Efter kaotisk forløb: Danske kommuner i kø for at etablere gratis wifi i byerne
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Efter kaotisk forløb: Danske kommuner i kø for at etablere gratis wifi i byerne

Illustration: ADragan/Bigstock

Efter flere års tilløb er EU-Kommissionen nu klar til at åbne pengepungen for de europæiske kommuner, der gerne vil etablere gratis internethotspots rundt om i offentlige rum i europæiske byer. Det sker i programmet Wifi4EU. Og der er rift om de 900 millioner kroner

Indtil i år var det slet ikke lovligt for danske kommuner at udbyde gratis wifi-hotspots på offentlige steder, men kun tilladt at tilbyde internationale turister adgang til gratis wifi en time pr. døgn pr. apparat.

Derfor har det storstilede EU-projekt Wifi4EU også krævet en lovændring i Folketinget, for at EU-midlerne kan komme danske kommuner til gode.

Læs også: EU klar til at finansiere gratis wifi i 1.000 europæiske kommuner

Teleindustrien er ikke glade

Ideen om offentlige tilskud til gratis kommunale wifi-hotspots er ikke født hos de private teleoperatører og wifi-leverandørerer.

Projektet strider, ifølge de private aktører, nemlig mod det grundlæggende princip i dansk telepolitik, nemlig markedsbaseret udrulning af digital infrastruktur.

»Dansk Erhverv mener dog, at en markedsdrevet udbygning af teleinfrastrukturen er den mest hensigtsmæssige telepolitiske tilgang og er derfor grundlæggende imod WiFi4EU-initiativet,« skriver Dansk Erhverv i et høringssvar til lovforslaget, der blev stemt igennem i december 2017.

Hos DI Digital opfordrede man også, forgæves, til at begrænse brugen af wifi-hotspots til en times adgang i døgnet.

Teleindustriens direktør Jakob Willer er heller ikke fan af Wifi4EU-projektet.

»Det ville give mening, hvis offentlig finansiering af digital infrastruktur blev brugt de steder, hvor der er huller. Men det er ikke kriteriet her, hvor der gives støtte til udbygning af gratis digitale tjenester i byer – som allerede er velforsynede fra markedet,« skrev han på Twitter.

I alt 36 kommuner har skrevet sig op hos Wifi4EU-projektet. I første ansøgningsrunde er mindst 15 danske kommuner sikret et tilskud. En af de kommuner, der har søgt, er Ringsted Kommune:

»Vi er i gang med at forny torvet i Ringsted, og i den forbindelse etablerer vi en pavillon på torvet, der skal fungere som et samlingspunkt og mødested for byens borgere og besøgende. Her vil vi gerne tilbyde gratis wifi til eksempelvis turister eller studerende, der slår sig ned i pavillonens cafe med en bærbar computer. Vi har diskuteret om wifi er ved at blive en forældet teknologi på grund af de hurtige mobilnetværk, men vi tror stadig, at wifi har sin berettigelse og at et hotspot vil blive benyttet,« siger Michael Barsøe Hansen, projektleder i Vej- og Ejendomscenter i Ringsted Kommune.

Aarhus Kommune har også ansøgt og her er man glad for at teste en bredere adgang til wifi end bare udenlandske turister.

»Hvis den aktuelle ansøgning imødekommes, starter vi med en installation i Aarhus City Lab, som er byens fælles udendørs Smart City-udviklingsplatform. Det gode er, at man med ansøgningen får mulighed for at afprøve anvendelse af wifi i byrummet uden for de aktuelle begrænsninger, der er i forhold til at give borgerne adgang til frit wifi,« siger Bo Fristed, chef for Innovation, Kreativitet og Teknologi i Aarhus Kommune.

I Randers Kommune har man også søgt om at etablere et gratis wifi-net til byens besøgende.

»Vi har ganske rigtig søgt puljen Wifi4EU, og er nu spændte på resultatet. Får vi midlerne, forventer vi at igangsætte et projekt i Randers Midtby, således at vi kan tilbyde gratis wifi til danske og udenlandske turister. Her forventer vi, at vi f.eks. også kan informere om seværdigheder og begivenheder, der kan have interesse for byens besøgende. Det skal altså være med til at forbedre turisternes oplevelse, men kan også give dem mulighed for at dele deres oplevelser på sociale medier og dermed er der potentiale for, at byen kan få god omtale,« skriver Søren Brøndum Christensen, bredbåndskoordinator i Randers Kommune i en mail til Ingeniøren.

Hvis kommunen får tilskuddet på 112.000 kroner, skal pengene bruges på at gøre den eksisterende kommunal infrastruktur i stand til at udbyde wifi-hotspots på offentlige steder. Kommunen vil eksempelvis bruge wifi-infrastrukturen på biblioteker, rådhus eller et sundhedscenter til et etablere wifi-hotspots fra.

Han understreger at det projekt endnu ikke er vedtaget og ikke direkte er koblet til Wifi4EU-projektet.

»Vi har ikke vedtaget noget konkret ift. dette, men det er nogle muligheder vi undersøger. Her vil der selvfølgelig også være tale om et projekt, der økonomiske bevæger sig noget ud over Wifi4EU-støtten.«

Faktisk er EU-støtten en forudsætning for at Randers Kommune kan udbyde gratis wifi-hotspots uden at komme i karambolage med lovgivningen.

