Efter seks dage på tværs af Suez-kanalen: Containerskib flyder igen

Illustration: Suez Canal Authority

Opdateringkl. 16:45: Skibet er nu trukket fri og bevæger sig gennem kanalen. Læs mere her.

Slæbebåde har delvist fået det store containerskib Ever Given revet fri fra Suez-kanalens bred, som nu flyder nu igen. Det skriver The Guardian.

Skibet, der er 400 meter langt og 59 meter bredt, gik på grund under en storm den 23. marts og har siden da blokeret for trafik i kanalen, der udgør en af verdens travleste handelsruter.

Læs også: Tidevand, Archimedes lov og eksperter fra Holland skal vriste containerskibet fri

Henover weekenden har et internationalt bjærgnings-team arbejdet med gravemaskiner og slæbebåde for at løsne de store sandbunker, der har omgivet fragtskibet, oplyser Suez Canal Authority, SCA, i en pressemeddelelse.

Der er blevet fjernet 27.000 kubikmeter sand fra kanalens bred ned til 18 meters dybde.

Tidligt mandag morgen lokal tid lykkedes det at frigøre skibets hæk, som er den bagerste del af skibet, fra kanalens bred, og de seneste satellitbilleder af kanalen viser nu, at skibet efterhånden ligger mere parallelt med kanalen end tidligere.

Skibets stævn står dog fortsat på grund, og der er endnu ikke udsigter til, hvornår kanalen er farbar igen.

Tegningen herunder er baseret på skibets AIS-data.

Arbejdet forventes genoptaget i løbet af i dag, mandag, hvor der atter vil være højvande, som giver mulighed for at få skibet drejet og lagt i sejlrenden.

Læs også: Gigantisk containerskib har sat sig på tværs i Suez-kanalen

Skibet vil blive bugseret til Bittersøen, der er en stor saltvandssø halvvejs igennem Suez-kanalen, hvor skibet skal gennemgå teknisk inspektion.

369 skibe afventer

Den spærrede Suez-kanal har den seneste uge haft store omkostninger for fragtselskaber og ført til hævede olie- og fragtpriser og store forsinkelser på leveringer til hele verden.

Råoliepriserne faldt dog med 1,41 dollars per tønde, svarende til omkring 9 danske kroner, da nyheden om, at skibet atter var flydende, kom ud, skriver The Guardian.

Mindst 369 skibe venter på at passere kanalen, heriblandt containerskibe, bulkskibe, olietankskibe og gastankere.

Mange skibe er allerede blevet omdirigeret ad Kap Det Gode Håb ved Sydafrika, som gør ruten 9000 kilometer længere og forlænger fragten med omkring syv til ti dage.

Herunder ses private optagelser af skibet, efter det havde revet sig fri af bredden.

Opdateret 13:43: Tidligere fremgik det på baggrund af oplysninger fra The Guardian, at stævnen var trukket fri. The Guardian har nu rettet artiklen, så det fremgår, at der er tale om hækken på skibet. Det er også rettet her i artiklen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kære Jesper, I den oprindelige nyhed stod der, at det var stævnen, der nu var revet fri. Dette er siden blevet rettet, og jeg har derfor nu også rettet det i denne artikel.

Tak for hjælpen!

Mvh Johanne Wainø

  • 11
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten