Efter beton-skandale: Bach Gruppen-firma lukker omstridt værk i Nordhavn

Illustration: Morten Munk Andersen

Den seneste tids afsløringer af skandaløse forhold på byggefeltet Bryggens Bastion på Amager får nu betonleverandøren BG Beton til at lukke sit værk på Nordhavn.

Det oplyser selskabet selv i en pressemeddelelse.

»Betonleverancerne til Bryggens Bastion ligger et og to år tilbage i tiden. Vi har siden da skiftet hele ledelsen og størstedelen af medarbejderstaben. Det ændrer dog ikke på, at vi oven på den seneste tids grove afsløringer vurderer det som værende et nødvendigt skridt for at genetablere tilliden til BG Beton. Derfor har vi i dag indstillet produktionen og lukket værket,« er Mikael Nielsen, direktør i BG Beton, citeret for i pressemeddelelsen.

Det pågældende betonværk er et af to værker, der angiveligt har leveret beton til byggerierne på Bryggens Bastion, hvor blandt andet det famøse Njals Tårn står.

Hvem har fusket med fakturaer?

Beslutningen sker ifølge meddelelsen som følge af afdækningen af ’uregelmæssigheder i betonkvaliteten’ leveret til Bryggens Bastion, men bliver ikke præciseret. BG Beton ønsker ikke at besvare yderligere spørgsmål.

På opfordring fra Københavns Universitet har Teknologisk Institut taget adskillige prøver fra bundpladen under Njals Tårn, der har vist sig at være yderst sårbar. Blandt andet er betonstyrken langt under det anbefalede, bundpladen er fyldt med genbrugsbeton, og så tyder flere støbeskel på, at støbningen er sjusket udført.

Byggeriet blev stoppet for nogle uger af Københavns Kommune, og Bach Gruppen, der står for opførelsen, har endnu ikke fremlagt dokumentation for sikkerheden, som kan blåstemples af kommunens rådgivere fra Cowi og Aalborg Universitet.

Moderkoncernen Bach Gruppen efterforskes i øjeblikket af politiet for dokumentfalsk i forbindelse med betonleverancerne. På følgesedler og fakturaer fremgår der således beton tilsvarende den styrke og miljøklasse, som byggeriet er projekteret til, men det er altså ikke den kvalitet, der er brugt til fundamentet.

Bach Gruppen har flere gange oplyst - og gør det igen i den aktuelle pressemeddelelse -, at koncernen mistænker personer i datterselskabet BG Beton for at stå bag forfalsket dokumentation, og har hyret eksterne efterforskere til at undersøge, hvad der er sket.

Værk mistede certifikat i 2015

Den seneste nyhed om det lukkede betonværk kommer kun en lille uge efter, at det kom frem, at Teknologisk Instituts certificeringsorgan Dancert i 2015 trak sit certifikat, der godkendte betonproduktion på Nordhavnsværket, tilbage. Det endda med to års tilbagevirkende kraft, så et stort antal byggeprojekter formentlig har fået leveret beton, der ikke kunne leve op til certifikatet.

I den seneste pressemeddelelse bliver det tabte certifikat ikke omtalt. Ingeniøren spurgte i sidste uge Bach Gruppen, hvad årsagen er til, at BG Beton mistede certifikatet, og om koncernen har et overblik over, hvilke projekter der er leveret beton til i perioden 2013-2015.

Efterfølgende modtog redaktionen svar fra PR-firmaet Geelmuyden Kiese, der i en mail citerer direktør Lene Christensen for følgende:

»Dette tema er også en del af den omfattende interne efterforskning, vi har igangsat. Denne undersøgelse er blandt andet besværliggjort af det faktum, at de involverede nøglemedarbejdere og ledelse ikke er hos BG Beton mere. Vores undersøgelse er ikke tilendebragt endnu, og derfor kan vi desværre ikke kaste mere lys over sagen i offentligheden på nuværende tidspunkt «

Heller ikke Dancerts direktør Jørgen Baadsgaard-Jensen ønsker at uddybe, hvad der er årsag til tilbagekaldelsen. Ud over at Dancert under kontroller blev opmærksom på forhold, der ikke levede op til kravene. Efterfølgende afviste BG Beton ifølge Jørgen Baadsgaard-Jensen på et møde at rette ind efter kritikpunktet/kritikpunkterne, hvorefter certificeringsenheden så sig nødsaget til at advare markedet gennem en nyhed på hjemmesiden.

BG Beton fik dog hurtigt gang i produktionen på Nordhavnsværket igen, da Bureau Veritas få måneder senere udstedte et certifikat. Ingeniøren har stillet en række opklarende spørgsmål til Bureau Veritas, der ikke ønsker at besvare dem lige nu, da selskabet er ved at undersøge det faktuelle i sagen, oplyser direktør Jacob Færgemand.

