Ecco om giftige fluorstoffer i danske sko: Det er uundværligt
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ecco om giftige fluorstoffer i danske sko: Det er uundværligt

Illustration: Sorbis / Bigstock

Der er ikke en eneste dansker eller vesteuropæer, der ikke har fluorerede stoffer, også kendt som PFAS, i blodet. I Skandinavien alene skyldes op mod 1.250 dødsfald om året PFAS, og stofferne er i luften, vi indånder, vandet, vi drikker, og maden, vi spiser.

Læs også: Fluorstoffer – De giftige guldæg

Stofferne frigives til vores vand og luft fra selve produktionen af PFAS, men også ved slid fra produkter, der indeholder dem.

Det gælder for eksempel samtlige Eccos vandtætte sko.

Stofferne fungerer nemlig fuldstændig fremragende som imprægnering til regn- og fodtøj eller i belægninger til madpapir og i Teflon-pander. Problemet er, at stofferne både er unedbrydelige, og at de ophobes i vores kroppe, efterhånden som vi indtager dem gennem hud, vand og mad.

Læs også: Døde aber og gift i gedemælk: Kemigigant skjulte vigtig forskning i fluorstoffer

Et par vandtætte sko er naturligvis i sig selv ikke nogen dødsdom, men produktionen af PFAS alene er enormt forurenende. For eksempel udledte en enkelt hollandsk fabrik indtil 2018 6,5 ton af de giftige evighedskemikalier om året. Efter pres fra EU har fabrikken ‘begrænset’ udledningerne til 2,5 ton.

»De her PFAS-stoffer har været her så længe, vi har dem alle sammen i kroppen, og det vil tage generationer at få dem helt væk, fordi vi bliver ved med at bruge dem,« lyder det fra Eva Bonefeld-Jørgensen , der som forsker og centerleder på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet har kigget på fluorstoffernes sundhedseffekter gennem mange år.

»Det er jo forkasteligt,« mener hun.

Som det fremgår af boksen til højre, medfører den globale forurening en lang række sundhedsmæssige konsekvenser. De mest alvorlige følgevirkninger er kræft, underudviklede fostre og forhøjet blodtryk.

Ecco tavs om PFAS-mængder

Ecco ønsker ikke at oplyse til ingeniøren, hvor meget PFAS selskabet bruger i deres skoproduktion, der hovedsagelig foregår i Slovakiet, Portugal og Asien. De ønsker heller ikke at oplyse, hvem de køber PFAS fra, og det kan derfor ikke udelukkes, at det er fra for eksempel den forurenende fabrik i Holland.

»Vi har endnu ikke fundet et alternativ, der matcher Eccos krav på det pågældende område. Derfor er der PFAS i nogle Ecco-sko,« skriver Ecco i en mail til Ingeniøren, hvor selskabet samtidig understreger, at man forsøger at begrænse mængden af kemikalier i produktionen, herunder også PFAS.

»Ecco opfylder gældende lovgivning på området og arbejder endog efter strengere krav til PFC (PFAS-gruppe, red.) end det krævede,« skriver Ecco, der ikke ønsker at stille op til interview, i en mail til Ingeniøren og henviser til deres liste over anvendte kemikalier.

Af den fremgår det, at Eccos vandtætte materialer indeholder op til 1 μg/m2.

»Vi holder naturligvis øje med de muligheder, der er på området,« skriver Ecco. Udover en generel ambition om at begrænse kemikalierne i skoene er der altså ikke umiddelbart nogen særlig indsats mod PFAS på vej.

Der er alternativer

Ecco bruger stofferne på grund af deres fedt- og vandafvisende egenskaber, der er så udtalte, at Ecco efter eget udsagn ikke kan finde lige så gode alternativer.

»De materialer, Ecco bruger, er nøje udvalgt i forhold til funktionalitet og karakteristika samt den gældende lovgivning,« skriver Ecco.

