Eks-ansatte: USA’s energiministerium er ved at selvdestruere
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Eks-ansatte: USA’s energiministerium er ved at selvdestruere

Rick Perry, forhenværende guvenør i Texas, advokerede tidligere for at sløjfe energiministeriet helt. Nu skal han styre det. Foto: Gage Skidmore

Pønser du på at hamstre plutonium til at udvide dit hemmelige våbenarsenal?

Eller vil du foretage en fortrinlig investering i et par oversete amerikanske energiteknologiske selskaber, som angler efter en villig investor, fordi chancen for offentlig støtte pludselig er skrumpet ind til noget lig nul?

Så har du heldet med dig. Timingen lige nu er gunstig.

Den væsentligste magtfaktor, både når det gælder energi-investeringer og forhindring af beskidte bomber, har knock-outet sig selv. For USA’s energiministerium (Department of Energy) befinder sig i en tilstand af vildrede og angst.

Læs også: Han sagsøgte den amerikanske miljøstyrelses klimapolitik – nu sætter Trump ham til at lede den

Højt værdsatte medarbejdere flygter ved enhver given chance. Andre ansatte er ængstelige over for, om deres forskningsområde nu er ildeset. Alt imens sejler budgetterne.

Det billede tegner den ansete erhvervsjournalist Michael Lewis i en baggrundsartikel i Vanity Fair.

Kaos er et resultat af overgang fra Obama til Trump

Nuværende og tidligere centrale aktører i ministeriet taler for første gang ud om de tilstande, som hersker i ministeriet i dag og under overgangsfasen fra Barack Obama til præsident Donald Trump.

Kaotiske tilstande, som får Michael Lewis til at konkludere, at den største nukleare trussel ej stammer fra en endnu uopdaget terrorcelle eller en slyngelstat. Truslen befinder sig formentlig inde i Det Hvide Hus.

Baggrundsartiklen fylder 34 sider i print. Stort set hver en side er spækket med ikke tidligere publicerede detaljer om USA’s energiministerium. Særdeles anbefalelsesværdig læsning.

Er tiden knap, så guider vi dig her til et koncentrat af de fem væsentligste trusler, som USA’s energiministerium lider under lige nu. Og hvorfor det vedrører dig.

Men allerførst: Hvorfor er USA’s energiministerium overhovedet vigtigt? Det spørgsmål erkender mange amerikanske politikere og professorer, at de ingenlunde var i stand til at besvare, før de stiftede indgående bekendtskab med dette ofte oversete ministerium.

Ministeriet frister trods dets 191 milliarder kroner store årsbudget en tilværelse i skyggen. En årsag er, at det i USA i høj grad er op til et miskmask af kommercielle selskaber og delstater at regulere og sørge for, at der vitterlig sker noget, når amerikanerne tænder for stikkontakten eller radiatoren. USA har ikke et nationalt elnet. Elnettet varetages af mange forskellige regionale aktører.

Så hvad foretager de 110.000 ansatte inde i energiministeriet sig egentlig?

Nogle nøgletal:

  • Knap halvdelen af energiministeriets årlige budget på 191 milliarder kroner går til at vedligeholde og vogte over USA’s nukleare arsenal.

  • Heraf er 13 milliarder kroner øremærket til at sørge for, at ureguleret beriget uran og plutonium på det sorte marked ikke falder i hænderne på terrorister.

  • Inden for de seneste otte år har ministeriets atomkraft-sikkerhedsadministration opsamlet nok materiale til at kunne fremstille 160 atombomber. Noget af dette materiale blev hentet af en
    medarbejder, der drog ind i Libyen beskyttet af russiske sikkerhedsstyrker da kampene var på sit højeste.

  • Alle inspektørerne hos Det Internationale Atomenergiagentur er blevet oplært af USA’s energiministerium.

  • Energiministeriet er den myndighed, som anvender flest penge på at studere og eksperimentere med radioaktivt materiale for at få forstå, hvad der sker, når plutonium fissionerer, altså når det spalter sine tunge kerner. Her frigøres der som regel to eller tre neutroner, der kan inducere fission i en ny kerne. Men hvad der egentlig herudover sker med plutoniummet, er der overraskende nok stadig ringe viden om.

  • Energiministeriet varetager et låneprogram på 445 milliarder kroner, der er ganske godt givet ud og har banet vej for både fracking-boomet og solcellefirmaer.

Og hvordan går det så med at varetage nogle af disse opgaver? Ifølge Michael Lewis ser det skidt ud. Ret skidt. Bekymringerne kan koges sammen til fem punkter.

1.Grænsende til det ligeglade

Ved en ny regering og ny administration, særligt i overgangsfasen, forsøger de enkelte ministerier at klæde den nye præsident og hans folk bedst muligt på for at give en forståelse af det enkelte ministeriums funktion og ansvar.

