Eks-astronauten Scott Kelly: »Jeg savner rummet hver dag«

Illustration: Nasa

»Uret tæller ned. 5-4-3-2-1. Raketmotorerne er tændt, de kæmpe­store bolte eksploderer og mand!, det er, som om Guds hænder lige har løftet dig op fra affyringsrampen og kaster dig ud i det ydre rum.«

Sådan beskriver den tidligere Nasa-­astronaut Scott Kelly øjeblikket, da hans livsdrøm gik i opfyldelse: at være pilot på rumfærgen Discovery.

»Kan du tænke dig at komme og flyve hos os?« spurgte chefen for bemandede flyvninger. »Flyve hvad?« Han svarede med et grin. »Rumfærgen, selvfølgelig.« Det er svært at beskrive mine følelser i det øjeblik. »Det vil jeg virkelig gerne,« sagde jeg.Citat fra ’Ekspeditionen’

Drømmen blev til virkelighed i 1999, men havde aldrig handlet om at komme ude i rummet som sådan – det handlede om noget helt andet. Udfordringer. Vanskelige opgaver. Komplicerede situationer.

Og rumfærgen bestod ikke af andet med sine 2.000 kontakter og afbrydere, over en million enkeltdele og næsten lige så mange måder at kvaje sig på, som han selv beskriver det i sin bog ‘Ekspeditionen’, som netop er udkommet på dansk.

»Jeg blev ikke skuffet. Det var den teknisk sværeste ting, jeg nogensinde har foretaget mig – og sikkert vil foretage mig,« siger Scott Kelly, da Ingeniøren møder ham i forbindelse med bogudgivelsen.

Og der er ellers noget at sammenligne med. Han har været jagerpilot i militæret og landet på hangarskibe i usselt vejr, men denne uddannelse og karrierevej havde hele tiden rumfærgen for øje. Den komplicerede start og den farefulde landing, hvor intet måtte gå galt, hvis besætningen skulle helskindet tilbage på Jorden.

Meningen med hele Scott Kellys pilotkarriere var at komme til at flyve rumfærgen. I 1999 gik drømmen i opfyldelse med rumfærgen Discovery. Illustration: Nasa

Jovist, en russisk Sojuz-kapsel har bestemt også indbygget fare, men som han selv humoristisk skriver i sin bog: »Genindtræden med færgen føles som at køre langsomt hen ad Park Avenue i en Rolls-Royce. Med Sojuz føles det mere som at køre en sovjetisk smadrekasse hen ad en grusvej og ud over en klippe.«

»Intet kunne måle sig med accelerationen, når rumfærgens trykmotorer med fast brændstof skubbede os væk fra Jorden med over tre millioner kilos tryk i det øjeblik, vi lettede.«Citat fra ’Ekspeditionen’

Forklaringen giver han til en kollega, som endnu ikke har prøvet at lande i kapslen, og som vist gerne ville beroliges. Det virkede ikke helt efter hensigten, men selv ville han gøre det igen. Og igen. For selv om han har ladet sig pensionere, kan astronauten stadig lugte kosmos.

»Jeg savner rummet hver dag,« erkender Scott Kelly:

»Jeg savner arbejdet og ting, som er tekniske udfordrende, komplicerede og får alvorlige konsekvenser, hvis de ikke er gjort rigtigt.«

Et år i rummet

Bogen tager udgangspunkt i hans kendte etårsmission på rumstationen i 2015/2016, hvor han undervejs lod sig – og formentlig i al overskuelig fremtid vil lade sig – teste og veje på kryds og tværs til sammenligning med sin enæggede tvilling Mark, som samtidig befandt sig på Jorden.

Læs også: Astronauttvillinger afslører: Rumrejser ændrer vores gener

Men hvordan havnede denne adrenalinsøgende jagerpilot så på en etårig mission i rummet, fuldt beskæftiget med at reparere toiletter, plante blomster og tage blodprøver? I begyndelsen var han også i tvivl.

