Eddie kan tænke som en fire-årig

Eddie er en lille dreng på fire år. Men han er først for nylig kommet til verden. Han er netop blevet præsenteret ved en konference i kunstig intelligens på University of Memphis i USA. Ifølge det amerikanske forskerhold, der har skabt ham, er han den første figur i internetspillet Second Life, der har en form for selvstændig, menneskelig intelligens.

Den lille computeranimerede fyr er ikke styret af et menneske, som de sædvanlige avatarer i Second Life er, men kan drage selvstændige konklusioner på et niveau, der svarer til, hvad et fireårigt barn kan. Forskerne har i deres programmering af Eddie benyttet et princip inden for hjerneforskningen, man kalder 'Theory of Mind'. Det er den evne, mennesker har til at forstå, forudsige og manipulere med andre menneskers tanker.

»De nuværende avatarer i multiplayer online verdner - såsom Second Life - er direkte forlængelser af klik med musen og giver kun en illusion af at have en mentalitet eller selvstændighed. Ægte, overbevisende, selvstændige, kunstige figurer må have minder, tro på ting, ønske sig ting og huske ting,« siger Selmer Bringsgjord ved Rensselaer Polytechnic Institute i staten New York, USA.

Underviser i katastrofer

Selmer Bringsjord og hans kolleger arbejder ligesom mange andre forskergrupper verden over lige nu på at skabe kunstig intelligens på internettet og i computerspil, så figurerne og spillet bliver mere troværdigt. Og det er ikke kun underholdningsindustrien, der får glæde af de kløgtige computere. Forskerne kan også udvikle spil med intelligente computeragenter, der reagerer som mennesker, og som kan træne brandmænd, politimænd eller militær i at håndtere krisesituationer i den virkelige verden.

For at skabe deres intelligente avatar, programmerede forskerne Eddie efter 'epistemisk logik' - det vil sige med en uendelig lang række logiske regler for, hvordan fysiske, 'døde' ting i det virtuelle univers opfører sig. For eksempel, at hvis man slipper en sten, så falder den til jorden. Men de programmerede ham også med regler, der forudsiger sandsynlig menneskelig handling. I princippet kan Eddie sætte sig i en anden persons sted og forudse, at personen ved siden af ham vil prøve at flytte sig for at undgå at få den samme sten han slap over fødderne - også selv om Eddie ved, stenen vil ramme forbi.

Rent praktisk bliver spørgsmål i menneskeligt talesprog, man stiller til Eddie, først konverteret til formel matematik. Herefter kører en såkaldt 'automated theorem prover' funktion alle reglerne igennem systematisk for at finde frem til den kombination af regler, der tilfredsstiller hans mål - for eksempel at drille et menneske.

Hjerneforsker Andreas Roepstorff, der er lektor i biologi og antropologi, Aarhus Universitet, bekræfter, at når vi mennesker opfatter et individ som intelligent og med en menneskelig bevidsthed, så er det i høj grad, fordi individet har evnen til at kunne regne ud, hvad andre end individet selv tænker, og anerkende at andre mennesker kan have en anden opfattelse end det, de selv ved eller ser.

»Computere i dag er faktisk lidt som små børn under fire eller stærkt autistiske mennesker. De har ikke evnen til at indse, at der er andre måder at se tingene på, end hvad der er i deres hoved eller harddisk. De kan ikke sætte sig i andres sted,« siger han.

Lektor Thomas Bolander, Institut for Informatik og Matematisk Modellering ved DTU mener, at man kan nå langt med at skabe kunstige, selvstyrende individer i computerspil.

»Kunstig Intelligens, hvor man i højere grad tager menneskelig intuition eller eksempelvis Theory of Mind ind i stedet for ren analyse af de næste fem træk i et spil skak, er i rivende udvikling,« siger han.

Men blot fordi vi kan lave en matematisk modellering efter princip-perne om Theory of Mind, risikerer vi ikke at skabe en helt ægte bevidsthed på nettet sådan som i filmen 'Rumrejsen år 2001', hvor computeren Hal bliver ond og manipulerer med mennesker, mener Thomas Bolander:

»Den menneskelige hjerne og mængden af information i menneskelige relationer er så kompleks, at jeg aldrig tror, vi får en kunstig intelligens, der ligner vores,« siger han.

Dokumentation

Se Eddie som sikkerhedsvagt (mov-fil)