Det står skidt til med forskningen. Rigtig skidt. For lidt styring og for mange uansvarlige forskere fører til, at al for meget forskning er direkte spild af penge, lyder den kontante kritik fra den amerikanske professor Daniel Sarewitz, der gennem mange år har analyseret samspillet mellem forskningspolitik og videnskabelige resultater.
Et indlæg fra ham i tidsskriftet The New Atlantis har fået debatten om, hvad der er god forskning, til at blusse voldsomt op i USA, og Ingeniøren har bedt en række nøglepersoner fra den danske forskningsverden forholde sig til Sarewitz’ kritik. De erkender, at forskningssystemet langtfra fungerer perfekt:
»Der er for megen vægt på at publicere meget frem for at publicere noget klogt. Der fører til ikke-reproducerbar forskning, slicing (hvor forskerne opdeler deres resultater i mindre enheder, red.) og falske forsøg,« siger formanden for Det Frie Forskningsråd, Peter Munk Christiansen.
Ifølge kritikerne skyldes problemerne langtfra kun rene svindlere som Milena Penkowa eller den italienske forsker Paolo Macchiarini, der for nylig sendte rystelser gennem Karolinska Institutet i Stockholm.
Blandt eksemplerne nævner de en episode, hvor en amerikansk virksomhed for nogle år siden ville efterprøve 53 banebrydende forskningsresultater, men kun kunne bekræfte 6 af disse.
Eller da en skotsk forsker sidste år undersøgte flere end 1.000 artikler med dyreforsøg og fandt store fejl og mangler i artikler fra selv anerkendte forskere fra eliteuniversiteter.
Som forskningsdirektør Thomas Sinkjær fra Villum Fonden, der gennem mange år stod i spidsen for Danmarks Grundforskningsfond, udtrykker det:
»Vi skal være meget bedre til at rydde op i dårlig forskning.«
Professor Søren Rud Keiding fra Aarhus Universitet, der er formand for Forskningsrådet for Teknologi og Produktion under Det Frie Forskningsråd, mener også, at man har undervurderet behovet for validering.
Daniel Sarewitz mener dog ikke, at det kun drejer sig om at justere på nogle knapper her og der:
»Systemet er baseret på, at forskeres frie leg inden for selvvalgte emner er til gavn for samfundet og borgerne. Det er ikke tilfældet,« hævder han.
Hans forslag er, at samfundet holder institutionerne direkte til ansvar for, at de udfører forskning til gavn for andre end dem selv. Og ifølge Carsten Gaarn-Larsen, der er præsident for Akademiet for de Tekniske Videnskaber, har Daniel Sarewitz fat i noget helt rigtigt:
»Det er helt afgørende, at nogen påtager sig et ansvar for, at forskningen skal være til nytte,« siger han.
Innovationsfondens direktør, Peter Høngaard Andersen, er enig i, at det er altafgørende, at forskningen har en målsætning.
»Men den kan både komme udefra og fra forskeren selv.«
På den måde læner han sig op ad tanken om, at den enkelte forsker har et selvstændigt ansvar – en slags Scientific Social Responsibility som en pendant til det mere velkendte begreb Corporate Social Responsibility – som ikke mindst Carlsbergfondets formand, professor Flemming Besenbacher, er talsmand for.
Thomas Sinkjær mener også, at Sarewitz går galt i byen, når han afskriver forskernes egen dømmekraft for, hvad god og relevant forskning er.
Men over for Ingeniøren fastholder Daniel Sarewitz sin kritik:
»Jeg mener ikke, det er de enkelte forskeres ansvar, at de opfører sig på en måde, som systemet tilskynder. Vi bliver nødt til at designe programmer og institutioner, der kan skabe viden, som kan bruges til at løse problemer.«