I tilfældet med energiministeriet er det sædvane, at den nye administration sender 30-40 folk forbi for i ugevis at stifte mere nøje kendskab til energiministeriet og få overdraget viden fra afgående politisk udpegede personer. Det skal ske indenfor den 75 dage lange overgangsperiode, før viden forsvinder, idet en del af embedsfolkene – modsat Danmark – erstattes af nye, som bliver udpeget af den nye politiske regering.

Læs også: Mærsk-ansatte betalte partistøtte til Trumps lejr

I energiministeriet ventede de på at få besøg sporenstregs efter valget af Donald Trump. Men ingen henvendte sig til dem. Så de ventede. Og de ventede.

Efter tre uger ankom en person fra Trumps overgangshold. Lobbyisten Thomas Pyle støttet af ExxonMobile og Koch Industries. Han skulle mødes med blandt andre den afgående energiminster, Ernest Moniz, som er atomkraftfysiker og på orlov fra MIT og anset som en af de mest vidende personer om energiministeriet.

Pyles spørgelyst var ikke overvældende stor.

»Han virkede ikke synderligt interesseret i at bruge tid på at forstå dette sted. Han medbragte ikke noget at skrive med. Han stillede ingen spørgsmål. Han tilbragte en time her. Det var dét. Han spurgte aldrig efter en opfølgning med os,« siger Kevin Knobloch, energiministeriets stabschef, til Vanity Fair.

Knobloch forsøgte selv at få flere nye aftaler i stand med Thomas Pyle, som accepterede disse, men i sidste ende ikke mødte op.

»Det er noget, man kan bryde sin hjerne med. Ministeriet varetager et budget på 191 milliarder kroner, har over 100.000 ansatte og anlæg spredt over hele landet. Yderst vigtige anlæg. Hvis du skal være med til at drive dem og ministeriet, hvorfor vil du så ikke vide noget om det?« spørger Kevin Knobloch.

2. Heksejagt på klimaforskere

Til gengæld var indsendte Pyle og overgangsholdet senere omkring 74 spørgsmål. Et udsnit af disse spørgsmål viste, at den nye administration var ivrig efter at få navnene på alle de medarbejdere og samarbejdspartnere, der var beskæftiget med at udregne de sundhedsmæssige udgifter ved fossile brændstoffer eller opgaver relateret til FN’s klimatopmøder.

»Det mindede mig om McCarthyisme (anklager ud fra en mistanke om, at nogle aktivt underminerer det amerikanske samfund indefra, red.),« siger Elizabeth Shervood-Randall, tidligere energisikkerhedsrådgiver og koordinator i Det Hvide Hus samt FN for nedrustning af masseødelæggelsesvåben .

3. Tilfældig udpegelse af nøglepersoner

Dagen før Donald Trumps indvielsesceremoni anede ingen, hvem i energiministeriet der reelt var ansvarlig for USA’s atomvåbenprogram.

Tidligere var det 137 politisk udpegede personer med Frank Klotz i spidsen; en forhenværende general i luftvåbenet med en ph.d. i politik fra Oxford. Som hovedansvarlig for USA’s atomare hemmeligheder havde Frank Klotz ligesom sine 136 kolleger forventet at skulle forlade sit job erstattet af nye medarbejdere udpeget af den republikanske regering.

Men ingen nye personer var udpeget. Den opgave var tilsyneladende blevet glemt i overgangsfasen.

Læs også: Trump satser på olie, kul og gas og vil trække USA fra global klimaaftale

Alarmeret over udsigten til, at der var helt tom på denne post, ringede afgående energiminister Ernest Moniz til et par senatorer. De ringede til Trump Tower for at gøre opmærksom på situationen.

På dagen for indvielsesceremonien modtog Frank Klotz et opkald.

Han måtte gerne tage alle dokumenter og redskaber, han havde flyttet hjem til sig selv, tilbage til sit gamle kontor i energiministeriet. Klotz måtte gerne fortsætte med at varetage USA’s atomvåbenprogram.

De 136 øvrige medarbejdere med det mest indgående kendskab til problemerne og udfordringerne med USA's atomvåbenprogram forlod energiministeriet uden videre opfølgning.

Sådan er det i en vid udstrækning stadig den dag i dag ifølge Max Stier, som driver den partiuafhængige organisation Partnership for Public Service.

En organisation, der anses for at være en af de mest vidende om overgangsfaserne i forbindelse med amerikanske præsidentvalg.

»Regeringen har reelt ikke overtaget ministerierne endnu. Det minder om tumlinge-fodbold. Alle løber efter bolden. Ingen befinder sig på deres pladser,« siger Max Stier til Vanity Fair.

4. Ros resulterer i nedlæggelse

Den nye energiminister er Rick Perry, forhenværende guvernør i Texas. Han har tidligere advokeret for helt at fjerne energiministeriet, men erkendte i ugerne op til sit nye job i en høring, at han egentlig ikke vidste, hvad ministeriets rolle er.

