Det er ret imponerende at de stadig sender data tilbage. Hvad er tankerne med en ultrahurtig mission til den nærmeste stjerne? Hvad er ultrahurtig i denne sammenhæng?
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
De to Voyager-sonder blev opsendt i 1977 med 16 dages mellemrum – med Voyager 2 som den første – for at studere de ydre planeter i solsystemet.
Denne mission er for længst afsluttet, men de to sonder fortsætter deres rejse ud i uendeligheden, og de sender stadig overraskende og interessante data tilbage.
I takt med, at Voyager 2 bevægede sig længere bort fra Solen, kunne Voyager Plasma Science-eksperimentet registrere et gradvist fald i ion- og elektronstrømmen, der skyldes solvinden.
I dagene efter 30. maj 2018 kunne man dog opfange en stor stigning i strømstyrken, som på en af kanalerne svarede til en fordobling.
Men så pludselig på en enkelt dag for præcist et år siden, 5. november 2018, hvor Voyager var i en afstand af 119 astronomiske enheder, faldt strømstyrken helt ned til baggrundsniveauet.
En astronomisk enhed (AU) er afstanden mellem Jorden og Solen eller ca. 150 mio. km i runde tal.
Voyager 2 havde forladt heliosfæren og er nu i det interstellare rum, hvor det er den intergalaktiske vind, der dominerer.
I flere videnskabelige artikler i Nature Astronomy beskriver en lang række forskere ud fra Voyager 2's observationer forholdene ved heliopausen, som er det område, der afgrænser heliosfæren til det ydre rum.
De viser bl.a., at der før heliopausen findes et grænselag, der gav anledning til stigningen i ion- og elektronstrømmen i månederne op til passagen.
Solens tyngdefelt har betydning helt ud til Oortskyen titusinder af astronomiske enheder borte, men på mange måder er heliopausen solsystemets yderste kant. Og derfor er Voyager 2’s observationer herfra interessante.
Forskerne har tilmed nu mulighed for at sammenligne data fra Voyager 2 med tilsvarende data for Voyager 1, der med en hurtigere fart i en noget anden retning passerede grænsen til det interstellare rum allerede 25. august 2012 i en afstand af 121,7 AU.
Observationerne og sammenligningerne er på nogle områder som forventet og på andre helt overraskende.
Selv om begge sonder har haft retning mod heliopausen, hvor den ligger tættest på Solen, er afstanden mellem de to Voyager-sonder stor – ca 160 AU.
På den baggrund er det lidt overraskende, at Voyager 1 og 2 passerede heliopausen i stort set samme afstand, og ikke mindst også, fordi tidspunktet for Voyager 1 hang sammen med, at solaktiviteten og dermed solvinden var nær sit maksimum. Det var minimalt, da Voyager 2 brød gennem heliosfæren.
Selv om heliopausen er en markant grænse, er den ikke fuldstændig ubrydelig for partikler.
Voyager 1 kunne detektere, at der lækkede partikler ind i heliosfæren udefra. Voyager 2 har detekteret det modsatte: at partikler indefra kan lække ud.
Der er altså en eller anden form for forbindelse mellem det indre og det ydre, som ikke er fuldt forstået endnu.
Det er et af de forhold, som forskerne gerne vil undersøge nærmere i den kommende tid ud fra de tilgængelige data.
Observationerne viser også, der kan opstå chokbølger langt ude i heliosfæren i forbindelse med store udbrud på Solen.
En af de ting, som især forvirrer forskerne, er retningen af magnetfeltet i det interstellare rum.
Før Voyager 1 passerede heliopausen, havde forskerne forventet at se en ændring i retningen af det magnetiske felt ved heliopausen bl.a. grundet i, at solvinden og den interstellare vind har modsat retning.
Men der var kun en minimal retningsændring på under 3 grader.
Voyager 2 har observeret det samme, så det er næppe en tilfældighed,
I forbindelse med fremlæggelsen af de videnskabelige artikler forklarer forskerne, at der må findes en eller anden fysisk proces, der kan forklare dette, men en sådan kendes ikke endnu.
Målingerne viste dog tydeligt, at feltstyrken ændres. Set over et gennemsnit på en time var feltstyrken 0,50 nanotesla 4. november 2018 og 0,63 nT dagen efter,
Temperaturen af solvinden er høj – omkring en million grader. Voyager 2 har også målt temperaturen af den interstellare vind.
Den er som forventet meget koldere, men dog betydeligt varmere end de teoretiske forudsigelser på mellem 15.000 og 30.000 kelvin: Den er målt til mellem 30.000 og 50.000 kelvin.
Også det forhold kræver en bedre forklaring end den, der er kendt i dag.
Til at hjælpe med at finde forklaringer på mysterierne kan forskerne stadig have glæde af både Voyager 1 og 2, men ikke så længe endnu.
Voyager 1 og 2 får deres energi fra varme ved henfald af plutonium-238, der omdannes til elektricitet.
Med en halveringstid på 88 år er energiforsyningen nu nede på omkring 70 pct. Vurderingen er, at der kun vil være energi nok til at holde instrumenterne kørende ca. fem år endnu.
Data fra missionen og de to Voyager-sonders aktuelle position kan følges på voyager.jpl.nasa.gov
Allerede i 1999 studerede Nasa muligheden for en interestellar sonde, der kunne nå ud til 200 AU på 15 år.
Disse overvejelser fortsætter i Panel on Interstellar Research under COSPAR – Committee on Space Research, men der er ingen konkrete planer om en mission.
Måske er det snarere Breakthrough-projektet med tanker om en ultrahurtig mission til den nærmeste stjerne, finansieret af it-milliardæren Yuri Milner, som forskere, der ivrigt ønsker at få nye data fra heliopausen og det interstellare rum, skal sætte deres lid til.