»Det kræver 100 procent fokus med den største distraktion lige foran dig: Jorden,« siger Scott Kelly om rumvandringer. Her er han på én 21. december 2015. Illustration: Nasa

»Jeg havde aldrig overvejet at være en del af holdet på rumstationen. Vi havde ikke engang en rumstation, da jeg begyndte at flyve. Tanken var, at vi var med til at bygge rumstationen og flyve i rumfærgen i lang tid. Og måske tage til Mars en dag. Men tingene går ikke altid, som man regner med,« understreger Scott Kelly, som i bogen skruer tiden helt tilbage til barndommens tvivl og drømme.

»Når rumfærgen ramte luftmolekylerne i den ydre atmosfære med 28.000 km/t, resulterede gnidningsmodstanden i en varmeudvikling på over 1.600° C. Vi skulle gøre alting korrekt og tro på, at isoleringslagene på rumfærgen beskyttede os.« Citat fra ’Ekspeditionen’

Rumfærgerne blev pensioneret i 2011, men Scott Kelly fortsatte, da han ikke ville sige nej til rumrejser:

»Jeg kan godt finde på at stille spørgsmål og komme med argumenter for en anden plan, men jeg siger ikke nej. Jeg tror kun, at jeg ville sige nej til en enkeltbillet til Mars,« siger han med et grin.

Men det er nu ikke den rene trummerum at være forsker på rumstationen. Scott Kelly fortæller, at en af de teknisk vanskelige situationer var, hvad han kalder en ‘åh, pis!’- situation under en rumvandring.

Kelly og hans makker, Kjell Lindgren, hang uden for rumstationen, og kun en line forhindrede dem i at forsvinde ud i kosmos. De skulle udlufte den ammoniakforsyning, som holder elektronikken afkølet.

Scott Kelly i gang med oprydning i Quest-luftslusen på Den Internationale Rumstation (tv.) 27. januar 2016, så rumdragter og andet udstyr til rumvandringer ligger på rette plads. Illustration: Nasa

Forsyningen ligger helt ude for enden af tværbjælken på rumstationen, 50 meter fra indgangen, hvilket betød, at de to astronauters sikkerhedsliner skulle surres i forlængelse af hinanden for at være lange nok.

Scott og Kjell fik kæmpet sig ud på spidsen, og arbejdet gik i gang. Kjell åbnede en ventil, og ammoniak under højt tryk strømmede ud som en kæmpestor snesky.

Frygten for at begå fejl

Udluftningen gik, som den skulle, og ingen af astronauterne blev ramt af ammoniak. Men de gyroskoper, som styrer rumstationens placering i rummet, havde fået et skud ammoniak, og der var udsigt til, at kommunikationen med kontrolcentret på Jorden ville gå tabt. Is i maven tilsat hjælp fra russerne fik løst problemet, og Scott Kelly understreger, at oplevelsen ikke afskrækkede ham fra flere rumvandringer.

‘Ekspeditionen – et år i rummet’ er udkommet på Politikens Forlag. 392 sider. Illustration: Politikens Forlag

»Når man befinder sig derude i rummet, holy smokes, det er ret vildt. Du vil ikke give slip, du vil ikke miste dit værktøj – eller dig selv – du vil ikke ødelægge noget. Du vil udføre dit arbejde. Det kræver 100 procent fokus med den største distraktion lige foran dig: Jorden. Det er helt unikt,« fortæller han og fortsætter:

»Det var også følelsesmæssigt udfordrende. Du skal håndtere uhyrligheden ved denne udsigt og det faktum, at du hænger uden for rumstationen, mens du flyver 28.000 km i timen i vakuum i temperaturer, der går fra plus 130 grader til minus 180 grader celsius. Det er ret intenst, men jeg var aldrig bange – kun for ikke at gøre mit arbejde ordentligt,« understreger Scott Kelly.

Og han har oplevet mere end de fleste astronauter: flere ture med rumfærgerne, to længere missioner på rumstationen, flere rumvandringer og flere ture med Sojuz.

»Jeg har været ret heldig.«

Men er det helt slut nu? Ville du tage til Mars, hvis du fik mulighed for at komme hjem igen?

»Sign me up!« lyder det fra den garvede astronaut.