Efter otte års arbejde og ni måneders forsinkelser: Københavns Cityring åbner 29. september
Søndag den 29. september åbner dørene til den nye metrolinje Cityringen i København.
Det annoncerer Metroselskabet i dag i en pressemeddelelse, hvor man nu har fastlagt en konkret dato. Tilbage i maj varslede Metroselskabet, at forsinkelser ville udskyde åbningen til ultimo september, men i går kunne man annoncere den specifikke dato for, at de automatiske metrodøre på Cityringens stationer byder almene borgere velkommen.
Cityringens stationer er ifølge Metroselskabet tæt på at være klar, og nu skal den sidste arbejdstid inden slut-september bruges til at gennemføre de sidste tests med dertilhørende dokumentation. Dels skal ventilation, brandsystemer, lys og deslige testes for sig, og dels skal metroen prøvekøres uden passagerer i den sidste tid op til åbningen den 29. september.
Læs også: Metrodirektør om forsinkelse: Entreprenør bagud med test af brandsystemer og ventilation
Fordyrelser og forsinkelser
Etableringen af Cityringen er siden den oprindelige tidsplan fra 2010 forsinket med ni måneder i alt. Cityringen skulle efter den originale ambition stå klar i december 2018, men i sommeren 2014 erkendte Metroselskabet, at åbningen måtte blive udskudt med syv måneder. Det skyldtes, at døgnarbejde på Cityringen blev droppet grundet klager om støj fra naboerne til arbejdet.
Læs også: Metro-entreprenør fik trecifret millionbeløb for at genoptage arbejdet
Forsinkelsen på yderligere to måneder, der blev annonceret i maj i år, var forårsaget af overskridelsen af deadlines fra entreprenørens side. Overskridelsen betød, at diverse testkørsler blev forsinket.
Ud over tidshorisonten for projektet har også budgettet oplevet flere ændringer. Helt tilbage i 2005, da man indgik principaftalen, skønnede man et budget på 16,7 mia. kroner. Da man indgik kontrakter med leverandører og entreprenører i 2010 skulle prisen dog vise sig at nå op på 21,3 mia. kroner, og i dag er projektets samlede budget oppe på 24,6 mia. kroner.
