også fået det hele betalt og har så skullet tage tre billeder eller så.  Flot. 

  • 0
  • 0

Selvom jeg er enig i at artiklen er en kende overgearet, er det for letkøbte argumenter der serveres af Bundgård og Ingemann ovenfor. Der er intet der taler for at Joint Strike Fighter er den samlet set dyreste løsning. Tværtimod vil følgeomkostningerne ved at vælge et smalt produkt (Saab Gripen) eller et ubrugeligt stykke luftskrot (Eurofighter) være en kollosal belastning for diftbudgettet i alle de år vi skal drive udenrigspolitikken fra en ensædet spidsnæse!- og husk så lige hvem der er Danmarks primære koalitionspartnere: UK og USA.Selvbeskyttelsesudstyr (dansk udviklet, by the way), simulationssystemer til VR mission rehearsal (et ufravigeligt krav), Link16 osv. - alt sammen integreret i Strike Fighter skal først udvikles i en særtilpasset udgave, hvis det skal sidde i de to andre skrog. Fra et operationsfagligt synspunkt har Strike Fighter INGEN konkurenter!Så derfor: Hvis man ikke selv skal sidde i den over fjendtligt område, bør letkøbte fedterøvsargumenter holdes væk fra debatten!  Venlig hilsenJens Henriksen   

  • 0
  • 0

Jens,  Jeg ved ikke, om du sidder med særlig viden, men jeg tror nu, du undervurderer de to konkurrenter ift JSF. Ingen aner, hvad JSF kan eller ikke kan, for flyet har endnu ikke vist det. Til gengæld er det det helt sikkert, at både den amerikanske og hollandske Rigsrevision er stærkt kritiske over for projektets reelle omkostninger. Vi taler om verdens dyreste forsvarsprojekt nogensinde med over 250 mia dollars i udvikling.  Til sammenligning afsatte svenskene 80 mia. kroner til udviklingen af Gripen.  I starten af JSF-projektet blev der talt om produktion af næsten 6000 enheder, nu er de seneste tal nærmere 2000-2500, men også det er usikkert. Det er helt umuligt at gennemskue, hvad de tre fly kan og ikke kan over for hinanden. Jeg tror simplethen ikke, nogen ved det.Hvert fly har fordele, de andre ikke har. Gripen er lille og kvik, Eurofighter er stærk og manøvredygtig, JSF har stealth.   JSF bliver født med ASEA-radar, men ASEA-baredes radardsystemer kommer også på de danske versioner af Gripen, hvis vi vælger den. Det lover Saab i hvert fald i sit svar på den danske RFI. Også Eurofighter har et lignende system. JSF har stealth, men hvad er det reelt værd? Det gør flyet tungt, at det skal bære våbene inde i kroppen, og det gør - efter flere landes vurdering - JSF til et rent angrebsfly. Er det det, vi har brug for? Muligvis. Ift industrisamarbejde tilbyder både Eurofighter og Gripen løsninger, der sandsynligvis kan gavne en bred vifte af danske virksomheder. Modsat fungerer JSF-projektet efter Best Value-princippet, hvilket betyder at danske virkomheder skal konkurrere med store internationale giganter og højt specialiserede virkomheder om ordrer i en ekstrem politsk branche. Det kan Terma klare, men hvor mange andre, der får noget ud af den investering, er stærkt usikkert.  Hvis vi vælger JSF senest i 2009, vil det, som vi tidligere har skrevet i Ingeniøren, kræve at økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtssen giver dispensaaion for de gældende regler om industrisamarbejde,  for Best Value-princippet strider mod reglerne. Men, men, men. Først og fremmmest bør købet styres af Danmarks behov. Og hvad er de? Storpolitik får i hvert fald en betydelig rolle at spille - nok også større end de rent forsvarstekniske. Endelig skal det for en god ordens skyld slåes fast, at Ingeniøren i magasinet Året Rundt kort før jul over 19 sider fortalte om de tre flytyper - blandt andet gik vi stærkt kritisk til JSF. Vi følger løbende de tre fly frem mod en aftale.  VH Erik Holm, Journalist på Ingeniøren  

  • 0
  • 0

Erik har helt ret i sine betragtninger. Og i denne sag bliver det nok desværre politiske vennetjenester der vinder. Få store danske firmaer kan så starte et langstragt udviklingsprojekt af noget som ingen kender.I min lille verden ville valget altid falde på et produkt der er kendt, til kendt pris - og koalitionspartnere, ja - men er Sverige egentlig ikke vores ældste ven her i verden??Men med vanlig dansk politiker interesse, vælger man jo nok Storebror (så spiser vi jo jordbær med de store) og så giver de nok nogle flotte ture til USA. (og det lyder jo bedre i politiske taler, end at man var et smut i Sverige) ..Og prisen, tja skidt med det, borgerne betaler jo. Og med det topstyrede, centralistiske samfund vi har i øjeblikket, så skal de dumme borgere jo heller ikke tænke,!! landets ledelse skal nok skrive nogle cirkulærer der giver den nødvendige begrundelse.Vi Ingeniører bør fortsætte med at kæmpe for fornuftige beslutninger, både her og i vore virksomheder. Men når politik og militær er inde i billedet er det nok hip som hap med fornuften.

  • 0
  • 0

Jeg er helt enig med min navnebror i hans betragtning af Sverige.

Erfaringerne med Draken gør nok, at vi ikke gentager manøvren med, at købe svensk igen.

Det er rarest, at alle inden for en forening spiller i den samme slags tøj.

For man skal huske:

The only thing more accurate than incoming enemy fire is incoming friendly fire.

Ihukommende bataljen i Afghanistan, hvor englænderne troede ,at danskerne var talibanere og derfor beskød dem.

Med hensyn til stealth, så tror jeg ikke den egenskab forevigt vil være mulig. Som et andet ord siger:

The rules of combat: 1.) If the enemy is in range, so are you.

Hvilket indikerer, at kan man se JSF, så kan man også skyde efter den. Stealth er en natteanvendelig eller en meget højtflyvende egenskab.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten