Efterforskning: Lækage var grund til eksplosion på norsk brint-tankstation
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Efterforskning: Lækage var grund til eksplosion på norsk brint-tankstation

Ni brinttanke, som sandsynligvis var stablet i en 3 gange 3 firkant, er uskadte efter eksplosionen, som skete i fri luft. Illustration: Ole Berg-Rusten / NTB / Ritzau Scanpix

Det var en gassky fra en lækage, som blev antændt og medførte en trykbølge, da en brinttankstation i Sandvika nær Oslo eksploderede mandag i sidste uge.

Men hvorfor skyen blev antændt, og hvor og hvordan lækken opstod, står endnu ikke klart.

Det fremgår af en opdatering fra brintselskabet NEL, som har leveret tankstationen og er i gang med sin egen undersøgelse, parallelt med den, som norsk politi står for, og som kan tage måneder før den er færdiggjort.

Ifølge NEL har brand- og eksplosionseksperter fra konsulentselskabet Gexcon, som er blevet hyret ind til at stå for brandefterforskningen, frikendt den elektrolysator-enhed, som producerede brint på stedet, samt den tankstander, som bilister anvender.

De indledende undersøgelser viser i stedet, at der var tale om en lækage fra den enhed, hvor brint opbevares under tryk på helt op til 1000 bar.

Ingen tanke er revnet, hverken stål- eller komposittanke, og der er heller ikke fundet fejl på ventiler.

Lækken har tilsyneladende været så omfattende, at en "brintsky" har kunnet antændes, før den forsvandt op i atmosfæren.

Ingen brinttanke eksploderede

Flere øjenvidner fortalte til norsk presse, at de kort før klokken 18 mandag hørte mindst ét højt brag. Trykbølgen var kraftig nok til at få biler til at ryste og udløse airbags i flere af dem – i en af dem kom to personer lettere til skade.

Videoer optaget fra forbipasserende biler før brandvæsenet nåede frem viser mørk røg, som stiger op fra tanken og orange stikflammer, som står ud af en åbning. Flammerne fra brændende brint er, ifølge Bereskabsstyrelsen, knapt synlige.

På en af videoerne høres en hvæsende lyd. En dør ses delvist blæst ud, og der ligger sprængstykker fra yderbeklædningen af tankstationen op til 30-40 meter væk.

Men trods voldsomheden af eksplosionen, har tankstationens brinttanke alle overlevet, skriver NEL i sin opdatering. Og ilden har ikke kunnet løbe baglæns ind i tanken på grund af strømmens retning, og fordi 100 procent brint ikke kan antændes – det sker "kun" ved koncentrationer mellem fire og 75 procent.

»Ingen enheder eksploderede på åstedet. Ifølge vores nuværende information gik brint, som var lækket ud, i brand i fri luft. Det skabte en trykbølge«, fremgår det af den nyeste opdatering.

Frikender kerneteknologier

Ifølge NEL's opdatering består den højtryks-opbevaringsenhed (benævnt high-pressure storage unit på billedet herunder, red.), hvorfra brintlækagen stammede, af tanke og dele fra tredjepartsleverandører samt diverse komponenter, som NEL selv har designet.

Illustration: NEL Hydrogen

Enheden er nu flyttet fra tankstationen og er ved at blive undersøgt nærmere. Samtidig udføres analyser og simulationer, som skal afklare, hvordan brinten blev tilført energi, så den kunne antændes.

Sammenlignet med eksempelvis benzindampe eller naturgas kræver antænding af brint langt mindre energi.

På baggrund af den hidtidige efterforskning fastslår NEL i sin børsmeddelelse, at det ikke er selskabets kerneteknologier, som forårsagede lækken.

»Vi kan nu konkludere at NEL's kerneteknologier ikke var kilden til lækken. Vi efterforsker dog stadig, hvad der antændte brinten,« udtaler selskabets direktør Jon André Løkke i opdateringen, som også er sendt som børsmeddelelse til børsen i Oslo, hvor selskabet er noteret.

I meddelelsen fastslår selskabet i øvrigt at der ingen tegn er på hverken sabotage eller terrorisme.

Efter den norske eksplosion er ti brinttankstationer lukket i Norge. Også Danmarks otte brinttanksstationer, som privatbilister kan bruge, er lukket under efterforskningen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ufatteligt at man opfatter brint, som sådan noget man bare kan opbevare og bruge uden særlige forholdsregler.
Og det er ikke noget man bare kan detektere. Brint bliver netop brugt til leak test af højkvalitets komponenter.

