Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Efter nødlanding: Ekspert peger på typiske årsager til motorproblemer

PLUS.
Motorstof var ifølge InsideFlyers kilder årsagen til nødlanding i går af et Embraer-fly fra Finnair. Illustration: gar1984/Bigstock

Trods præcise forskrifter for vedligehold af flymotorer, kan en slange eller andet blive træt eller rive sig løs. Det er ifølge en ekspert et godt bud på, hvorfor passagerflyet - en Embraer E190LR - fra selskabet Finnair søndag, ifølge InsideFlyer, foretog en nødlanding i Københavns Lufthavn som følge af motorstop.

På flightradar kan man se, at syd for Sverige gennemførte Finnair-flyet et højresving og landede kort tid efter i Københavns Lufthavn Illustration: flightradar24

Hans Christian Stigaard er tidligere trafikchef og underdirektør i Københavns Lufthavn. Han arbejder til dagligt som selvstændig analytiker på luftfartsområdet. Ifølge ham er det svært at sige noget håndfast om årsagerne til motorproblemet i det konkrete tilfælde.

Ifølge Hans Christian Stigaard skyldes motorproblemer - i dette tilfælde på en af de to General Electric CF34-10E-motorer - dog ofte fejl på et af to hovedområder.

»Når man læser havarirapporter, skyldes motornedluk typisk problemer med olietrykket eller tilførslen af fuel. Her vil piloterne typisk vælge at sætte den berørte motor i tomgang. Hændelsen er formodentligt opstået, mens de fløj i stor højde,« siger han.

Fejl kan opstå trods grundigt vedligehold

Hans Christian Stigaard understreger, at overordnet set er motornedluk et relativt sjældent forekommende problem, og det er fortsat meget sikkert at rejse med fly.

Med hensyn til årsagerne til de problemer med brændstoftilførslen eller olietryk, der typisk forårsager motorstop, vurderer han, at det oftest skyldes en kombination af flere faktorer.

Erfaringsmæssigt mener han ikke, at motorstop typisk skyldes dårlig vedligehold.

»Det skyldes ofte en kombination af mange ting. De eftersyn, som motorerne får, er ganske nøje beskrevet. Derfor kan en slange eller andet materiel blive træt eller rive sig løs. Det er trods alt teknik. En velholdt bil kan også gå i stykker. Man skal huske, at det sker sjældent, men i sidste ende er en flyvemaskine bare avanceret teknik. Der er ofte mange faktorer i spil.«

Ud fra de tilgængelige oplysninger vurderer Hans Christian Stigaard, at piloterne har fulgt standardproceduren.

»I den situation må de ikke flyve videre. Hvis den ene motor lukker ned, så lander man i den nærmeste lufthavn. Teknisk set kan man godt flyve videre på en enkelt motor. Nogen gør det, men det får de ikke ros for,« siger han.

Iværksætter undersøgelse

Ifølge et skriftligt svar fra Finnair til Ingeniøren blev flyet ramt af motorproblemer, da det fløj mellem Düsseldorf og Helsinki med 73 passagerer og fire besætningsmedlemmer ombord.

Herefter besluttede besætningen at erklære en nødsituation og lande i København, der var nærmeste egnede lufthavn. Ifølge Finnair var begge motorer i drift under nødlandingen. Efter landingen var flyet i stand til at køre væk fra landingsbanen ved egen kraft.

I sit skriftlige svar fortæller Finnair, at flyet stadig befinder sig i København. Hvad angår årsagen til nødlandingen afviser Finnair at komme med yderligere kommentarer. De henviser til at de har iværksat en undersøgelse af hændelsen.