Efter pres fra IDA: Nu fusionerer pensionskasserne
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Efter pres fra IDA: Nu fusionerer pensionskasserne

For godt et halvt års tid siden truede IDA-formand Thomas Damkjær Petersen med at etablere en ny pensionskasse, IDA Pension, med mindre de to ingeniørpensionskasser, ISP og DIP, indgik en fusion.

I dag har de tre parter, IDA, DIP og ISP, så offentliggjort en hensigtserklæring, hvor de forpligter sig til at arbejde »henimod en fælles pensionskasse«.

Når der er tale om en hensigtserklæring og ikke en egentlig aftale, skyldes det, at det er medlemmerne i de to pensionskasser, der træffer den endelige afgørelse på deres generalforsamlinger.

IDA-formand Thomas Damkjær Petersen glæder sig over udsigten til én samlet pensionskasse:

»Det gør mig tryg, at vi har en fælles hensigtserklæring, og jeg ser ingen grund til, at den ikke skulle blive gennemført.«

Fornuftig løsning

Ifølge erklæringen tages det første skridt, når DIP fusionerer med JØP (juristerne og økonomernes pensionskasse) den 1. januar 2019. Næste skridt bliver en fusion med ISP, som ifølge hensigtserklæringen gennemføres et år senere, 1. januar 2020.

DIP har i dag fælles administration med JØP, og de to pensionskasser har tidligere meldt ud, at de var på vej med en fusion. Nu er det altså besluttet at arbejde for at få endnu flere akademiske pensionskasser med.

Formand for DIP Peter Falkenham glæder sig også over, at fusionen nu ser ud til at falde på plads, men understreger, at det afhænger af medlemmernes godkendelse:

»Jeg har hele tiden syntes, at det var en fornuftig løsning, så det er positivt, at vi nu kan komme i gang med vores arbejde. Der har været usikkerhed om rækkefølgen, men nu har vi besluttet, at de to største fusionerer først, og så kommer ISP med senere. Det er der meget fornuft i,« siger han

Fra utopi til virkelighed

Stemmer medlemmerne ja til fusionsplanerne, slutter en mere end 25 år gammel historie. Allerede i 1993 skrev Ingeniøren således en artikel med overskriften: »Pensionskasser på vej mod fusion«.

Læs også: Pensionskasser på vej mod fusion

Tilbage i 2012 forsøgte DIP at overtale ISP til fusion, men året efter valgte ISP i stedet at indgå i et administrativt samarbejde med AP Pension.

Dermed syntes fremtidige fusionsplaner at være en utopi, indtil IDA-formand Thomas Damkjær Petersen i marts i år meddelte, at foreningen ville oprette sin egen pensionskasse, som ville blive skrevet ind i overenskomsten for de offentligt ansatte ingeniører, med mindre der fandt en fusion sted.

Han mener dog ikke, at parterne er blevet enige af den grund, men snarere fordi der efter finanskrisen er kommet skrappere krav fra myndighederne i forhold til finansforvaltning og solvenskrav:

»Når er lykkes nu, skyldes det, at alle kan se, at det er til medlemmernes fordel. Det kræver mange ressourcer at leve op til de nye krav, og derfor er både ISP og DIP for små,« siger Thomas Damkjær Petersen.

Ingen nuværende medlemmer bliver stillet ringere

Thomas Damkjær Petersen understreger, at ingen nuværende medlemmerne ifølge Finanstilsynet må stilles ringere ved en fusion i forhold til deres pension.

»Jeg er ikke i tvivl om, at man vil spare penge på administration, og det kommer medlemmerne til gode. Den større volumen betyder også, at man kan opnå bedre aftaler, når man investerer. Det vil på sigt give en bedre pengeforvaltning.«

Den første konsekvens af hensigtserklæring bliver, at alle ingeniører, der ansættes på en offentlig overenskomst fra 1. april 2018, vil få deres pensionsordning gennem DIP.