Eftersom selskabet ikke har ønsket at stille op til interview, er det imidlertid svært at gå ind og helt konkret vurdere den påstand, ligesom selskabet heller ikke svarer på, hvordan PFAS præcis indgår i skoproduktionen.

Læs også: Fluorstoffer skaber farlig cocktail-effekt: Gør danske fostre mindre

Umiddelbart holder argumentet om stofferne, der er uerstattelige, ikke, for Nordisk Ministerråd har allerede beskrevet i deres store rapport om stofferne, at der er alternativer til stofferne, og at der hele tiden kommer flere. Blandt andre med udgangspunkt i denne svensk-bestilte rapport om alternativerne.

»Inden de her stoffer havde vi jo også regntøj, vandtætte sko og så videre,« siger Eva Bonefeld-Jørgensen, der flere gange over for Ingeniøren har understreget, at jo mere man forsker i stofferne, des giftigere fremstår de.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Når det gælder PFAS er det nødvendigt at gøre langt mere end lovgivningen kræver og hvorfor ikke droppe brugen fuldstændigt? Jeg havde forventet mere fra Ecco. Hvis vi vil have vandtæt fodtøj til vores børn, kan vi jo købe "gammeldags" gummistøvler. Gå forrest, Ecco, og drop brugen af PFAS. I vil få langt mere respekt fra forbrugerne og i sidste ende større omsætning. #thedevilweknow

  • 28
  • 2

Vistnok for ca. 15 år siden blev der en periode solgt flotte og faktisk dyre sko, men som efter nogen tid blev helt uanvendelige, fordi at de ellers solide gummisåler begyndte at smitte af på gulvene, og efter nogen tid smuldrede gummiet.

For nogle år siden var der en udsendelse hvoraf det fremgik, at der var mangel på naturgummi, som selv dækproducenter gerne vil have fat i, for at sælge holdbare dæk, fordi det er kun det materiale som udvindes via snit i barken på gummitræer, som i dækkenes gummiblanding modvirker iltning og træthedsbrud i dæksiderne.

Den smidighed og holdbarhed naturgummi giver, forekommer mig at svare til det som de kunstigt fremstillede og miljøskadelige flour-forbindelser giver.

  • 0
  • 0

Når der skrives at det er til vandtættesko, så er det formentlig den vandtætte membran der henvises til fra eksempelvis Gore-Tex. (?)
Med den ovenstående forudsætning i mente, er flere svenske friluftsmærker gået væk fra bla. Gore-Tex, da de ikke kan levere membraner der lever op til deres miljø krav og har derfor udviklet egne membraner. Jeg skal dog ikke kunne sige, hvilke grænseværdier de lever op til.
(Klättermusen, Fjällräven, Houdini, Haglöfs og Lundhags)

De har vendt kravet om :-)
Cadeau til svensker...

  • 5
  • 2

Man kunne måske nå en god effekt ved at lovgive at producenter skal tage imod deres udtjente produkter ved at stille en returkanal let til rådighed gratis - f.eks. via de butikker, som sælger produktet eller måske specialiseret retur-butikker. Samt et krav om forsvarlig håndtering og bortskaffelse.

Det ville ikke bare løse forureningsproblemer, men også tvinge virksomheder til at indtænke genbrug og forsvarlig bortskaffelse. Og, hvem er bedre egenet end producenten til at vide, hvad der indgår i produkterne og dermed den korrekte håndtering - uden at afsløre evt. produktionshemmeligheder?

Det kan virke ekstremt, men jeg tror at dem, som forstår vores forurenings og klimaproblemer ved at der skal ekstreme metoder på bordet.

Naturligvis bliver produkterne dyrere, men spørgsmålet er om vores liv og planet ikke er det værd?

  • 2
  • 1

Fra rapporten:

"Generally, it has been difficult to find alternatives that will match the desired properties of the highly fluorinated substances. This lack of alternatives demonstrates that there is a need for technical development."