  • 4
  • 7

Måler de hvor meget der bruges, hvis der bruges ret meget mere end der sælges må der jo være en utæthed.

Hvor mange kg brint har de med fyldt lager?

Ville der være bedre økonomi i en større tank, jeg tænker der bruges en del energi til at komprimere til 1.000bar hvis de med en større tank kunne bruge mindre energi ved at nøjes med at komprimere til 800bar, eller er det kun noget de gør når de forventer ekstra mange kunder.

På andre amerikanske sider har jeg læst at de komprimerer til 800bar, i tilfælde af mange kunder løber de ikke tør, kunderne får bare mindre end 700bar.

  • 0
  • 4

Der er sivet brint ud og nu undersøger de hvordan det blev antændt. Jeg troede faktisk at de sørgede for udluftning, som er relativt enkelt for brint, da det er så let.
Forhåbentlig undersøger de også hvorfor der kunne hobes så meget brint op at det kunne give en eksplosion.

  • 6
  • 1

Overvågning for gas?

Jeg ved, at der på boreplatforme med gas er masser af sensorer, der hele tiden "kigger efter" udslip af gas. Det kan f.eks. være liniedetektorer, som vist nok med IR-lys kigger efter variationer i luftens densitet. Så mon ikke der har været nogle alarmer her før det skete?

  • 1
  • 0

Forhåbentlig undersøger de også hvorfor der kunne hobes så meget brint op at det kunne give en eksplosion.


Ville nok afslutte sætningen med: "...kunne give en så stor eksplosion."

Som Baldur skriver, så starter koncentrationen altid ved 100% :)

Men der skulle helst være en detektion af udslippende brint, der kan lukke alle ventiler og/eller en tilstrækkelig ventilation, som forhindre meget kraftige eksplosioner. Det er denne del, som har fejlet i denne situation.

  • 1
  • 0

Ja overvågning af mange andre gasser er std. Det har man også på rumstationen i Kourour af de meget farlige stoffer der blev brugt før Ariane 5.
men Ariane 5 bruger ren ilt og ren brint (så fik man da stoppet alle miljøaktivisterne på en god måde)
Men Ok jeg har prøvet at søge og undskyld, der findes faktisk også sensorer til brint
se link: https://www.elsag.dk/detektor-h2-hydrogen-...

  • 0
  • 0

Dette er jo absolut ikke den første ulykke med brint opbevaret under højtryk og det er et under at myndighederne tillader højtryks Brint installationer i private biler.
Problemet er at brint har et meget bredt antændigsspekter i luft 4-75% og det kan ikke lugtes eller smages så du får ingen advarsel med mindre området er beskyttet af HC sensorer.
Det er der IKKE i private garager eller parkerings kældre og det næste der vil ske er at en lækage fra en brintbil i sådan et lukket rum slår adskillige ihjel.
Brint kan onbevares i Industri sammenhæng men er alt for farligt ude hos alm forbrugere.
Løsningen er at binde brinten med andre stoffer som feks i Ammoniak og således kan det opbevares som flydende energi lager ved bare 20 bars tryk kontra 300bar for Brint og samtidig benyttes i alm last biler eller skibe der er for store til ren eldrift. En alm dieselmotor kan uden store problemer køre på ammoniak/diesel og selvfølgelig monteret med SCR reactor for NOx handling.
VH
Peter Nerenst

  • 2
  • 0

EX-sensorer er standard i industrien og på universiteterne og de reagerer også på brint.
Hos os på DTU-Energi bruger vi dem i hvert fald ret intensivt til rumovervågning (da vi bl.a tester brændselscelle med brint som brændstof) og ikke har lyst til at lave 'åbent hus' på den måde.....

Og med hensyn til at efterforske hvorfor brinten blev antændt, så lyder det lidt underligt i mine ører, for brint kan antendes af næsten ALT.
Der er nok energi i en gnist dannet ved en spændigsforskel på 1.5 V og den statiske elektricitet der dannes ved at gas flyder i et rør kan være nok!

Jeg plejer at sige at det ikke er et spørgsmål Om en brintblanding eksploderer, men udelukkende om Hvornår.

  • 3
  • 0