Efter ti år og 6,4 mia. km: Nu ankommer Rosetta til komet

Efter ti år og 6,4 mia. km: Nu ankommer Rosetta til komet

Onsdag er rumsonden Rosetta kun 100 kilometer fra kometen 67P/C-G. Dermed 'mødes' de to, og Rosetta bliver bragt i kredsløb om kometen.

Efter en rejse, der har strakt sig over ti år og knap 6,4 milliarder kilometer, når rumsonden Rosetta onsdag sit mål i form af kometen 67P/Churymov-Gerasimenko. Når kometen og rumsonden mødes, vil afstanden mellem de to være på 'bare' 100 kilometer.

Rosetta har, siden den i januar blev vækket fra to et halvt års dvale, nærmet sig kometen og er gradvist blevet bremset ned, efterhånden som den er kommet tættere. De sidste dage har rumsondens hastighed været nedbragt til en enkelt meter i sekundet, og i morgen sendes Rosetta så i kredsløb om 67P/C-G.

Læs også: Rumsonden Rosetta nærmer sig komet formet som badeand

Siden maj har Rosetta taget en række billeder af kometen, som blandt andet har afsløret, at den har en noget anderledes form, end man havde forventet.

Samtidig har målinger afsløret, at temperaturen på kometens overflade er på -70 grader celsius, hvilket er 20-30 grader varmere, end man havde regnet med for en komet, der befinder sig 555 millioner kilometer fra Solen - tre gange mere end afstanden mellem Jorden og Solen.

Læs også: Rumsonden Rosetta bremser ned: Nu kun 1.000.000 km til kometen

Med sig har Rosetta fartøjet Philae, som ifølge planen skal lande på kometen den 11. november, hvor det skal tage prøver af dens overflade. Prøverne analyseres og sendes tilbage til Jorden via rumsonden. Formålet er at samle ny viden om dannelsen og udviklingen af solsystemet og undersøge, om kometer har spillet en rolle i forhold til at forsyne Jorden med vand.

Den noget aparte form på kometen, som tilsynelanende består af to objekter, der kredser om et fælles massemidtpunkt, har skabt bekymring for, hvorvidt det bliver vanskeligere at lande på den. Rosetta er det første rumfartøj i historien, der forsøger sig med at 'møde' en komet.

Kommentarer (5)