Efter 40 års forskning: Mysteriet om de namibiske fe-cirkler løst
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Efter 40 års forskning: Mysteriet om de namibiske fe-cirkler løst

I den namibiske ørken i det sydvestlige Afrika findes der et naturfænomen, som har været omgærdet af mystik siden tidernes morgen. Rødbrune cirkler af porøst sand, omkranset af små græstotter, breder sig over kilometerstore områder i et ellers ubeboeligt og knastørt ørkenlandskab.

Cirklerne kaldes ‘fairy circles’, eller fe-cirkler på dansk, og findes kun i et smalt bånd 150 kilometer fra den atlantiske kyst. Som et fintprikket brunt udslæt ser man dem tydeligt fra fly og på Google Maps, og vidste man ikke bedre, kunne man tro, at der var tale om et kunstværk fra en ukendt kultur.

Namibias indfødte hedder himba, og de kalder cirklerne for ‘gudernes fodspor’. Når deres gud Mukuru en gang imellem skænker livgivende regn, efterlader han sine fodspor i sandet. Og de forsvinder aldrig, siger Himba. Andre folk på egnen tror, at det er underjordiske drager, der spyr giftig gas op fra små sprækker i undergrunden, og i nyere tid er man også begyndt at tale om aliens og ufoer.

Men ved vi bedre? Videnskabsfolk har undersøgt fe-cirklerne siden 1971, og selvom deres hypoteser ikke indeholder overtro, har de været mindst lige så talrige. Nogle har ment, at det var himbafolkets stammedans, der efterlod mærkerne. Andre har spekuleret over, om pletterne var rullesteder for zebraer, gemsbok og gnuer. Andre igen har ment, at de skyldes meteoritter eller radioaktivitet. Det kunne også være en ukendt art af muldvarpegnavere? Eller altædende, rundtossede myrer? En forsker har brugt mere end 20 år på at vise, at cirklerne skyldes døende grene fra planten ‘levende pind’ – en hyppig kaktus-sukkulent med blad- og torneløse stængler. Problemet er bare, at man har prøvet at lade grene fra den levende pind ligge i græsset i 22 år, uden at der nogensinde blev dannet en fe-cirkel.

De oplagte forklaringer

De mest oplagte forklaringer har altid været termitter og svampes mycelium, som man kender det fra hekseringe. Men svampe lever vist ikke i så tør en ørken, og med hensyn til termitterne, har man haft svært ved at finde dem i udgravninger. I 2004 skrev den sydafrikanske biolog Gretel van Rooyen sammen med kolleger fra Namibia en review-artikel, hvori de udelukkede alle forklaringer, som havde noget med termitter, radioaktivitet eller den levende pind at gøre. Pudsigt nok havde de fundet termitter mange steder, men ingen termitbo, og som regel gør termitter deres biotop rigere på liv – ikke fattigere, som det øjensynligt var tilfældet i fe-cirklerne.

Fe-cirklerne i Namibias ørken ses tydeligt fra luften eller på f.eks. Google Maps. Jagten på en fyldestgørende forklaring på deres oprindelse har altid optaget områdets beboere – og de seneste årtier også videnskabsfolk fra hele verden. (Foto: Polfoto)

Flere biologer holdt dog fast i termitterne. Allerede i 1994 havde entomologen Eugene Moll fra universitetet i Cape Town foreslået termitter som årsag. Det budskab blev gentaget af C.F. Albrecht i 2001 med den krølle på halen, at termitterne måske pruttede giftige gasser, der fik græsset til at dø. I 2012 gentog Moll sin hypotese om, at det var to bestemte termit-arter, der var årsag til fe-cirklerne, og pegede på radaroptagelser, der viste et fugtigt lag af jord 10 meter under overfladen, direkte under cirklerne.

Nogenlunde samtidig med Moll publicerede Walter Tschinkel fra Florida State University en analyse af gamle og nye luft- og satellitfotos, der viste cirklernes antal og dynamik. De er typisk 2-12 meter i diamenter og har en levetid på 30-60 år. De er altså i en vis forstand ‘i live’. Rundt om kanten er græsset altid lidt højere end andre steder, og efter det har regnet kan man se cirklerne tydeligt som ganske ligeligt fordelte røde pletter på en kortvarigt grøn ørken. Tschinkel troede også først, at plantespisende termitter var de skyldige, men forkastede tanken, fordi han ikke kunne finde dem i sine udgravninger, og fordi termitter normalt ikke spiser levende planter, kun de døde rester.

Underjordisk vandreservoir

En ny artikel i fagbladet Science, forfattet af Norbert Jürgens fra universitetet i Hamborg, understøtter Molls termit-hypotese. Jürgens siger, at det må være den meget atypiske sandtermit Psammotermes allocerus der bruger cirklen som vandreservoir. Den spiser rødderne nedefra, hvilket gør sandet bart og ekstremt prorøst. Når det så en sjælden gang regner, synker vandet hurtigt ned igennem sandet, i stedet for at fordampe, og da der ikke er nogen planter, vil det heller ikke transpireres af dem. Fe-cirklerne er med andre ord kunstige vandhuller, som termitten bygger og vedligeholder i årtier.

