At de fjerne alle brandbare materialer fra de gamle bygninger og ændre på procedure med "stay put".
En forfærdelig brand i højhuset Grenfell Tower i London kostede i juni sidste år 72 beboere livet – og afslørede, at der er blevet sjusket med brandsikkerheden i mange britiske bygninger.
Efterforskningen viste blandt andet, at den brændbare kerne i facadebeklædningens sandwichpaneler havde medvirket til den lynhurtige brandspredning over bygningens facade. Ifølge de britiske myndigheder overholdt facadesystemet, der var blevet installeret som led i en større renovering, ikke de britiske brandkrav.
Men efterfølgende undersøgelser har vist, at den samme type beklædning alligevel var monteret på mange andre høje bygninger – og ifølge en undersøgelseskommission har systemet til godkendelse af brandsikkerhed i bygninger været så dysfunktionelt, at der kan være alvorlige fejl i mange andre bygninger.
Undersøgelseskommissionen anbefalede alligevel ikke et decideret forbud mod brug af brændbare materialer i facadekonstruktionen på højhuse. Men undersøgelseskommissionens formand, Judith Hackitt, sagde i en efterfølgende høring, at hun håbede, at regeringen alligevel ville forbyde de brændbare byggematerialer.
Efter et par måneders diskussion har den britiske regering nu besluttet at opfylde hendes ønske – i hvert fald delvist.
»Jeg vil ændre bygningsreglementet, så brugen af brændbare materialer bliver forbudt på alle nye bolighøjhuse, sygehuse, pleje- og studieboliger,« sagde boligminister James Brokenshire således på det konservative partis kongres i weekenden.
Ifølge en pressemeddelelse fra hans ministerium er højhuse defineret som bygninger på over 18 meter.
Når man kun tale om et delvist forbud mod brændbare materialer, er det, fordi regeringen har formuleret det som et forbud mod at bruge materialer, der ikke overholder brandkravene til de europæiske brandklasser A1 og A2. Uorganiske materialer som sten, glas og metal klassificeres typisk i brandklasse A1, mens eksempelvis gipsplader ofte er i brandklasse A2.
Ifølge de britiske brandmænds fagforening, Fire Brigades Union, er det et problem, at brandklasse A2 også bliver tilladt. Materialer i denne klasse er nemlig ikke helt ubrændbare – de må bare ikke bidrage betydeligt til brandspredning.
»Der er ikke tale om det totale forbud mod brændbar facadebeklædning, som brandmændene har ønsket. Regeringen vil fortsat tillade brug af materialer, der kan brænde, på alle nye bygninger,« sagde fagforeningens generalsekretær, Matt Wrack, i en pressemeddelelse.
Kritikken bakkes op af arkitekternes fagforening, Riba.
»Giftig røg fra brændende facadebeklædning har med stor sandsynlighed bidraget til det uforholdsmæssigt store tab af liv under branden i Grenfell Tower. Når man tillader alle produkter i brandklasse A2, er der ingen grænser for, hvor meget giftig røg og hvor mange brændende dråber der må dannes. I vores øjne er det ikke en passende reaktion på det tragiske tab af liv, og det kan betyde, at offentligheden og beredskaber bliver udsat for en unødvendig risiko,« skriver Riba i en pressemeddelelse.
Regeringen vil ikke stille krav til facadebeklædningen på ældre bygninger, men har bevilget en pulje på 3,3 mia. kr. til at udskifte facaden på offentligt ejede eller støttede bygninger.
Læs også: 224 højhuse dumper i britisk brandtest
Per 14. september 2018 var der i England fundet 468 bygninger med aluminiums-sandwichpaneler, der ikke overholder de nuværende brandkrav. 32 af dem har fået udskiftet facaden, og 125 er i gang med det. Ifølge regeringens månedlige statusoversigt manglede 30 bygninger stadig at blive undersøgt.
At de fjerne alle brandbare materialer fra de gamle bygninger og ændre på procedure med "stay put".
Lige under artiklen er der sagen om dødsbrand på plejehjem. Hvad gør vi så her hjemme? Venter og ser tiden an? "Det går nok?" "Det koster jo penge." Tænker her bl.a. på Poul Henning Kamps senest blog "Lille hammer stort søm".
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard