Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Efterretningstjeneste på sag om organiseret sabotage mod fiberkabler

Tidligt onsdag morgen blev flere fiberkabler udsat for hærværk. Anklagemyndigheden i Paris efterforsker sagen som et angreb mod kritisk infrastruktur. Illustration: Ukendt (fra Version2)

‘Beskadigelse af gods af en sådan karakter, at det skader fundamentale interesser for nationen,’ beskriver den franske anklagemyndighed årsagen til, at man har valgt at lancere en undersøgelse af en række beskadigede fiberkabler.

Den franske efterretningstjeneste, DGSI, har bistået den parisiske anklagers efterforskning, skriver det franske nyhedsmedie RFI.

Kablerne er blevet ødelagt tidligt onsdag morgen, og har ramt en række forskellige internetudbydere. Skaderne lader til at være sket med fuldt overlæg.

Ifølge RFI, har internetbrugere på tværs af hele Frankrig, fra Strasbourg til Reims og Grenoble, indberettet problemer som følge af hærværket mod kablerne.

Den franske minister for digitale anliggender, Cedric O, har bekræftet angrebet på kablerne på Twitter, og oplyser, at man er i kontakt med internetudbyderne, med henblik på at få genoprettet internetadgangen.

Koordineret indsats

Ifølge RFI, er et koordineret angreb mod fiberkabler i Frankrig et hidtil uset fænomen. En anonym kilde siger til mediet, at man ikke tidligere har set lignende, og at man endnu ikke ved, hvem der står bag angrebet.

Avisen Le Monde skriver om sagen, at hærværket har haft betydning for kunder i Paris’ Ile-de-France region, Alsace-regionen mod øst og Grenoble mod nord.

Internetudbyderen Free har været hårdest ramt af de beskadigede kabler. De oplyser i en pressemeddelelse på Twitter, at angrebet fandt sted kl 04.00 onsdag morgen, og har siden forsøgt at få genoprettet internettet for deres kunder.

De to største internetudbydere Bouygues Telecom og Orange har ikke været påvirket af angrebet, da de benytter et andet netværk.