Herlev Hospital er et af projekterne, der har modtaget beton fra værket i Nordhavn i perioden 2013-2015 og har netop sat en undersøgelse i gang.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at professor Michael Havbro Faber fra Aalborg Universitet skulle have politianmeldt alle Bach Gruppens byggerier i hovedstaden. Det er ikke korrekt. Han har anmeldt en enkelt tilstødende ejendom til Njals Tårn, og anmeldelsen er sket til kommunen efter at have set billeder af bygningen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Altså, der har stået nogle arbejdere og ingeniører på byggepladsen med tegninger som siger C35, og så har de fået genbrugsbeton som er dårligt opblandet og som tydeligt variere voldsomt fra batch til batch og endeligt har de tydeligvis gjort meget lidt for at undgå cold joints.

Så meget som de forsøger på at isolere det her til et problem med deres blanderi, så er der nok et par ting mere der skal kigges på i den her process...

  • 34
  • 0

Som tidligere supervisor hos Skako, har jeg været med til kommissionering af to store dobbeltanlæg i Nyborg i start 90'erne. Mig bekendt er kun en batch blevet kasseret ud af flere tusinde. Sådan som styringen er opbygget, er det meget vanskeligt at omgå doserings- og blandeparametre.

Det kræver nærmest en replicering af styringen, så dokumentationen kommer fra originalstyringen, og recepterne fra replicaen (eller at det der er i cement- og tilslagssiloer ikke svarer til det, der fremgår af blanderecepterne)...

Men det kan jo tænkes, at blanderiet kommer fra fex Italien, så kan meget jo lade sig gøre ;-)

  • 9
  • 0

Fredag den 13. september sidste år (ja, jeg kunne osse bare ha ladet være at bestille noget den dag...) fik jeg leveret beton fra BG’s blandeværk i Nordhavnen til støbning af gulv i mit nye hus.

Betonen havde åbenlyst alt for meget vand i sig, støbningen måtte stoppes og det lykkedes med en slamsuger at få suget de øverste 1,5 kbm af igen. Blandeloggen fra værket sagde at alt var fint. Efter måneders tovtrækkeri, betalte BG Beton for borekerneprøver (som viste at det underliggende lag var OK), og bekostede ny støbning af det øverste lag.

Den sandsynlige forklaring på fejlen var, at værket kun tog en fugtighedsmåling af gruset, når det blev leveret til siloen. Når de så senere brugte det sidste grus i bunden af siloen, hvor fugten havde samlet sig - uden at tage en ny fugtighedsmåling - så skulle det jo gå galt.

Glimrende ide at fyre folkene på det værk!

Mvh Peter Riis

  • 17
  • 0

Den sandsynlige forklaring på fejlen var, at værket kun tog en fugtighedsmåling af gruset, når det blev leveret til siloen. Når de så senere brugte det sidste grus i bunden af siloen, hvor fugten havde samlet sig - uden at tage en ny fugtighedsmåling - så skulle det jo gå galt.

Njah, det er ikke mit felt, men... Manglende kompensering for aktuel fugtighed driver variation i styrkerne, altså, når et batching plants resultater har stor spredning over tid, så er fugtighed i rå-materialerne nok det første der skal kigges på.

Men at et batch må kaseres til et hus byggeri, og at i kan suge det op med en slamsluger, så er det nok noget mere fundamentalt som er gået galt for dem.

  • 2
  • 0

@Pierre, jeg er helt enig i din betragtning (jeg lavede styrings software for Skako i 90'erne).

MEN, hvis man vil snyde så er det altid muligt. En styring til et betonanlæg, docere x kg fra silo 1 + x kg fra soli 2 osv. Styringen kan ikke se om materialet i den givne silo er af den type og beskaffenhed som opskriften angiver. Der skal tages materiale prøver, men ...

Når det er sagt, så ved vi jo ikke om der er nogen der har snydt/ svindlet bevidst, eller om der er tale om uvidenhed eller sjusk - omend der tegner sig i billede af at der har været et mønster over længere tid.

Det kunne være interessant at vide hvilke påtaler fra Dancert, de ikke ønskede at følge.

Det undrer mig at der ikke er nogen hos modtageren (på byggepladsen) der har taget prøver. Jeg mindes at man tager prøver, der står i 14 - 30 dage og udsættes for en trykprøve - men det kan være at man også har overladt den del til leverandøren?

  • 3
  • 0

I pressemeddelelsen står der

Betonleverancerne til Bryggens Bastion ligger et og to år tilbage i tiden. Vi har siden da skiftet hele ledelsen og størstedelen af medarbejderstaben. Det ændrer dog ikke på, at vi oven på den seneste tids grove afsløringer vurderer det som værende et nødvendigt skridt for at genetablere tilliden til BG Beton. Derfor har vi i dag indstillet produktionen og lukket værket

Hvorfor er hele ledelsen og det meste af medarbejderstaber skiftet ud i løbet af et år (hvis det er sket efter leverancen til Bryggens Bastion som er et og to år siden), når man 9 august hævdede at

der er ingen problemer med hverken kvaliteten af betonen eller dens styrke, forsikrer Lene Christensen, direktør i Bach Gruppen

Det kan jo godt være en tilfældighed at man skifter hele ledelsen og de fleste medarbejdere inden for et år, men med alle de andre ting der dukker op, kan det jo ikke udelukkes at det ikke er.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten