Eiffeltårnet skal have vindmøller og solfanger
Fire vertikalakslede vindmøller, 10 m2 solfanger og et vandkraftanlæg skal skære 30 procent af Eiffeltårnets energiforbrug. Det har Paris' bystyre og Société d'Exploitation de la Tour Eiffel (SETE), der driver tårnet, annonceret.
»Eiffeltårnet er symbolet for Paris og for Frankrig, og vi er nødt til at passe på dette monument - på denne store dame - så hun ældes med ynde,« sagde viceborgmester Anne Hidalgo ved præsentationen.
De grønne tiltag vil blive etableret som et led i en total ombygning af tårnets nederste etage, der begynder næste år og fortsætter frem til 2013.
Læs også: Se, hvordan Eiffeltårnet kommer til at se ud
SETE har vedtaget en bæredygtighedsplan, som blandt andet medfører, at de nye pavilloner, der opføres på etagen 57 meter over jorden, bliver udstyret med fire solfangere på i alt 10 m2. Solfangerne skal kunne dække 50 procent af pavillonernes behov for varmt vand.
Desuden vil franskmændene placere fire vertikalakslede vindmøller på en tekniketage. Vindmøllernes beregnede årlige produktion er 8.000 kWh, men det bliver ikke den eneste elektricitetsproduktion i tårnet.
Turbiner i faldstammerne
Holdet bag renoveringen: Moatti-Rivière Architects, det Vinci-ejede entreprenørfirma Bateg og det Grontmij-ejede ingeniørfirma Ginger, vil også udnytte tårnets vvs-installationer ved at sætte turbiner i vandrør og faldstammer. Turbinerne kan ifølge ingeniørerne producere omkring 4.000 kWh/år.
Ombygningen kommer til at koste 25 millioner euro (ca. 180 mio. kr.) og vil også inkludere energibesparende LED-belysning og regnvandsopsamling til brug i etagens toiletter. På den måde kan man også spare strøm til at pumpe vand op til 1. etage.
Arbejdet, der går i gang i februar næste år, inkluderer også andet end bæredygtighedstiltag. De nedslide pavilloner, der blev bygget på etagen i 1980'erne, skal rives ned og erstattes med tre nye og mere gennemsigtige bygninger. De nye pavilloner skal huse reception, et 300 personers konferencecenter, den nuværende restauran, 58 Tour Eiffel, butikker og udstillingsarealer. Desuden bliver hele etagen nu tilgængelig for kørestolsbrugere.
Gys for gæsterne
For de knap syv millioner årlige gæster bliver det mest spændende ved ombygningen formentlig, at den inderste halvanden meter af gulvet omkring åbningen i midten af etagen bliver udskiftet med 36 mm tykke glasplader. Samtidig bliver det indvendige brystværn også udskiftet med 3 meter høje glasplader, så de besøgende kan få fornemmelsen af at svæve frit 57 meter over jorden.
Tårnet og etagen vil være åben under hele ombygningen, for arbejdet vil foregå fra en midlertidig platform, der kommer til at hænge i hullet i midten af etagen.
Dokumentation