Termitten Psammotermes allocerus, også kaldet Silvestri, er ikke et dårligt bud. Den er nok det mest tørketilpassede dyr på Jorden. Man har fundet Silvestri i komplet vegetationsfrie ørkener, hvor den overlever på organisk materiale, der blæser hen over sandklitterne. Den spiser alt, hvad der indeholder cellulose, lige fra kamellort til papkartoner, og lever i små reder af dødt træ langt nede i jorden.

Jürgens kom til sin konklusion efter 40 ekskursioner til Namibørkenen i løbet af seks år. Han fandt ud af, at Silvestri typisk bygger små galleri-agtige bo nede i jorden tæt ved cirklernes kant. Når de vedligeholder hullet, ‘svømmer’ de nærmest i sandet uden at efterlade spor. Der er en af grundene til, at det har været så svært at finde termitterne.

‘Termitten matcher bæveren i sin evne til at ændre miljøet,’ skriver Jürgens i Science-artiklen, ‘men overgår den i sin udbredelse og sin virkning.’ Den velorkestrerede proces transformerer ifølge Jürgens det flygtige liv i Namibørkenen til landskaber af cirkelspækkede stedsegrønne græsarealer, som understøtter en varig artsrigdom, selv i de tørre sæsoner. Det er nemlig ikke sådan, at fe-cirklerne kun fungerer som egoistiske vandhuller for termitten selv. De er veritable oaser, som planter og dyr uden for cirklerne nyder godt af.

Man må også huske på, at termitterne selv er lækker føde for ørkendyr som gekkoer, jordsvin og sjakaler. Ifølge Jürgens er biodiversiteten 10-100 gange større i nærheden af fecirklerne end andre steder i ørkenen. Himbafolket ville aldrig kunne lade deres dyr græsse i så tørt et område, hvis ikke det var for termittens unikke evner inden for vandteknik og geoengineering. Himba bruger dem nogle gange som folde til deres dyr for at sikre dem mod angreb fra løver og andre rovdyr.

De pruttende termitter

Tschinkel er ikke overbevist. I en kommentar siger han, at mange ting mangler at blive forklaret. Hvorfor cirkelformen? Hvorfor har de den størrelse, de har? Hvorfor findes de kun i et klimatisk bånd, hvor det regner mellem 5-10 centimeter om året? Og hvorfor måler man så mange giftige gasser som f.eks. methan og kulilte på deres overflade?

Jürgens siger, at han har svar på dem alle. Cirkelformen er et resultat af vandets naturlige fordeling i undergrunden, hvor det nærer de omkringliggende græsarealer uden for regntiden, og termitterne spiser hele tiden nye skud for at gøre cirklerne større. Størrelsen og formen er dog også afhængig af nabo-termitter, idet princippet om den minimale overflade i sig selv vil gøre territorierne cirkelformede. Og de steder, hvor der er en høj tæthed af Silvestri-populationer, er cirklerne mindre, forklarer Jürgens.

I perioder med længerevarende regn vil termitterne holde op med at spise rødderne, og fe-cirklerne vil blive dækket af græs, fordi der ikke længere er brug for vandhuller. I områder, hvor det regner mindre end 5 cm om året, er fe-cirklerne til gengæld ikke levedygtige, sandsynligvis fordi der ikke er vand nok til at opretholde biotopen omkring cirklerne.

De giftige gasser skyldes også termitterne, mener Jürgens. Deres mave indeholder, ligesom hos køer og mennesker, bakterier, der hjælper til med at nedbryde planterne. Selvom termitten Silvestri ligesom andre termitter foretrækker død cellulose, har den specialiseret sig i at tygge levende planterødder for at vedligeholde vandhullerne. Det giver gasser og forstoppelse i maven, som må ud ad naturlig vej.

Det noget højere græs langs randen tyder på en bedre vandforsyning, der måske skyldes at der sker en samling af dugdråber. Det passer i øvrigt fint med afstanden til havet. At samle duggen er ikke noget enestående tilfælde.

  • 1
  • 2

Modsat Rangoon og omegn, er Namibia det tørreste sted på Jorden,
fra Windhoek inde i landet til Swakopmund ved kysten, bliver det tørrere og tørrere,
så tørt at de færreste besøgende, undgår oplevelsen af, at næsen bløder.

  • 2
  • 0

...så tørt at de færreste besøgende, undgår oplevelsen af, at næsen bløder.

Kan du uddybe hvad du mener? Får man næseblod af tørken? Kan man ikke mærke noget hvis man har næseblod? (virker lidt bizart)

  • 0
  • 0