Efter otte års retssager: Udløbet patent koster Widex 120 millioner

Høreapparatproducenterne Widex og Wiliam Demant skal til lommerne som afslutningen på en otte år gammel patentsag. Det har retten i Washington besluttet. For Widex drejer det sig om 120 millioner kroner, som allerede er afsat i regnskabet. Det fortæller vicedirektør Søren Westermann:

»Vi har ikke fået lov til at prøve sagen hos højesteret i USA, så nu er der desværre ikke mere at gøre,« fortæller han.

Det amerikanske selskab Energy Transportation Group anklagede i 2005 Widex for at have krænket et patent, som omhandlede en metode til at forhindre tilbagekobling i høreapparater.

Widex har hele tiden forsøgt at argumentere med, at det krænkede patent slet ikke dækker den teknik, som Widex og alle de andre høreapparatproducenter benytter sig af:

»Men hvis vi antager, at det gør, hvilket vi altså ikke mener, så kan vi påvise, at teknikken har været beskrevet i flere langt ældre patenter. Det har vi både tekniske og juridiske eksperters ord for. Men retten har slet ikke været interesseret i at undersøge de forhold,« siger Søren Westermann.

Tilbagekobling opstår, ved at høreapparatets højttaler lækker lyd til mikrofonen, og der opstår en hyletone. Selve teknikken går ud på, at høreapparatet opfanger tilbagekoblingen og genererer en model af tilbagekoblingen, som udligner denne. Patentet udløb i 2007.

Foruden Widex skal også William Demant betale erstatning. Den tredje store danske høreapparatproducent, GN Resound, indgik i 2008 forlig om patentkrænkelsen.

Emner : Patenter