E-terapeuten har altid tid
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

E-terapeuten har altid tid

Du har i nogen tid været vranten over for børnene og utilfreds med dit arbejde. Derfor sætter du dig foran computeren og tager en psykologisk test. Den foreslår et kort terapiforløb med adfærdstilpasning og dæmpning af depression og stress.

Så nu tager du hver dag 40 minutters terapi, hvor tre virtuelle personer - også kaldet 'agenter' - fører dig gennem sociale situationer, som lærer dig at være gladere og mindre aggressiv.

»Det er absolut muligt at forestille sig en fremtid, hvor virtuelle agenter hjælper os med den daglige tilpasning af vores følelser,« mener Eva Hudlicka. Hun er oprindeligt uddannet som biokemiker og computerforsker, men har i de sidste ti år i sit eget firma arbejdet med, hvordan man laver computermodeller af følelser.

Ingeniøren interviewede hende i forbindelse med et symposium på Stanford University om modellering af emotioner - og hvordan en sådan modellering kan bruges i forbindelse med virtuelle agenter i psyko­terapi.

Brugt flere steder

Baggrunden er, at man allerede længe og med stort held har brugt virtuelle miljøer til behandling af bestemte typer af psykologiske problemer.

For eksempel kan man behandle fobier som højdeskræk ved at lade folk prøve høje steder i et virtuelt rum. Her får de næsten samme sanseindtryk som på et højt sted i virkeligheden, mens de samtidig ved, at de er i sikkerhed nede på Jorden. På den måde kan de lære at behandle de sanseindtryk, som gør dem bange, og i sidste ende fjerne fobien

De sidste tre-fire år har man i USA behandlet krigsveteraner fra Irak-krigen med virtuel terapi.

Her behandler man granatchok eller PTSD, Posttraumatic Stress Disorder, som det hedder på amerikansk. Behandlingen er ofte meget succesrig.

Soldater, som ellers er opgivet i normal samtaleterapi, kan opleve stor forbedring på kun 10 til 15 behandlinger med virtuel terapi.

I øjeblikket kan de virtuelle miljøer kun behandle et begrænset sæt af problemer. De kan nemlig ikke gøre noget ved de af vores problemer, der involverer andre mennesker.

Det er her, de virtuelle agenter bliver interessante.

Eva Hudlicka forestiller sig, at vi kan lave virtuelle miljøer, hvor vi kan møde virtuelle 'mennesker', som opfører sig på måder, vi kan lære noget af.

Et godt eksempel er autister, som i et virtuelt miljø kan præsenteres for mennesker med overtydelige ansigtsudtryk og samtidig få forklaret, hvad udtrykket betyder. På den måde kan de lære at tolke andre menneskers reaktioner - et af de store problemer for autister.

For at det skal lykkes, skal agenterne kunne reagere nogenlunde realistisk, og gerne i realtid. I de virtuelle terapimiljøer styrer en terapeut udviklingen i miljøet ved at øge højden på den virtuelle stige eller ved at forstærke krigslydene.

Men med sociale reaktioner bliver det både for kompliceret og for langsomt. Sociale reaktioner er meget varierede, så det er vanskeligt bare at skrue op for noget. Og så er de stærkt tidsafhængige - hvis ikke agentens reaktion kommer lige efter vores handling, så opfatter vi det ikke som en reaktion.

Derfor er agenterne nødt til at kunne agere troværdigt i realtid. Det kan ikke lade sig gøre med en terapeut ved roret men kun, hvis agenten kan reagere autonomt på personen.

En emotionel model

Det kræver en model af menneske­lige emotioner, så agenten kan aflæse patienten og reagere passende i forhold til formålet med terapien.

Det er denne emotionelle model, Eva Hudlicka arbejder på at lave - og det er svært, men ikke umuligt. Man er endnu kun nået til de mest basale følelser - vrede, glæde, frygt, afsky, tristhed og overraskelse. Det er de såkaldte Ekmanske emotioner, som er opkaldt efter psykologen Paul Ekman, der i 1969 viste, at vi alle udtrykker disse basale emotioner på samme måde uanset, hvilken kultur vi kommer fra.

Selv med simple følelser er det ikke let at lave en model. Vrede kan have tusinde forskellige komponenter - og kan i øvrigt ikke afgrænses skarpt fra for eksempel frygt og overraskelse.

Derfor arbejder Eva Hudlicka med en multidimensional model, hvor hver følelse bliver beskrevet efter dens intensitet og en række andre parametre. Det er kompliceret, så hun forventer årtiers arbejde, før man har en nogenlunde præcis model.

Men der kan godt komme noget brugbart ud af arbejdet længe før:

»Mange typer terapi virker hurtigere, jo mere man bruger det. Så en virtuel agent, der kan give flere timers terapi hver dag, kan være mere effektiv end rigtig terapeut, der kun har tid et par timer om ugen,« siger hun.

Ressourceproblem

Selv simplificerede emotionelle modeller kan måske løse et basalt ressourceproblem i terapi: at det er næsten umuligt at forsvare - eller betale for - at en højtkvalificeret terapeut bruger 15 timer om ugen på en enkelt patient. Et arbejde, som i øvrigt nemt kan blive ensformigt for terapeuten.

Desuden har normal terapi den ulempe, at man kun kan arbejde med samtale og fantasi. I virtuel terapi kan man arbejde med situationer og gentage dem igen og igen. Så den virtuelle terapi tilbyder en helt anden form for træning end normal samtaleterapi kan.

De virtuelle agenter bruges allerede i dag i eksperimentalsituationer, og Eva Hudlicka tror, at de i løbet af få år kan bruges som et værdifuldt supplement til normal terapi.

Brugen af virtuel terapi som det lille daglige værktøj til at optimere vores psykologi, tror hun dog ligger mindst 20 år ude i fremtiden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten