Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Efter teknisk fejl: Exoplanet-jagten er sat ind

Illustration: NASA

Efter to dages udsættelse på grund af en teknisk fejl på Falcon 9-raketten kunne Nasa kl. 00.51 i nat sende TESS-missionen af sted mod sin bane.

TESS står for Transiting Exoplanet Survey Satellite, og i løbet af de kommende år skal fire kameraer om bord på satellitten kortlægge omfanget af exoplaneter om de 200.000 klareste stjerner ved at måle på lysniveauet.

Desuden skal forskere fra Aarhus Universitet undersøge stjernernes såkaldte stjerneskælv, da bevægelserne siger noget om stjernernes størrelse og egenskaber.

Alle informationer om stjernerne er kærkomne i fastlæggelsen af det puslespil, der skal fortælle os mere om stjerners livscyklus, og om der mon er liv på andre planeter. Læs mere om missionen her.

Missionen skulle være begyndt natten til tirsdag, men nogle timer før launch måtte Nasa trække i nødbremsen, da gennemgangen af de tekniske systemer viste en fejl. I første omgang forlød det, at der var tale om en sensor- eller gyrofejl i navigationssystemet på Falcon 9 Full Thrust-raketten.

Læs også: Teknisk problem på Falcon-raket udskyder exoplanet-mission

Ifølge professor Hans Kjeldsen fra Aarhus Universitet, som stod klar få kilometer fra affyringsrampen, var der dog snarere tale om et tidligt opdaget problem ved rakettens 2. trin.

»Som vi har fået det at vide, kunne man ud fra analyser af data fra raketten ikke helt udelukke en mulighed for, at små dråber af brændstof kunne blive frigivet fra rakettens 2. trin på et tidspunkt, hvor TESS ikke længere er dækket af beskyttelseshylstret (Fairing). Der ville derfor kunne opstå en (meget teoretisk) mulighed for, at der satte sig skidt på TESS’ kameralinser, og det turde man ikke gå videre med. Analysen af situationen byggede tilsyneladende også på data fra den sidste opsendelse af Falcon-9, hvor en sensor have indikeret, at dette problem kunne opstå,« lød det fra Hans Kjeldsen i går, som nu igen stod klar til aftenens affyring.

Efter en kontrol blev raketten onsdag nemlig erklæret ’good to go’, og om 51 dage, dvs. omkring 9. juni, skulle TESS gerne være på plads i sin bane mellem Jorden og Månen.

Ud over Hans Kjeldsen og kolleger står også forskere fra DTU Space klar. Begge universiteter er rigt repræsenteret på missionen.

»Vi glæder os til at få sendt TESS godt af sted og til alt det fascinerende videnskab, vi vil kunne få ud af denne fantastiske mission i de kommende mange år. Vi er forberedt og helt klar,« lød det fra Hans Kjeldsen, som altså kan glæde sig til at få de første datasæt hjem om få uger.

Efter den succesfulde opsendelse beretter Hans Kjeldsen:

»Efter en perfekt nedtælling og under perfekte vejrforhold steg Falcon 9-raketten her til aften til vejrs fra Kennedy Space Center i Florida. Påfyldning af brændstof begyndte 1 time og 10 minutter før opsendelsen, og da klokken blev 18.51 lokal tid tændte raketten, og TESS steg mod himlen. Selve rakettens flamme var meget stærkt lysende og bestod af en hvidt lysende kerne og en lang hale af ild. Raketten fløj først relativt langsomt, men accelererede så og steg meget hurtigt til vejrs. I begyndelsen fløj raketten lydløst – set fra der, hvor vi stod – men godt 10 sekunder efter starten nåede lyden frem til os, som stod i stor afstand fra opsendelsesplatformen,« beretter Hans Kjeldsen og fortsætter:

»Det var et meget smukt syn og specielt, og fordi vejret var så klart i aften, kunne vi følge raketten i næsten 3 minutter. Til sidst var den langt ude og meget højt over Atlanterhavet. Omkring 2 min. og 30 sek. efter opsendelsen slukkede rakettens første trin, og det andet rakettrin startede. Dette kunne vi tydeligt se, selvom raketten på dette tidspunkt var over 100 km væk. Herefter forsvandt Falcon 9 ud af syne, og vi kunne nu følge resten af turen ud fra de informationer, som blev givet af Nasa og SpaceX.«

Efter godt 8 minutter var TESS i kredsløb i en højde af ca. 250 km, og efter en flyvning på 35 min. med en hastighed på 28.000 km/t tændtes det andet rakettrin igen og sendte TESS ind i en ellipsebane om Jorden, som den i knap en uge vil befinde sig i.

50 minutter efter opsendelsen blev TESS endelig frigivet fra Falcon 9-raketten, og den bevæger sig nu som en selvstændig satellit rundt i bane om Jorden – en bane som vil bliver korrigeret yderligere i de kommende uger.

Kort efter at TESS var blevet frigivet fra raketten, blev solpanelerne på TESS foldet ud.

»Der er nu strøm på satellitten, og alt ser ud til at fungere fint. I de kommende uger vil Nasa- og TESS-teamet teste, at alle systemer om bord på TESS fungerer. Sammen med hele det videnskabelige team på TESS-missionen, har vi i dag fejret opsendelsen, og med en fantastisk opsendelse er vi nu snart klar til at undersøge stjerner og exoplaneter over hele himlen. Det bliver en meget spændende rummission, som vi som danske forskere glæder os meget til at være en del af,« lyder det fra Hans Kjeldsen.

Allerede om en uge bliver de første testbilleder taget med TESS-kameraerne, uden at de dog vil blive brugt til videnskabelige formål. I begyndelsen skal kameraelektronik og software testes, og det forventes, at TESS vil starte sit videnskabelige program om to måneder.