Nej vel ikke uerstattelig, men det er sådanset heller ikke hvad der bliver sagt og så matcher nordisk ministerråds evner til at læse og forstå ca. resten af det politiske cirkus og proportioner er noget der tilsyneladende skal bekæmpes.

Men det lyder nu ikke ligefrem som katastrofe mængder, man må formodes at langt dete meste af materialet ikke frigives til omgivelserne:

"Af den fremgår det, at Eccos vandtætte materialer indeholder op til 1 μg/m2."

Ved ikke om 1m2 svarer til et par sko, men det passer nok meget godt, men vi snakker da noget der nærmer sig så lave kocentrationer per sko at vi ikke engang snakker 1 til en million, men 1 til en milliard eller lavere.

  • 2
  • 2

Når Ecco siger giftige fluorstoffer i danske sko er uundværlige, så ville det være interessant at vide om flertallet af forbrugerne mener Ecco sko med giftige fluorstoffer er uundværlige.

  • 17
  • 2

Den megen omtale af PFAS førte til, at jeg sidste gang, jeg havde brug for sko-pudsegrejet kiggede kassen igennem og fandt 2 spraydåser til imprægnering af læder, overtøj mv. Dertil en tube med noget creme med tilsvarende virkning - også med PFAS.
De indeholdt begge stoffer i denne gruppe - og er nu afleveret på genbrugsstationen til destruktion.
Sådanne dåser sælges næsten per automatik sammen med læderfodtøj og nyt overtøj, som skal være vandtæt. Sikkert ikke alle med PFAS som det aktive stof, men hvor mange af os har mon sådanne spraydåser liggende - og bruger dem uden tanke på risikoen?

  • 5
  • 0

Så blev Ecco da hængt ud. Kan det virkelig passe at de er de eneste producenter af fodtøj som anvender PFAS?

Det bør ikke kunne skade Ecco, at de ventilerer en branchemæssig problemstilling. Det skofabrikat som jeg og andre erfarede havde fremstillet fodtøj hvor gummisålen hurtigt blev defekt var Oak Tree, de fremstiller endnu og må derfor have ændret deres gummiblanding.

Det gode ved artiklen, er at den belyser en problemstilling som også må være aktuel i dækbranchen hos deres producenter, hvor at råvaremængden er i en meget større målestok.

  • 0
  • 1

Jeg er helt enig i, at det er en relevant problemstilling at få belyst. Jeg synes blot at artiklen er vinklet på, at Ecco gør noget "meget forfærdeligt" ved at overholde fastsatte grænseværdier. Hvis det er et problem, så burde det nok vinkles i retning af, at lovgivningen er galt på den og ikke Ecco.

  • 4
  • 0

"bruger dem uden tanke på risikoen?"

Der er en tendens til at blive enormt hellig, så længe det begrænser sig til ord og gode intentioner.

Hvem her går ind for, at sko skal laves af certificeret træ og ugarvet læder?

Erfaring fortæller os jo, at stort set alle moderne produkter indeholder farlige stoffer, i en sådan grad, at den gennemsnitlige levealder over et århundrede er faldet fra 57 år til 81 år ... faldet fra 57 år til 81 år ?? Hm?

  • 3
  • 2

Det skofabrikat som jeg og andre erfarede havde fremstillet fodtøj hvor gummisålen hurtigt blev defekt var Oak Tree

som i lighed med 'Ecco Walker' havde problemer med smuldrende såler.

3 ud af 3 par Ecco Walker fik smuldrende såler i løbet af 2-3 år (første gang jeg har fortrudt at købe flere par ens sko samtidig, eftersom garantien blev forlænget til 2 år, hvilket desværre er lidt for kort tid, når man bruger sine 3 par på skift).

  • 0
  • 0

Præcis. Et par smuldrede under mig, da jeg bar en kiste ud, det var sindsygt ubehageligt.
Det næste par smuldrede under dans ved en julefrokost, også ubehageligt.
Så intet kan få mig til at købe sko fra dem igen, aldrig.

  • 1
  • 0