Efter stigende medicinforbrug: Ministerium indskrænker brug af antibiotikum

Miljø- og Fødevareministeriet sætter nu ind for at begrænse brugen af det bredspektrede antibiotikum colistin i dansk svineproduktion. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Stramningen sker med afsæt i en uønsket stigning i brugen af colistin over de seneste år, samt opdagelsen af resistensgenet mcr-1 i 2015.

mcr-1 har blandt andet ført til multiresistente e.coli-bakterier, som ikke kan slås ned af colistin, der ellers har været anvendt som et "sidste-udvej"-antibiotikum.

Læs også: Gen-database opdagede hurtigt ny resistent bakterie

»Det er bekymrende, at forbruget af et kritisk vigtigt antibiotikum som colistin er stigende. Selvom forbruget stadig ligger et godt stykke under de faglige anbefalinger, synes jeg, der bør gribes ind nu for at sikre, at stigningen bremses. Jeg har derfor besluttet, at vægtningsfaktoren for colistin ud fra et forsigtighedsprincip og af hensyn til resistensudviklingen generelt hæves fra 1 til 10 i det differentierede gule kort,« siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i pressemeddelelsen.

Læs også: Seruminstituttet efter fund af superbakterie: Vi nærmer os enden på den antibiotiske æra

Det differentierede gule kort blev indført i 2010 for at begrænse brugen af antibiotika i dansk landbrug. Ordningen bevirker, at forskellige typer antibiotika vægtes forskelligt, når landmændene angiver deres årlige antibiotika-forbrug.

Springer en landmand sit årlige antibiotika-budget, får vedkommende et påbydende "gult kort". Her vil colistin altså for eftertiden blive vægtet med en faktor 10, ligesom cefalosporiner og fluorokinoloner bliver det, mens tetracyklin til sammenligning har en vægtning på 1,5.

Bekymrende fordobling over seks år

Ifølge den seneste Danmap-rapport, der kortlægger antibiotikaforbrug og resistens hos dyr og mennesker i Danmark, var der en fordobling i bruget af colistin til svin mellem 2009 og 2015.

Eftersom der i samme periode ses et fald i brugen af det bredspektrede antibiotikum tetracyklin, tyder det på, at colistin har erstattet tetracyklinen hos flere svineavlere.

Læs også: Stærk stigning i brug af antibiotika til fjerkræ

Allerede i forbindelse med offentliggørelsen af Danmap-rapporten udtrykte forskere fra DTU Fødevareinstituttet bekymring for udviklingen:

»Stigningen i colistinforbruget er ikke hensigtsmæssig, da det er en type antibiotikum, som bruges til at behandle alvorlige bakterielle infektioner hos mennesker, hvor andre antibiotika ikke virker,« siger afdelingschef Flemming Bager fra DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.

DTU Fødevareinstituttet udarbejder årligt Danmap-rapporten i samarbejde med Statens Serum Institut og DTU Veterinærinstituttet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvorfor bruger man overhovedet antibiotika som er sidste udvej, til at øge produktionen af svin?

  • 8
  • 1

Hvis man ikke kan avle grise uden brug af lægemidler, som er så vigtige for os mennesker, så må de stoppe med det, eller finde andre dyr eller metoder, så det ikke ender med at vi mennesker dør af en simpel infektion.

  • 4
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten