Efter otte års forsøg: Genbrug af porebeton kommer op i skala
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Efter otte års forsøg: Genbrug af porebeton kommer op i skala

Porebeton indgår i stort set alt nybyggeri i Danmark. Det betyder, at der også er meget porebetonaffald. Selvom producenten Xella i otte år har tilbudt at tage affaldet retur for et mindre beløb, er det først nu, at den første storkunde, Eurodan Huse, har indgået en returaftale. Illustration: Anya Palm / Eurodan Huse

»Bæredygtig porebeton tages retur efter brug.« Sådan lød en overskrift her på ing.dk i 2011. Anledningen var, at porebetonproducenten Xella var blevet certificeret efter vugge-til-vugge-ordningen, så porebetonaffald fra nybyggerier, kunne sendes tilbage til producenten, der knuste dem og producerede nye blokke med materialet.

»Vi spurgte de største danske arkitekter, hvad der var det vildeste - det ypperste - inden for bæredygtighed, de kunne forestille sig. Svaret var cradle to cradle,« fortalte den daværende adm. direktør i Xellas skandinaviske afdeling, Niels-Jørgen Pallesen.

Læs også: Bæredygtig porebeton tages retur efter brug

Men på trods af interessen, kom der aldrig rigtig gang i genanvendelsen, fortæller Lars Nygaard, der er salgschef i Xella i dag.

På Xellas fabrik i Tyskland bliver porebetonaffaldet først knust. Illustration: Anya Palm / Eurodan Huse

»Vi havde løsningen klar, men det kom ikke rigtig til at fungere. Der var enkelte bygherrer, der gerne ville betale lidt for, at vi tog affaldsmaterialerne tilbage og genbrugte dem, men der var ikke mange. Desuden brugte nogle af håndværkerne vores bigbags som affaldssække, så de var fyldt med dåsecolaer, når de kom tilbage. Og hvis der skal stå en mand og sortere affaldet, så kan det slet ikke hænge sammen.«

Læs også: Nu bliver byggepladsens engangstræ til genbrugstræ

I 2011 kradsede krisen desuden stadig i byggeriet. Og så var de 800 kr, som det sådan cirka koster at få hentet porebetonaffaldet fra et nybygget parcelhus, åbenbart for meget

Den knuste porebeton blandes med kalk, vand, sand og aluminiumspulver, som er de normale ingredienser til porebeton. Derefter bliver det hældt i store forme, hvor blandingen 'hæver' som var det en almindelig dej. Illustration: Anya Palm / Eurodan Huse

»Når der er krise, tæller hver en krone jo, så mit bud er, at kunderne glemte, at muligheden overhovedet eksisterede, og vi gjorde nok heller ikke nok for at markedsføre det.«

Fungerer i Tyskland og andre lande

Det mærkelige er bare, at returordningen fungerer på Xellas andre markeder - eksempelvis i Tyskland, hvor Xella får produceret porebeton til det danske marked.

Læs også: Nu skal beton-genbrug være alvor: Virksomhed vil genbruge 300.000 ton årligt

Derfor var det også muligt for Xella i 2017 at lancere en ny type porebetonblok kaldet Ytong Synergy, som er produceret udelukkende af genbrugsmaterialer.

Behovet for flere genbrugsmaterialer til den nye type blok giver Xella et fornyet incitament til at skubbe på for at få flere kunder til at sende porebetonaffald retur.

»Synergy-blokken har gjort, at vi igen har fået fokus på indsamlingsordningen. Desuden arbejder hele koncernen hen imod at bruge flere genbrugsmaterialer.«

Eurodan første store kunde

Og nu er det lykkedes Xella at indgå en aftale med Eurodan-huse, som for første gang vil få genbrugsordningen op i skala.

Efter hæveprocessen bliver porebetonen bagt i en ovn ved 180 grader i 8-10 timer. Her er den dampende varme beton lige kommet ud af ovnen. Illustration: Anya Palm / Eurodan Huse

»Vi har længe gerne villet omstille til mere bæredygtighed i vores byggeri, men det skal også være en realistisk mulighed. Det er det her, hvor vi helt konkret kan tage en del af vores materialer og genbruge det 100 procent,« begrunder administrerende direktør i Eurodan-huse, Thomas Dahl i en pressemeddelelse.

Eurodan-huse bygger omkring 550 huse om året. Til hvert hus bruges omkring 13 ton porebeton - og cirka to procent af det ender som affald. Det vil sige, at Eurodan-huse vil kunne sende omkring 143 ton porebeton til genbrug.

Ikke sikker på effekten

Alternativet til at indsamle affaldet og køre det til Xellas fabrik i Hamborg-området er at lade det genbruge i Danmark, hvor porebeton typisk bliver knust og brugt som vejfyld sammen med andet byggeaffald. På den måde erstatter det nyopgravet grus.

Læs også: Mursten skal være grundlag for mere genbrug

Om det miljømæssigt er bedre at køre det til Tyskland og producerer nye blokke, kattegrus og materiale til at opsuge olie, har Xella ikke regnet på, fortæller salgschef Lars Nygaard.

De færdigpakkede porebetonblokke kan derefter sendes til Danmark og Xellas andre markeder. Når vognmændene kører retur fra Danmark får de både paller og porebetonaffald med igen, så der ikke skal køres ekstra med tomme vogne. Men om genbruget er en nettogevinst for miljøet i forhold til at genanvende porebetonaffaldet som vejfyld i Danmark, har Xella ikke beregnet. Illustration: Anya Palm / Eurodan Huse

»Men det medfører ikke ekstra transport, for byggeaffaldet bliver indsamlet fra byggepladserne med de biler, vi alligevel sender ud for at indsamle de paller, som porebetonen bliver leveret på. Og vi sender affaldet videre til Tyskland med nogle af de cirka 650 lastbiler, som kører herop med ny porebeton hver måned. Hvis de ikke har anden last, de skal have med tilbage, så sender vi paller eller sækkene med porebetonaffald med tilbage til fabrikken. Så jeg ved heller ikke lige, hvordan man ville skulle lave en beregning af miljøeffekten.«

Læs også: Bliver 2019 året, hvor byggeriet begynder at tage bæredygtighed seriøst?

Han håber, at flere entreprenører nu vil følge i Eurodan-huses eksempel.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først