I den lovgivning, der regulerer offentlige institutioners adgang til etablering af wifi-hotspots, står der nemlig, at EU-støtten er en forudsætning for at måtte etablere gratis wifi-hotspots.

»Offentlige institutioner kan etablere wifi-hotspots for at give offentligheden gratis adgang hertil, når (...) 2) den offentlige institution opnår hel eller delvis støtte til etablering af wifi-hotspots fra EU.«

Hvis kommunen får tilskud og etablerer den type wifi-hotspots, er det ikke kun som en service til byens besøgende. Erhvervslivet skal også kunne drage fordel af wifi-hotspottet.

»Ud over at vi kan tilbyde en service til turister, åbner etableringen af turisme wifi-hotspots også op for, at vi kan lave såkaldte heat-maps, hvor besøgendes brug af byrummet identificeres. Det kan åbne op for bedre planlægning af byrummet og dermed også bedre oplevelser for de besøgende og for detailhandlen og butikkerne, « skriver Søren Brøndum Christensen.

Kaotisk ansøgningsforløb

Vejen til at få støttekroner fra EU-Kommissionen har været længe undervejs og er ikke foregået uden dramatik. Den første ansøgningsrunde blev nemlig annulleret tilbage i maj, efter mere end 11.000 byer havde ansøgt om tilskud. Det skete efter EU-Kommissionen blev opmærksomme på flere sårbarheder i den software, der blev anvendt til ansøgningsprocessen.

Støttekronerne tildeles efter et først-til-mølle-princip, og derfor er tidangivelsen på ansøgningen helt afgørende. Men den onlineportal, som kommunerne brugte til at ansøge, registrerede modtagelsen af ansøgningen efter tiden på afsenderens lokale pc, og ikke den centrale server.

Så hvis en kommunal medarbejder stillede uret en time tilbage på sin lokale pc, så ville tidsstemplet på ansøgningen også blive rykket en time, og man ville bevæge sig frem i køen.

Data lå fremme

Derudover opdagede it-virksomheden, der var sat til at teste Wifi4EU-portalen, at de kunne tilgå de data, kommunerne havde uploadet som en del af ansøgningsprocessen. Der var derfor mistanke om et datalæk af persondata fra de medarbejdere, der havde indsendt ansøgningerne.

De to fejl fik Mariya Gabriel, EU-kommisær for den digitale økonomi og det digitale samfund, til at aflyse den første ansøgningsrunde.

»Kommissionen er stærkt optaget af fairness, transparens, og pålidelighed. Da et teknisk problem forhindrede alle kommuner fra at ansøge på et lige grundlag, har jeg bedt om at få annulleret den første ansøgningsrunde,« siger Mariya Gabriel i en pressemeddelelse.

For nyligt har Margrethe Vestager, EU’s konkurrencekommissær afvist, at der blev lækket persondata i forbindelse med ansøgningsrunden.

Efter adskillige måneders udvished, åbnede EU-Kommissionen for en ny ansøgningsrunde 7. november. Men det foregik heller ikke helt uden problemer, da mange kommuner oplevede problemer at aflevere deres ansøgning.

I første omgang udlodder EU 315 millioner kroner i såkaldte vouchers til 2.800 kommuner, der hver især får op til 112.000 danske kroner, til at etablere wifi-hotspots med gratis adgang.

Frem til 2020 er der afsat 120 millioner euro, det svarer til omkring 900 millioner danske kroner til wifi-hotspots i op mod 8.000 europæiske kommuner.

Der er dog allerede over 20.000 europæiske kommuner der har registreret sig hos Wifi4EU, og af dem er 36 danske kommuner.

Først til december offentliggør EU-Kommissionen, hvilke europæiske byer,der får tildelt støttekroner til at etablere gratis wifi-hotspots.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Dengang data var dyrt og forbindelserne langsomme loggede jeg ind i mellem på "gratis Wifi" rundt omkring. i 90% af tilfældene virkede det simpelthen ikke. Altså man kunne logge på, men der var ingen hul igennem. Derfor ville jeg aldrig forsøge i dag.

Men jeg har også 4G og 200GB data med 20GB i udlandet, så hvorfor skulle jeg overhovedet prøve? Måske kinesiske turister eller sådan noget, men de har sikkert også Wifi på krydstogtsskibet.

Jeg tænker bare, at det er lidt spild af penge at investere i nu.

  • 14
  • 2

i ovenstående artikler vedr. kommunernes udtalelser.

Det skriger til himlen af inkompetence og kommunerne bør sætte sig ordentligt ind i tingene.
Mange af de steder kommunerne ønsker at opsætte WiFi hotspot, må de slet ikke.

Kommunerne skal selvfølgelig ikke begynde at lege Internetudbydere. Og noget andet er, de er iøvrigt sk..... dårlige til det, se bare hvad Christian P. Broe Petersen skriver ovenfor...

  • 6
  • 1

selvom det er EU midler og dermed langt ude i kæden - så er det også stadig skattekroner der bruges på det - offentlige midler....

"gratis" bør derfor erstattes med "skattefinansieret".

  • 2
  • 0

Det lyder jo meget godt, hvis det var for 5 år siden da det blev efterspurgt. Jeg har i foråret lavet gratis wifi der fungere på samme måde som det tilbud der er i dsb´s tog, på en masse barer og natklubber. Ganske få bruger det - det skulle med andre ord have været lavet for flere år siden da der var et behov.

  • 1
  • 0