Efter valgkampen venter vandkampen

Mens Danmark er på vej mod stemmeurnerne, er diplomater og politikere fra hele verden samlet i Bonn for at diskutere og stemme om, hvordan vi minimerer de menneskeskabte klimaforandringer og tilpasser os de ændringer, som vi ikke kan forhindre.

Hvad man kommer frem til i Sydtyskland kan få stor betydning nord for grænsen – og for de opgaver, som kommunalpolitikerne står over for.

I disse år bliver der nemlig planlagt klimatilpasningsprojekter for milliarder af kroner, og nogle af dem er allerede blevet udført. At der er brug for handling, viser både mødet i Bonn og et nyligt studie, der konstaterer at de globale CO2-udledninger stiger for første gang i tre år. Men i Danmark har klimatilpasningsindsatsen ramt et dødvande.

Årsagen er usikkerhed. Dels om, hvilket klimascenarie man skal forberede sig på at imødegå, og dels om, hvor staten og ikke mindst kommunerne kan – og må – finde pengene til at beskytte os mod regn og havvand.

Finansiering deler vandene

Usikkerheden om, hvor pengene skal komme fra, skyldes udelukkende de danske folketingspolitikere, som ikke kan blive enige om, hvordan befolkningen skal betale for klimatilpasningen: Skal det være over skatten til staten, skatten til kommunen, via digelav eller over vandregningen?

Indtil 2016 kunne kommuner bruge indtægter fra spildevandsselskaber til at finansiere klima­tilpasningsprojekter, så længe de var billigere end traditionelle kloakeringsprojekter og afhjalp risikoen for oversvømmelser.

Ordningen var en stor succes, idet den ifølge Miljøstyrelsens evaluering har medført besparelser på over 3 mia. kr., i forhold til hvad det ville have kostet at opnå det samme beskyttelsesniveau med traditionelle metoder som større kloakker.

Siden 1. januar 2016 har kommunerne imidlertid skullet betale 25 procent af omkostningerne. Ændringen blev gennemført for at sikre, at det var de klogeste og mest effektive metoder, der blev valgt. Men ifølge Ingeniørens research er resultatet her knap to år efter lovændringen, at der stort set ikke er gennemført projekter under den nye ordning.

Kommunerne hævder, at årsagen er en stram økonomi i kommunerne, der gør det svært at finde penge til klimatilpasning. Men da der er udsigt til, at den nuværende ordning skal evalueres i 2018, spekuleres der måske også i, at ordningen kan blive ændret meget snart – og hvorfor så betale 25 procent i år, når der måske kan spares penge ved at vente et års tid?

Kystsikring står i stampe

Usikkerhed om finansieringen hæmmer også kystsikringsindsatsen. I dag betales kystsikringen af dem, der får direkte glæde af den. Det er som regel områdets grundejere, men på Vestkysten har staten siden 1983 haft en aftale med kommunerne om at betale en del af regningen.

Den voksende risiko for stormflod har imidlertid fået flere til at foreslå, at staten også bidrager med koordinering og penge i resten af landet.

Regeringen har lovet at lave en vejledning om, hvordan regningen kan fordeles på større kystsikringsprojekter, og blandt de store spørgsmål er, hvor meget regeringen mener, at infrastruktur­ejere skal betale for at beskytte vital samfundsinfrastruktur som veje, baner, sygehuse, Nationalbanken, energianlæg og den slags. Og hvor meget staten skal betale for at beskytte områder af almen interesse – eksempelvis de naturområder, som staten ejer.

En anden udfordring er, hvordan man får skabt løsninger, der både beskytter de nuværende værdier og skaber nye, så regningen kan minimeres. Det er lande som Holland eksperter i. Der ser man diger med parkeringshuse og butikker bygget ind og parker på toppen. På den måde skaber kystsikringen nye indtægter i sig selv.

At tænke så kreativt i projekter, der allerede er komplicerede til at begynde med, kræver muligvis en anden organisering af ansvaret for kystbeskyttelse, end der er i dag.

Klimaforandringer et valgtema

Normalt fylder klimaforandringer og miljø ikke meget i den kommunale valgkamp. Men ifølge en undersøgelse, som Ugebrevet A4 har fået foretaget, er netop de to emner det næstvigtigste tema for vælgerne – kun overgået af ældrepleje.

Oppositionen har både lyttet til analyserne og kommunernes krav og meldt ud, at de støtter kommunernes ønske om at vende tilbage til den gamle medfinansieringsordning for klimatilpasningsprojekter.

Nicolai Wammen (S) og Pia Olsen Dyhr (SF) var således ude at erkende, at de tog fejl, da de sammen med resten af Folketingets partier – undtagen Alternativet – indførte kravet om, at kommunerne skal betale 25 procent af omkostningerne til klimatilpasningsprojekter.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, gjorde desuden Enhedslistens og Alternativets forslag fra januar om at oprette en Kystfond til sit eget.

I det oprindelige forslag var det planen at finansiere fonden ved at hæve skadesforsikringsafgiften fra 1,1 til 2,5 procent. Men Mette Frederiksen har ikke villet sige, hvor pengene skal komme fra, før der er klarhed over, hvor meget kystsikringen vil koste.

Regeringen afviser ændringer

Regeringen har indtil videre afvist begge forslag, blandt andet med henvisning til, at det er fornuftigt, at kommunerne selv har penge i klemme, så politikerne vælger de billigste løsninger for borgerne.

At der kan være grund til bekymring for, om kommunalpolitikerne giver klimatilpasningsprojekterne nok opmærksomhed, viser eksempelvis Hofors udmelding om, at tre skybrudstunneler i hovedstads­området, der finansieres af vand­forbrugerne, ser ud til at blive 800-1.100 mio. kr. dyrere. Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune tog sagen til efterretning.

Når kommunalvalget er overstået, og evalueringsrapporterne lander i styrelser og ministerier næste år, venter slåskampen mellem kommunal- og folketingspolitikerne og mellem regeringen og oppositionen.

Og selv om der måske er kommet nye ansigter til, vil udfordringen være den samme: Vandet stiger. Hvem skal betale?