Et forsøg på at få indsigt i, hvor lang tid Rick Perry er blevet briefet af den tidligere energiminister, lykkedes ikke for journalisten Michael Lewis. Men han forstod, at der ikke var tale om timer. Snarere minutter.

Udadtil ser det dog ud til, at Rick Perry i dag er henrykt over de mange opgaver og programmer i energiministeriet. Dem skamroser han i tweets og udenlandsbesøg.

Om end der her er opstået en modsætning og en tendens: De særskilte opgaver og programmer, der fremhæves, er efterfølgende dem, som bliver foreslået nedlagt eller rundbarberet i budgetterne fra Det Hvide Hus.

5. Færre penge til energi-gennembrud

Et af de programmer, som har udsigt til at få sparekniven at føle, er et lån med lav rente til firmaer, som er risikovillige og hittepåsomme inden for energieffektivitet og udvikling af energikilder, men som ikke kan finde støtte i den private sektor. Et program, som har vist sig at være profitabelt, idet hovedparten betaler lånet tilbage og får skabt en god forretning.

Tag eksempelvis fracking-boomet, hvis gennembrud er baseret på dette lån. Tag de 35 solenergifirmaer, som har været med til at sørge for, at solenergi er konkurrencedygtig med naturgas i USA. Eller tag den gesjæft, som fik del i låneordningen, da bankerne vendte fingeren nedad til at låne penge til en foreslået bilfabrik i Fremont, Californien. Firmaet har lige sendt sin nye bil på gaden - Tesla Model 3 hedder den

Alle Tesla'er, du ser, er er altså reelt bygget på en fabrik finansieret via et lån fra USA’s energiministerium.

Læs også: MIT rokker ved Trumps vilde planer

Lige nu er dette låneprogram frosset fast, og ansøgningerne bliver syltet.

»Men den private sektor går for alvor først ind, efter at energiministeriet har vist, at det lader sig gøre,« siger Franklin Orr, professor i ingeniørvidenskab ved Stanford og tidligere konsulent i energiministeriet.

»Energiministeriets låneportefølje er ét, JP Morgan glædeligt ville have ejet. (…) Betragtningen om, hvorvidt vi nu bare skal privatisere de indledende faser af innovation inden for energi, er tåbelig. Andre lande investerer meget mere end os i forskning og udvikling. Det kommer vi til at bøde for,« siger John MacWilliams, som er forhenværende investor med fokus på energisektoren hos Goldman Sachs og derefter blev headhuntet til sit nu tidligere job som næstformandssekretær i energiministeriet.

Rettet 2.august:

I den oprindelige version fremgik det, at der var blevet opsamlet nukleart materiale i Syrien via russiske soldater. Det er forkert gengivet. Der var tale om Libyen og russiske sikkerhedsstyrker.
Ligeledes fremstod der at Pyle ikke indsendte nogen spørgsmål. Han indsendte 74 spørgsmål

  1. "Inden for de sidste otte år har ministeriets atomkraft-sikkerheds administration opsamlet nok materiale til at kunne fremstille 160 atombomber. Noget af dette materiale blev hentet af en
    medarbejder, der drog ind i Syrien beskyttet af russiske soldater, da kampene var på sit højeste."

I artiklen står der nu Libyen, ikke Syrien. Og ikke russiske soldater heller. Hvorfor dog denne vilde historie om russiske soldater i Syrien, når det var amerikanske i Libyen for mange år siden - man skulle tro det var en begivenhed, som gjorde det meget betænkeligt med Syrien?
Bliver Ingeniørens journalist mon betalt af CIA for at plante historier om Syrien - eller har man for travlt med at viderekolportere info som kun er egnet til a kaste smuds på Trump uden at give en fair gengivelse af artiklen?

  1. "Pyles spørgelyst var ikke overrumplende stor.
    »Han virkede ikke synderligt interesseret i at bruge tid på at forstå dette sted. Han medbragte ikke noget at skrive med. Han stillede ingen spørgsmål. Han tilbragte en time her. Det var dét. Han spurgte aldrig efter en opfølgning med os,« siger Kevin Knobloch, energiministeriets stabschef, til Vanity Fair."

Det er ukorrekt. Artiklen siger at de blev givet en liste med 72 spørgsmål. Nogle få spørgsmål blev tolket som McChartyisme da det gik på navnene på dem der var involveret i klimaspørgsmål og havde været til diverse konferencer. Men EPA var uvillig til at svare og nægtede at give den krævede info - det fremgår af artikler jeg så for flere måneder siden.

  • 7
  • 11

Forvirringen skyldes måske, at DOE har fokuseret på klima i stedet for på energi, som var deres oprindelige formål.
Ikke at der kan være en sammenhæng, men det er som om alle organisationer i USA skulle arbejde med klima uanset relevans og evner, selv forsvaret.
Det kan ikke være særlig effektivt, når alle mulige politiske kandestøbere skal agere i forhold til et så komplekst emne.

  • 5
  • 19