Ecuadors første satellit ramt af rumaffald

Ecuadors første satellit, der blev sendt op for en måned siden, er stødt sammen med et stykke russisk rumaffald. Det er endnu uklart, om satellitten er gået tabt.

Satellitten, som er bygget og designet i Ecuador, blev sendt op med en kinesisk raket den 25. april i år. Satellitten med navnet NEE-01 Pegaso (Pegasus) nanosatellit, har sendt billeder tilbage af Jorden siden den 16. maj. Den vejer 1,2 kg, er 10 x 10 x 75 centimeter og kredser i en bane i 600 kilometers højde.

Det amerikanske Joint Space Operations Center, der følger alle objekter i kredsløb om Jorden, oplyser til Satellite Today og Space Daily, at der ikke er sket et frontalt sammenstød, men data tyder på, at satellitten er blevet ramt fra siden af partikler.

Lederen af Ecuadors civile rumfartsorganisation (EXA), Ronnie Nader, landets første og hidtil eneste astronaut, oplyser til Space Daily, at man stadig håber, at satellitten kun er let beskadiget.

Hans håb bygger på, at selv om satellitten er ude af kontrol, er den stadig i banen. Han oplyser, at det vil tage et par dage at undersøge skaderne og få etableret kontakten igen, hvis det er muligt.

Det kommer ikke bag på EXA, at satellitten er røget ind i rumskrot, for organisationen kunne tidligere på måneden oplyse, at der var fare for, at Pegasus ville støde sammen med resterne af et russisk S14-rakettrin, der blev opsendt i juni 1985.

Selvom Pegasus ikke ramte rakettrinnet direkte, ser det ud til, at partikler fra trinnet har ramt satellitten, mens de to objekter mødtes over Madagaskars østlige kyst.

Teknikerne fra Ecuador prøver nu fra deres hovedkvarter og kontrolcenter i havnebyen Guayaquil at få genetableret kontakten til satellitten.

Ronnie Nader påpeger, at satellitten er forsikret, men vil ikke oplyse for hvor meget. Ecuador planlægger at sende endnu en nanosatellit ud i rummet i juli måned med en russisk raket.

Læs også artikel på BBC world

Emner : Satellitter